Akkrediteringsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af akkrediteringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner

Lov nr. 601 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1667 af 12. august 2021,
som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 6 1 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 30

Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

Stk. 2 Lov nr. 294 af 27. marts 2007 om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser ophæves.

Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 684 af 27. juni 2008 om akkreditering og godkendelse af erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser mv., bekendtgørelse nr. 1174 af 1. december 2008 om akkreditering og godkendelse af videregående uddannelser under Kulturministeriet og bekendtgørelse nr. 1402 af 14. december 2009 om kriterier for universitetsuddannelsers relevans og kvalitet og om sagsgangen ved godkendelse af universitetsuddannelser forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 4 Formanden for og medlemmerne af Akkrediteringsrådet, som er udpeget efter de hidtil gældende regler, fortsætter deres funktion i Akkrediteringsrådet, indtil formanden og nye medlemmer af Akkrediteringsrådet udpeges efter § 4.

§ 31

Indtil en uddannelsesinstitution har opnået institutionsakkreditering, er uddannelsesinstitutionens uddannelser underlagt reglerne for uddannelsesakkreditering, jf. § 14, dog sættes turnusakkrediteringen af eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud for den enkelte uddannelsesinstitution i bero i forbindelse med institutionsakkrediteringen.

Stk. 2 Hvis der gives afslag på den første institutionsakkreditering, skal eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud fortsat turnusakkrediteres, jf. § 14.

Stk. 3 For tidsbegrænsede udbudsgodkendelser, der er givet enten i medfør af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsuddannelser eller i medfør af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, bortfalder tidsbegrænsningen.

Stk. 4 For afgørelser om positiv akkreditering truffet i medfør af lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser bortfalder tidsbegrænsningen for akkrediteringen.

§ 32

(Ophævet).

§ 33

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.