Ved overførsel af aktiesparekontoen til et andet institut, der omfattes af § 3, anses aktiesparekontoen for videreført, som var den oprindelig etableret i det modtagende institut.
Stk. 2 Det afgivende institut skal i forbindelse med overførslen af aktiesparekontoen afgive oplysninger til det modtagende institut, som gør det modtagende institut i stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne lov. Herunder skal følgende oplyses:
-
1) Aktiesparekontoens værdi ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
-
2) Negativ skat til fremførsel ved udgangen af indkomstperioden forud for overførslen.
-
3) Skat vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.
-
4) Indkomstperiodens udlodninger.
-
5) Indkomstperiodens indskud.
-
6) Indkomstperiodens betalte og refunderede skat.
-
7) Indkomstperiodens betalte afgift.
-
8) Afgift vedrørende indkomstperioden forud for overførslen, i det omfang denne ikke er betalt.
Stk. 3 Har aktiesparekontoens ejer været fuldt og begrænset skattepligtig i forskellige perioder i det kalenderår, overførslen foretages, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, afgives for hver indkomstperiode.