Adoptionsloven Kapitel 5 a

Denne konsoliderede version af adoptionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om adoption

Lov nr. 279 af 07. juni 1972,
jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 07. august 2019,
som ændret ved lov nr. 227 af 15. februar 2022 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

Kapitel 5 a Døgnpleje, midlertidig placering, surrogatmoderskab og straf
Døgnpleje
§ 32

Bistand til at gennemføre anbringelse af et barn under 14 år i døgnpleje på længere eller ubestemt tid må kun ydes af og modtages hos en offentlig myndighed eller med forudgående samtykke fra en offentlig myndighed.

Stk. 2 Annoncering med tilbud om døgnpleje som nævnt i stk. 1 må kun foretages af eller med samtykke fra en offentlig myndighed.

Midlertidig placering
§ 32a

Når Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter § 10 om, at et barn skal adopteres efter § 9, stk. 1-3, placeres barnet hos den ansøger, der er udvalgt af Adoptionsnævnet til at adoptere barnet. Den midlertidige placering ophører, når Ankestyrelsen meddeler bevilling til adoption efter § 1, 2. pkt., eller retten afsiger dom om, at Ankestyrelsens afgørelse om adoption ophæves, og ankefristen herfor er udløbet.

Stk. 2 Under den midlertidige placering har ansøgeren forældremyndigheden over barnet efter § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven og forsørgelsespligten over for barnet.

Stk. 3 Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om midlertidig placering efter stk. 1. Adoptionsbekendtgørelsen

Formidling af surrogatmoderskab
§ 33

Hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne.

Stk. 2 Annoncering må ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse, som nævnt i stk. 1.

Straffebestemmelser
§ 34

Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der

  • 1) tilsidesætter vilkår fastsat i en tilladelse efter § 30, stk. 1, eller tilsidesætter regler fastsat i medfør af § 30 c, eller

  • 2) overtræder §§ 31, 32 eller 33.

Stk. 2 På samme måde straffes den, der som mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption.

Stk. 3 I forskrifter, der udstedes efter § 30 c, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.