Aktieavancebeskatningsloven § 35B

Denne konsoliderede version af aktieavancebeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om den skattemæssige behandling af gevinst og tab ved afståelse af aktier m.v. (aktieavancebeskatningsloven)

Lov nr. 1413 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 172 af 29. januar 2021,
som ændret ved lov nr. 1179 af 08. juni 2021, lov nr. 2610 af 28. december 2021, lov nr. 718 af 13. juni 2023 og lov nr. 1563 af 12. december 2023

Overdragelse til erhvervsdrivende fonde
Personer
§ 35B

Ved overdragelse af aktier til en fond omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde kan parterne i overdragelsen anvende reglerne i §§ 35 C-35 F, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Fondens formål er at eje og drive den virksomhed, som direkte eller indirekte ejes af det selskab, hvis aktier overdrages.

  • 2) Aktierne opfylder betingelserne i § 34, stk. 1, nr. 3.

  • 3) Fonden ejer efter overdragelsen mindst 25 pct. af aktiekapitalen og mere end 50 pct. af stemmerettighederne i selskabet.

  • 4) Mindst 50 pct. af værdien af de aktiver bortset fra aktier, som fonden indirekte bliver ejer eller medejer af som følge af overdragelsen, ejes af selskaber, som fonden direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse over. Ved opgørelsen efter 1. pkt. medregnes ikke aktiverne i et selskab, som fonden indirekte bliver medejer af, når overdrageren godtgør, at denne ikke på overdragelsestidspunktet råder over mere end 50 pct. af stemmerettighederne i selskabet. Ved afgørelsen af, om overdrageren råder over mere end 50 pct. af stemmerettighederne i selskabet, medregnes aktier, der tilhører overdragerens ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold. Endvidere medregnes aktier, som tilhører selskaber m.v., hvorover den nævnte personkreds på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har en bestemmende indflydelse. Bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse foreligger, når en eller flere personer i den i 3. pkt. nævnte personkreds på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne i selskabet.

  • 5) Udbytte af aktierne i selskabet skal tilfalde fonden med mindst samme andel som fondens andel af kapitalen. Udbytte af aktier i selskaber, som fonden bliver indirekte ejer eller medejer af som følge af overdragelsen, skal indirekte tilfalde fonden med mindst samme andel som fondens indirekte ejerandel af selskabet bortset fra udbytte af aktier i selskaber, som ikke skal indgå ved opgørelsen efter nr. 4.

  • 6) Aktierne overdrages uden modydelse.

  • 7) Aktiernes værdi med fradrag af stifterskatten tilfalder fondens grundkapital.

  • 8) Medlemmer af en bestemt familie eller visse familier må ikke være tillagt fortrinsret til uddelinger fra fonden. Medlemmer af en bestemt familie eller visse familier må heller ikke være tillagt fortrinsret til at indtage en bestemt stilling eller til på anden måde, herunder i form af arbejdsvederlag, at oppebære økonomiske ydelser fra fonden eller fra en virksomhed, hvorover fonden har en bestemmende indflydelse. Dette gælder dog ikke hverv som medlem af bestyrelsen.

Stk. 2 Beslutning om, at parterne ønsker at anvende reglerne i §§ 35 C-35 F, skal meddeles told- og skatteforvaltningen inden for fristen for rettidig indgivelse af overdragerens oplysninger efter skattekontrollovens § 2 for det indkomstår, hvori overdragelsen er sket. Meddelelsen skal være vedlagt en beholdningsoversigt og saldo for stifterskat, jf. § 35 D. Udelades ved opgørelsen efter stk. 1, nr. 4, 1. pkt., aktiverne i et selskab, som fonden indirekte bliver medejer af, jf. stk. 1, nr. 4, 2. pkt., skal meddelelsen endvidere være vedlagt dokumentation for, at betingelserne herfor er opfyldt.

Stk. 3 Hvis de værdiansættelser, som parterne har lagt til grund ved beregning af saldo for stifterskat ved overdragelsen, ændres af told- og skatteforvaltningen, kan parterne træffe en ny beslutning om, hvorvidt §§ 35 C-35 F skal anvendes på overdragelsen. En ny beslutning skal meddeles told- og skatteforvaltningen, inden for 3 måneder efter at overdrageren har modtaget meddelelse om ændringen.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved et dødsbos overdragelse af aktier til en fond. I disse tilfælde skal beslutning efter stk. 2, 1. pkt., meddeles told- og skatteforvaltningen senest samtidig med rettidig indsendelse af boopgørelsen, jf. dødsboskattelovens § 85.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse ved overdragelse af aktier til fonde med hjemsted på Færøerne, i Grønland eller i et land, der er medlem af EU eller EØS. Det er en betingelse, at det godtgøres, at det efter Færøernes, Grønlands eller det pågældende lands regler er en gyldighedsbetingelse for fonden, at fondsformuen er endeligt og uigenkaldeligt udskilt fra stifterens formue, og at det godtgøres, at fondens formålsbestemmelse kun kan ændres efter regler, der kan sidestilles med reglerne herom i lov om erhvervsdrivende fonde. Endvidere skal fonden over for told- og skatteforvaltningen forpligte sig til at betale stifterskatten, jf. § 35 D, og til at afgive årlige oplysninger efter § 35 F.