Aktivloven § 77

Denne konsoliderede version af aktivloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om aktiv socialpolitik

Lov nr. 455 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 22. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 894 af 04. juli 2013, lov nr. 879 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 727 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1541 af 12. december 2023

§ 77

Hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra en jobsamtale, et møde i rehabiliteringsteamet, en samtale om rådighedsvurdering eller en opfølgningssamtale, jf. § 75, stk. 1, nr. 2, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

Stk. 2 Har en person, der modtager ledighedsydelse, undladt at registrere cv-oplysninger rettidigt på Jobnet, jf. § 75, stk. 1, nr. 7, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, hvor cv-oplysningerne ikke har været registreret på Jobnet, medmindre den manglende registrering af cv-oplysninger ikke skyldes personens forhold.

Stk. 3 Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, udebliver fra en samtale som nævnt i stk. 1, som personen selv har booket digitalt, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

Stk. 4 Hvis en person, der er omfattet af § 75, stk. 1, nr. 3, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, og regler fastsat i medfør af § 13, stk. 16, har undladt selv at booke en jobsamtale digitalt inden for den frist, som jobcenteret har fastsat, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle have booket jobsamtalen digitalt, og indtil personen har booket en jobsamtale digitalt, eller til personen har genoprettet kontakten med jobcenteret. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor jobsamtalen skulle have været booket, uanset om personen booker jobsamtalen dagen efter fristens udløb.

Stk. 5 Nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1-4 fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dagesuge. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag tilsvarende.

Stk. 6 Beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget i hjælpen pr. dag.