Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74a

Denne konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Lov nr. 114 af 24. marts 1970,
jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024

§ 74a

Ret til efterløn har et medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, jf. dog § 74 o, som

  • 1) har nået efterlønsalderen, jf. § 74,

  • 2) har været medlem i mindst 30 år, jf. dog stk. 2-6,

  • 3) har indbetalt efterlønsbidrag, jf. § 77, stk. 4, i 30 år, og senest fra medlemmet er fyldt 30 år, jf. dog stk. 2-6,

  • 4) vil kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge ved ledighed, jf. dog stk. 8-11,

  • 5) har fået indberettet værdien af pensionsformuen, jf. § 74 j, stk. 3, 4, 8 og 9, og

  • 6) har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land.

Stk. 2 Medlemmer, der er født før den 1. marts 1952, kan opfylde kravet om medlemskab, jf. stk. 1, nr. 2, ved uafbrudt medlemskab fra den 31. marts 1992 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Medlemsperioden skal dog mindst udgøre 10 år inden for de sidste 15 år. Medlemmet skal have indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, uafbrudt fra den 1. april 1999.

Stk. 3 Medlemmer, der er født før den 1. januar 1959, jf. dog stk. 2, kan opfylde kravet om medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. juli 1999 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Perioden med medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag skal dog mindst udgøre 20 år inden for de sidste 25 år. For medlemmer, som har indbetalt efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 3, uafbrudt fra den 1. april 1999, er det tilstrækkeligt, at medlemsperioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 4 Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. januar 1959 til den 31. december 1975, kan opfylde kravet om medlemskab og efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved uafbrudt medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag fra den 1. januar 2008 til mindst det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74. Perioden med medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag skal mindst udgøre 25 år. For medlemmer født før den 1. juli 1964, som har været uafbrudt medlem og betalt efterlønsbidrag siden den 1. juli 1999, er det dog tilstrækkeligt, at perioden udgør mindst 20 år inden for de sidste 25 år.

Stk. 5 Et medlem, der er omfattet af stk. 4, 1. og 2. pkt., skal højst indbetale efterlønsbidrag i sammenlagt 30 år. Hvis medlemmet inden den 1. januar 2008 har indbetalt efterlønsbidrag for perioder forud for det fyldte 35. år, får medlemmet et tilsvarende antal bidragsfrie perioder. Det samme gælder, hvis et medlem fra det fyldte 35. år har indbetalt efterlønsbidrag i perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2007.

Stk. 6 Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. januar 1976 til den 31. december 1977, kan opfylde kravet om medlemskab og efterlønsbidrag, jf. stk. 1, nr. 2 og 3, ved medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag i 30 år, og senest fra medlemmet er fyldt 32 år.

Stk. 7 Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan undtagelsesvis tillade, at der ses bort fra afbrydelser i medlemskabet og indbetaling af efterlønsbidrag ved afgørelsen af, om kravene i stk. 2-4 er opfyldt. Tilladelsen kan gøres betinget af, at medlemmet efterbetaler bidrag til arbejdsløshedsforsikringen og efterlønsbidrag for den pågældende periode.

Stk. 8 Et medlem, der efter det fyldte 50. år mister dagpengeretten ved udløbet af perioden i § 55, stk. 1 og 2, og som ved fortsat indbetaling af medlems- og efterlønsbidrag kan opfylde anciennitetskravet for ret til efterløn på det tidspunkt, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, har ret til efterløn, selv om arbejdskravet efter § 53 ikke er opfyldt.

Stk. 9 Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan i særlige tilfælde tillade, at et medlem, der har ret til efterløn efter stk. 8, og som på grund af sygdom ikke har kunnet overgå på den dag, hvor medlemmet når efterlønsalderen, jf. § 74, kan overgå på et senere tidspunkt, selv om medlemmet på overgangstidspunktet ikke opfylder betingelserne i stk. 8. Tilladelsen er betinget af, at medlemmet på overgangstidspunktet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at medlemmet har indgivet ansøgning om dispensation til arbejdsløshedskassen senest 1 uge efter raskmeldingen.

Stk. 10 Et medlem har ret til efterløn, selv om medlemmet på tidspunktet for overgang til efterløn ikke opfylder rådighedskravet efter § 62, fordi den pågældende efter barnets lov modtager støtte til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller efter lov om social service eller barnets lov modtager plejevederlag for pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Stk. 11 Et medlem, der modtager dagpenge, jf. § 62, stk. 3, anses ikke for at opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 4. Tilsvarende gælder for et medlem, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse under de første 14 dages sygdom.

Stk. 12 Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om bidragsfrie perioder efter stk. 5.