Affalds- og råstofafgiftsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af affalds- og råstofafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

lov om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofafgiftsloven)

Lov nr. 838 af 19. december 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kapitel 3 Registrerede virksomheders regnskabsførelse og afregning m.v.
Regnskab, angivelse og betaling m.v.
§ 13

Afgiftsperioden er kvartalet.

§ 14

Registrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for afregningen af afgiften og for kontrollen med afgiftens betaling. Regnskabsmateriale skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2 Af indvejningssedler og lignende skal fremgå, hvilken afgiftssats der er betalt, og den samlede størrelse af afgiften.

Stk. 3 Virksomheder, der indvinder eller importerer råstoffer efter kapitel 1, skal føre regnskab over udlevering af råstoffer eller færdigvarer som nævnt i § 5, stk. 2. Endvidere skal føres regnskab over tilgangen af uberigtigede varer.

Stk. 4 Virksomheder, der skal betale afgift efter kapitel 2, skal føre regnskab over tilførsel og fraførsel af affald.

Stk. 5 Det er en betingelse for afgiftsfrihed efter § 9, stk. 2, nr. 4, at den registrerede virksomhed kan dokumentere, at betingelserne i § 9, stk. 2, nr. 4, er opfyldt.

Stk. 6 Det er en betingelse for afgiftsfrihed efter § 9, stk. 2, nr. 5, at den registrerede virksomhed kan dokumentere, at betingelserne i § 9, stk. 2, nr. 5, er opfyldt.

§ 15

Ved overførsel af afgiftspligtige varer mellem registrerede virksomheder, hvor dette efter kapitel 1 og 2 kan ske, uden at afgiften berigtiges, og ved afsætning af varer til afgiftsfrit formål skal der udstedes en faktura med oplysning om modtagerens navn og adresse og den afgiftspligtige mængde eller værdi.

§ 16

Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på et kvartal angive den afgiftspligtige mængde og afgiftsbeløbet og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

§§ 17-18

(Ophævet).

§ 19

Dør indehaveren af en registreret virksomhed, og udstedes der proklama efter § 81 i lov om skifte af dødsboer, skal arvingerne eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama foretage angivelse efter § 16 for perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen.

§ 20

Hvis virksomheden ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed.

§ 21

(Ophævet).

§ 22

Told- og skatteforvaltningen kan tilbagekalde en i henhold til denne lov meddelt afgiftsfritagelse, såfremt den pågældende overtræder de til afgiftsfritagelsen knyttede betingelser.

Hæftelse, oplysninger, henstand m.v.
§ 23

For betaling af afgift efter loven hæfter selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning.

§ 24

Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, kan told- og skatteforvaltningen udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen kan gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 69.

Stk. 2 Har en virksomhed overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Told- og skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er blevet betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov.

  • 2) Den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra told- og skatteforvaltningen efter stk. 1.

  • 3) Den pågældende virksomhed har forsætligt eller groft uagtsomt ikke overholdt påbuddene i en gældende notifikation.

Stk. 3 Har en virksomhed forsætligt eller groft uagtsomt overdraget, erhvervet, tilegnet sig eller anvendt varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal virksomheden betale afgift af varerne senest 14 dage efter påkrav.

Stk. 4 Afgiften kan kræves til betaling inden 14 dage. §§ 6 og 7 og § 8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse.

§ 25

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt til enhver tid mod behørig legitimation, uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i registreringspligtige virksomheder og efterse virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2 Den, der er ansvarlig for en registreringspligtig virksomhed, samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved de i stk. 1 nævnte eftersyn.

Stk. 3 Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand ved kontrollens gennemførelse. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte regler herom.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt importeres eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 5 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

§ 26

Told- og skatteforvaltningen har endvidere, hvis det skønnes nødvendigt til enhver tid mod behørig legitimation, uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af regnskaber m.v. hos:

  • 1) Leverandører af stoffer, råvarer, materialer og lignende til fremstilling af afgiftspligtige stoffer, varer eller produkter.

  • 2) Personer og virksomheder, der leverer affald til virksomheder, der er registreringspligtige efter kapitel 2.

  • 3) Erhvervsdrivende, herunder virksomheder, der indkøber og forhandler afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.

  • 4) Personer og virksomheder, der modtager affald fra en registreret virksomhed efter kapitel 2, eller som uden at være registreret efter kapitel 2 modtager affald til deponering, oparbejdning eller behandling i øvrigt.

Stk. 2 For de i stk. 1, nr. 3, nævnte virksomheder kan told- og skatteforvaltningen endvidere efterse varebeholdningen.

Stk. 3 § 25, stk. 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 27

Det i § 25 og § 26 nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

§ 28

Registrerede virksomheder skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug for kontrollen med afgifter m.v., herunder oplysninger om leverancer af varer til ikke afgiftspligtig anvendelse.

Stk. 2 Leverandører som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 1, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om det leverede.

Stk. 3 Personer og virksomheder, der leverer affald til registrerede virksomheder efter kapitel 2, skal på begæring meddele oplysning om den leverede mængde.

Stk. 4 Erhvervsdrivende som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 3, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres indkøb af afgiftspligtige stoffer, varer og produkter.

Stk. 5 Personer og virksomheder som nævnt i § 26, stk. 1, nr. 4, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om de modtagne affaldsmængder.

§ 29

(Ophævet).