Apotekerloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af apotekerloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om apoteksvirksomhed

Lov nr. 279 af 06. juni 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 26. maj 2023,
som ændret ved lov nr. 1778 af 28. december 2023

Kapitel 5 Apoteksovertagelse
§ 28

Tidspunktet for apoteksovertagelse samt de nærmere vilkår herfor, jfr. §§ 29 og 30, fastsættes ved aftale mellem den tiltrædende og den fratrædende apoteker eller dennes bo. Aftalen fremsendes til Lægemiddelstyrelsen, der kan fastsætte eller ændre en frist for overtagelsen.

Stk. 2 Uenighed mellem den tiltrædende og den fratrædende apoteker om vilkårene for apoteksovertagelsen, bortset fra fristen, jf. stk. 1, 2. pkt., afgøres ved voldgift, jfr. § 68.

Stk. 3 Spørgsmål om vilkårene for apoteksovertagelse kan ikke indbringes for domstolene, før der er truffet afgørelse ved voldgift. Parterne kan dog, når der er opstået en tvist, aftale, at tvisten kan indbringes for domstolene uden at have været behandlet ved voldgift.

§ 29

Ved apoteksovertagelse er den tiltrædende apoteker forpligtet til at overtage indretningen, inventaret og varelageret på apoteket og dets enheder, herunder apoteksfilialer og apoteksudsalg, som ikke er oprettet i medfør af §§ 5 og 6 eller opretholdt på baggrund af et påbud givet af Lægemiddelstyrelsen i medfør af § 7, stk. 1, i det omfang indretningen, inventaret og varebeholdningen er i brugbar og tidssvarende stand og er passende i forhold til den eller de pågældende apoteksenheders behov. Ved apoteksovertagelse er den tiltrædende apoteker endvidere berettiget til at overtage indretningen, inventaret og varelageret på apoteksfilialer og apoteksudsalg, som er oprettet i medfør af §§ 5 og 6 eller opretholdt, uden at Lægemiddelstyrelsen har givet påbud herom i medfør af § 7, stk. 1.

Stk. 2 Den afgående apoteker må kun sælge apotekets og de i stk. 1 nævnte enheders indretning, inventar og varelager til en pris, der ikke overstiger den bogførte værdi heraf. I perioden fra den afgående apotekers meddelelse til Lægemiddelstyrelsen om fritagelse for apotekerbevillingen, jf. § 22, stk. 2, til den tiltrædende apotekers stillingtagen til, om samtlige apoteksenheder ønskes overtaget, jf. stk. 1, 2. pkt., kan den afgående apoteker ikke afhænde de apoteksenheder, der er oprettet i medfør af §§ 5 og 6.

Stk. 3 Hvis den afgående apoteker har givet meddelelse efter § 12 a, stk. 1, omfatter pligten i stk. 1 ikke indretning, inventar og varelager, der kan henføres til dennes forhandling af lægemidler til produktionsdyr.

§ 30

Såfremt den tiltrædende apoteker ikke erhverver den eller de ejendomme, hvori apotek eller apoteksfilial er indrettet, er apotekeren berettiget til at overtage de hidtidige lokaler som lejer for et tidsrum af indtil 2 år.

Stk. 2 Er den fratrædende apoteker lejer af de lokaler, hvori apotek eller apoteksfilial er indrettet, er den tiltrædende apoteker berettiget til at indtræde i bestående lejekontrakter i indtil 2 år.