Arbejdsløshedsforsikringsloven § 74e

Denne konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Lov nr. 114 af 24. marts 1970,
jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024

Arbejde i efterlønsperioden
§ 74e

En efterlønsmodtager kan mod fradrag i efterlønnen have lønarbejde uden begrænsning, jf. dog stk. 6. Arbejdet må dog ikke udføres i en selvstændig virksomhed, der ejes eller drives af medlemmets ægtefælle, eller i en virksomhed, som er bortforpagtet af medlemmet eller af medlemmets ægtefælle.

Stk. 2 Fradrag i efterlønnen for arbejde efter stk. 1 foretages efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, herunder reglerne om supplerende dagpenge, jf. §§ 58 og 59 og § 73, stk. 1 og 8, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Inden for de første 30.000 kroners arbejdsindtægt (2007-niveau) i et kalenderår foretages fradrag for arbejde med kontrollabel arbejdstid, hvor timelønnen ligger under den til enhver tid gældende omregningssats, jf. § 52, for det antal timer, der fremkommer ved at dividere indtægten med den til enhver tid gældende omregningssats. Hvis timelønnen er under et beløb svarende til højeste dagpenge på timebasis, jf. § 47, ansættes den dog til dette beløb. For arbejdsindtægter ud over 30.000 kr. i et kalenderår foretages fradrag efter stk. 2. Beløbet i 1. og 3. pkt. reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der udbetales ikke efterløn, hvis den faktiske arbejdstid overstiger 128 timer om måneden for fuldtidsforsikrede eller 104 timer om måneden for deltidsforsikrede.

Stk. 4 Beløbsgrænsen i stk. 3 nedsættes forholdsmæssigt i de kalenderår, hvor medlemmet indtræder i eller udtræder af efterlønsordningen.

Stk. 5 Fradraget efter stk. 2 og 3 foretages efter, at der er foretaget fradrag for pension, jf. § 74 j.

Stk. 6 En efterlønsmodtagers arbejde inden for sundhedsvæsenet, som er omfattet af 4.-6. pkt., medfører ikke fradrag i efterlønnen i perioden fra den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2024. Det er en betingelse, at medlemmet er overgået til efterløn ved påbegyndelsen af arbejdet. For arbejde, som er påbegyndt før den 1. januar 2023, er det alene merarbejde, der ikke medfører fradrag i efterlønnen. Fritagelse for fradrag i efterlønnen omfatter alt arbejde på offentlige sygehuse, i regionsdrevet lægevagt og præhospital ambulancetjeneste, i praksissektoren og inden for den kommunale sundheds- og ældrepleje samt på privathospitaler, der udfører opgaver under regionale udbud eller det udvidede frie sygehusvalg. Fritagelsen gælder arbejde inden for både psykiatrien og somatikken. Fritagelsen omfatter også arbejde med at levere kommunale og regionale sundhedsydelser, som udføres af ansatte hos private leverandører.

Stk. 7 Arbejde i efterlønsperioden kan ikke medregnes ved optjening af indkomst- og beskæftigelseskravet, jf. § 53, og kan ikke danne grundlag for overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring, jf. § 68.