Højesterets dom af 15. juni 2021 i sag 93/2020

Fængselsstraf på 1 år, 11 måneder og 2 uger idømt i Tyskland skulle fuldbyrdes i Danmark 

T var i Tyskland idømt en fængselsstraf på 1 år, 11 måneder og 2 uger. T var dømt for to forhold, hvor han som administrerende direktør for to tyske selskaber havde undladt at fremsætte insolvensbegæring, som han efter tysk ret havde pligt til. Derudover var T dømt for to tilfælde af ufuldstændigt bogholderi og forvaltning af forretningsbøger på en sådan måde, at overblikket over selskabernes aktiver blev vanskeliggjort. Endelig var T dømt for i en række tilfælde at have undladt at indbetale ansattes socialsikringsbidrag til tyske sygekasser.

Højesteret fandt under hensyn til formålet med den fakultative afslagsbestemmelse i EU-fuldbyrdelseslovens § 29 c, stk. 2, at det – ved overtagelse af straffuldbyrdelsen som alternativ til udlevering – var en betingelse, at der forelå dobbelt strafbarhed med hensyn til mindst ét af forholdene. 

Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de forhold, hvor T var dømt for i strid med sine pligter at have undladt at fremsætte insolvensbegæring, for strafbare efter dansk ret. De forhold, hvor T var dømt for bl.a. ufuldstændigt bogholderi, ville, hvis tilsvarende forhold var begået i Danmark, kunne straffes efter bogføringsloven. Der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om tilsvarende forhold begået i Danmark ville kunne straffes efter straffelovens § 302 om bl.a. særligt grove overtrædelser af bogføringsloven.

Højesteret fandt, at forhold svarende til de forhold, hvor T var dømt for undladelse af at indbetale ansattes socialsikringsbidrag til tyske sygekasser, til dels var omfattet af straffebestemmelsen i den danske ATP-lov. Da T i Tyskland var dømt for forsætlige overtrædelser af de tyske regler, var strafferammen i dansk ret to års fængsel for en tilsvarende handling.

Der var ikke grundlag for at nedsætte straffen i medfør af EU-fuldbyrdelseslovens § 29 b, stk. 2. Højesteret udtalte, at de almindelige strafudmålingsregler om formildende omstændigheder i straffelovens § 82 ikke finder anvendelse i en sag om straffuldbyrdelse efter EU-fuldbyrdelsesloven. Der var således ikke hjemmel til at nedsætte eller tilpasse straffen ud over det, der følger af EU-fuldbyrdelseslovens § 29 b, stk. 2 og 3.

På den baggrund tiltrådte Højesteret, at fængselsstraffen på 1 år, 11 måneder og 2 uger skulle fuldbyrdes.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.