Arbejdsløshedsforsikringsloven § 49

Denne konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Lov nr. 114 af 24. marts 1970,
jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024

§ 49

Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 1, opgøres på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. stk. 2. Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 2 og 3, opgøres på grundlag af oplysninger på årsopgørelsen. B-indkomst, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, medregnes dog i den eller de måneder, arbejdet er udført i, og som medlemmet har oplyst på tro og love. Oplyser medlemmet ikke om tidspunktet for arbejdets udførelse, kan B-indkomsten ikke medregnes til indtægtsgrundlaget. Det er en forudsætning, at indkomst efter § 48, stk. 1, nr. 2, ikke indgår i en selvstændig virksomhed. Skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed, jf. § 57 a, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker. Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret overskuddet er fremkommet.

Stk. 2 Beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst, jf. stk. 1, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. dog stk. 4. For medlemmer, som opnår dagpengeret efter § 53, stk. 5 eller 11, beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden. A-indkomst udbetalt af et selskab til en ejer, som har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., indgår i opgørelsen.

Stk. 3 Beregningsperioderne, jf. stk. 2, kan forlænges efter reglerne i § 53, stk. 17, hvis der i perioden på 24 måneder, jf. stk. 2, 1. pkt., eller perioden på 5 år, jf. stk. 2, 2. pkt., forekommer perioder, hvor medlemmet modtager

  • 1) sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

  • 2) dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel,

  • 3) støtte efter barnets lov til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter lov om social service eller barnets lov til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, eller

  • 4) dagpenge udbetalt under den midlertidige arbejdsfordelingsordning, jf. lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, frem til og med den 31. marts 2022.

Stk. 4 Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden den fornødne indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Stk. 5 Til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter § 54, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Efter udbetaling af dagpenge med satsen i 1. pkt. i 481 timer til et fuldtidsforsikret medlem og 390 timer til et deltidsforsikret medlem, jf. § 55, stk. 4, som er under 30 år, og som ikke har forsørgelsespligt, udbetales dagpengene med et beløb, der udgør 49,17 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, og til et medlem, som er fyldt 30 år, med et beløb, der udgør 62,11 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70. Hvis medlemmet under ledighed har modtaget sygedagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom, træffer arbejdsløshedskassen afgørelse om, hvorvidt medlemmet er omfattet af 1. eller 2. pkt. Skift af ydelsessats efter 2. pkt. sker med virkning fra det tidspunkt, hvor et fuldtidsforsikret medlem har modtaget dagpenge med satsen i 1. pkt. i 481 timer eller et deltidsforsikret medlem har modtaget dagpenge med satsen i 1. pkt. i 390 timer. Skifter et medlem status som forsørger, eller fylder medlemmet 30 år, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54. Herefter beregnes medlemmets dagpenge efter § 48.

Stk. 6 Til et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53, stk. 14, nr. 1, på grundlag af aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Har medlemmet ret til en højere dagpengesats efter § 48, kan der udbetales dagpenge med en højere sats efter §§ 47 og 70. Har medlemmet efter afslutningen af værnepligten eller ansættelsen på værnepligtslignende vilkår i mindst 3 måneder fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.

Stk. 7 Udbetaling af dagpenge til en forsørger efter stk. 5 og 6 er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 8 Uanset stk. 3 kan et medlem vælge at forlænge beregningsperioden på 24 måneder efter stk. 2, 1. pkt., med 12 måneder, hvis der i beregningsperioden forekommer indkomst fra selvstændig virksomhed efter § 48, stk. 1, nr. 3, for indkomståret 2020. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis den selvstændige erhvervsdrivende kommer ud med et underskud for indkomståret 2020.