Arbejdsmiljøloven § 65a

Denne konsoliderede version af arbejdsmiljøloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmiljø

Lov nr. 681 af 23. december 1975,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021,
som ændret ved lov nr. 2588 af 28. december 2021, lov nr. 566 af 10. maj 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 324 af 28. marts 2023 og lov nr. 1540 af 12. december 2023

§ 65a

En virksomhed med ansatte kan få udstedt et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, jf. § 65 c. Et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat skal vedrøre enten den juridiske enhed med alle tilhørende produktionsenheder eller en eller flere produktionsenheder.

Stk. 2 Ved en virksomhed, for hvilken der kan udstedes et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, forstås en juridisk enhed i form af:

  • 1) En fysisk person i dennes egenskab af arbejdsgiver.

  • 2) En juridisk person eller en filial af en udenlandsk juridisk person.

  • 3) En statslig administrativ enhed.

  • 4) En region.

  • 5) En kommune.

  • 6) Et kommunalt fællesskab.

Stk. 3 Ved en produktionsenhed, for hvilken der kan udstedes et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, forstås:

  • 1) Den hovedaktivitet, som udøves af en juridisk enhed, der kun har én hovedaktivitet, og hvor al aktivitet udøves på eller fra samme geografiske adresse som den juridiske enheds adresse.

  • 2) Den enkelte hovedaktivitet, hvis en juridisk enhed har flere hovedaktiviteter, der udøves på eller fra én geografisk adresse.

  • 3) Den enkelte aktivitet, hvis en juridisk enhed har aktiviteter, der udøves på eller fra flere geografiske adresser.

Stk. 4 Der kan ikke udstedes et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat for en byggeplads.