AMU-Loven § 35

Denne konsoliderede version af aMU-Loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Lov nr. 446 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar 2024

§ 35

Følgende love ophæves:

  • 1) Lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 13. maj 2002, jf. dog stk. 3.

  • 2) Lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, jf. lovbekendtgørelse nr. 310 af 13. maj 2002.

Stk. 2 Uddannelsesinstitutioner, der den 31. december 2003 er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser udviklet til videregående teknikere, herunder laboranter, efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. stk. 1, nr. 1, kan fortsætte med at udbyde disse, dog således at uddannelserne er afsluttet senest den 31. december 2005. Uddannelsesplanerne for disse uddannelser kan forlænges og revideres med udløb til den 31. december 2005. Børne- og undervisningsministeren kan forlænge ordningen efter 1. pkt., dog maksimalt så længe, at uddannelserne er afsluttet senest den 31. december 2008.

Stk. 3 Uanset stk. 1, nr. 1, gælder lov om arbejdsmarkedsuddannelser og regler fastsat med hjemmel i loven for udbud efter stk. 2.

Stk. 4 Beføjelser tillagt Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 13. maj 2002, varetages af Rådet for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse fra dette råds nedsættelse.

Stk. 5 Beføjelser tillagt bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering efter lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, jf. lovbekendtgørelse nr. 309 af 13. maj 2002, varetages af Rådet for Voksen- og Efteruddannelse fra dette råds nedsættelse.

Stk. 6 De efteruddannelsesudvalg, der er opretholdt ved § 6, stk. 4, i lov nr. 148 af 25. marts 2002 om ændring af lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg, lov om arbejdsmarkedsuddannelser, lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og lov om en arbejdsmarkedsfond. (Omlægning af den finansieringsmæssige styring af den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse), opretholdes, indtil de nedlægges eller erstattes af udvalg efter denne lov.