Lov om en indskyder- og investorgarantiordning § 9

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 415 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 09. januar 2024

§ 9

I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen navnenoterede indskud i instituttet indtil et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder.

Stk. 2 I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen de i stk. 3-6 nævnte indskud.

Stk. 3 Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.

Stk. 4 Garantiformuen dækker indskud som følge af erstatning eller godtgørelse i henhold til lov for skader forvoldt ved kriminalitet eller fejlagtig domfældelse indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.

Stk. 5 Garantiformuen dækker indskud som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom indtil et beløb svarende til 10 mio. euro. Indskuddet dækkes i indtil 12 måneder fra indsættelsen af beløbet. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse.

Stk. 6 Garantiformuen dækker fuldt ud pensionsopsparingskonti i henhold til lov.

Stk. 7 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke indskud og produkter der dækkes af Garantiformuen efter stk. 1 og 3-6. Bekendtgørelse om Garantiformuens dækning af indskydere og investorer