Årsregnskabsloven Afsnit IV

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

Kapitel 9 1 Udarbejdelse af årsrapport
Generelle bestemmelser
§ 78

En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse C, skal udarbejde en årsrapport, der i det mindste består af en ledelsespåtegning, jf. dog § 9 a, stk. 1, balance, resultatopgørelse, egenkapitalopgørelse, pengestrømsopgørelse, noter og en ledelsesberetning.

Stk. 2 Når et årsregnskab og et eventuelt koncernregnskab er revideret, indgår revisionspåtegningen m.v. i årsrapporten, jf. § 135, stk. 1 og 7.

Stk. 4 Kommer regler i §§ 23-29 og 32-39, § 40, 1. og 3. pkt., §§ 41-43 a, § 44, stk. 1 og 3, og §§ 45-64, 66-70, 73, 77-77 b og 78 a i strid med regler i §§ 80-101, har reglerne i §§ 80-101 forrang.

Stk. 5 Ønsker en virksomhed at aflægge årsrapport efter de internationale regnskabsstandarder, finder § 137 og regler fastsat i medfør af § 137 a anvendelse.

Stk. 6 Hvis en modervirksomheds oplysninger er de samme som koncernens oplysninger, kan modervirksomheden undlade at give oplysningerne i sit eget årsregnskab og ledelsesberetning.

Stk. 7 Første gang en virksomhed, der har været omfattet af regnskabsklasse A eller B, eller som er ophørt med at anvende § 78 a, aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse C, kan virksomheden benytte sig af følgende lempelser:

  • 1) Ved indregning af omkostninger, der kun indirekte kan henføres til fremstillede varebeholdninger, jf. § 82, kan virksomheden nøjes med at tillægge disse indirekte omkostninger til varebeholdninger, der fremstilles fra og med regnskabsåret.

  • 2) Indregning af immaterielle aktiver i form af udviklingsprojekter, jf. § 83, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.

  • 3) Indregning af aktiver, der ikke ejes af virksomheden, jf. § 83 a, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.

  • 4) Indregning efter produktionsmetoden, jf. § 83 b, kan ske således, at alene forhold, der opstår fra og med regnskabsåret, indgår.

  • 5) For de poster i årsregnskabet, som påvirkes af ændringer i indregningsmetoder og målegrundlag, kan sammenligningstal efter § 24 for perioder, der ligger før regnskabsåret, opgøres efter de hidtil anvendte metoder.

Undtagelse for mellemstore dattervirksomheder
§ 78a

Dattervirksomheder, der i henhold til § 7 er mellemstore virksomheder, kan uanset § 7, stk. 1, nr. 3, vælge at aflægge årsrapport efter bestemmelserne for regnskabsklasse B, jf. afsnit III, bortset fra bestemmelserne i §§ 22 a og 22 b, hvis

  • 1) dattervirksomhedens regnskab indgår ved fuld konsolidering i et koncernregnskab, der er aflagt af en modervirksomhed,

  • 2) modervirksomheden henhører under lovgivningen i et EU-/EØS-land,

  • 3) koncernregnskabet er udarbejdet efter reglerne i denne lov eller, hvis den pågældende modervirksomhed er udenlandsk, efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer og det er revideret og offentliggjort efter de nævnte regler,

  • 4) alle dattervirksomhedens virksomhedsdeltagere har erklæret sig indforstået med fremgangsmåden for det pågældende regnskabsår,

  • 5) modervirksomheden har erklæret, at den indestår for dattervirksomhedens eksisterende forpligtelser og forpligtelser, som opstår i perioden, indtil dattervirksomheden har indsendt årsrapport for et senere regnskabsår, hvor undtagelsen ikke er anvendt, og denne årsrapport er modtaget og offentliggjort efter reglerne i kapitel 19 og 20 og

  • 6) det oplyses i såvel dattervirksomhedens årsrapport som i det omhandlede koncernregnskab, at dattervirksomheden har aflagt årsrapport under henvisning til denne paragraf.

Stk. 2 Dattervirksomheder, der anvender undtagelsen i stk. 1, kan lade revisionen af årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab udføre efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder, jf. § 135, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3 Dattervirksomheder, der anvender undtagelsen i stk. 1, skal indsende deres årsrapport sammen med de i § 146 a nævnte dokumenter.

Klassifikation og opstilling
§ 79

(Ophævet)

§ 80

Virksomheden skal i en linje i henholdsvis resultatopgørelsen og balancen særskilt præsentere de aktiviteter, der i henhold til en samlet plan skal afhændes, lukkes eller opgives, medmindre de ikke kan udskilles fra de øvrige aktiviteter.

Stk. 2 De poster, som er sammendraget i en linje i henholdsvis resultatopgørelsen og balancen efter stk. 1, skal specificeres i noterne.

§ 81

§ 32 om undtagelser for oplysning om nettoomsætning m.v. gælder ikke for store virksomheder. Disse skal derfor i resultatopgørelsen vise nettoomsætningen tillige med de i bilag 2, skema 3, opregnede poster nr. 2-5 eller de i bilag 2, skema 4, opregnede poster nr. 2, 3 og 6.

Kapitel 10 1 Indregning og måling
Balancen
§ 82

Virksomheden skal i kostprisen for de varebeholdninger, den har fremstillet, indregne de omkostninger, der indirekte kan henføres til varebeholdninger, hvis omkostningerne vedrører fremstillingsperioden.

§ 83

Store virksomheder skal indregne udviklingsprojekter, der tilsigter at udvikle et bestemt produkt eller en bestemt proces, som virksomheden har til hensigt at fremstille henholdsvis benytte i produktionen. Herunder hører patenter og andre immaterielle aktiver, som følger af et udviklingsprojekt.

Stk. 2 Indregnes udviklingsprojekter, jf. stk. 1, skal et beløb svarende til de indregnede udviklingsomkostninger indregnes direkte i posten »Reserve for udviklingsomkostninger« under egenkapitalen. § 41, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse på denne reserve.

§ 83a

Virksomheden skal indregne alle aktiver, som opfylder definitionen på aktiver i bilag l, C, nr. 1, uanset om virksomheden har ejendomsretten over aktivet.

Resultatopgørelse
§ 83b

Undtagelsen i § 49, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse for virksomheder omfattet af regnskabsklasse C.

§§ 84-85

(Ophævet)

Pengestrømsopgørelsen
§ 86

I pengestrømsopgørelsen skal ind- og udbetalinger indregnes på betalingstidspunktet, uanset hvornår indregningen sker i resultatopgørelsen eller balancen.

Stk. 2 Pengestrømsopgørelsen skal i det mindste vise periodens pengestrømme fordelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteterne. Endvidere skal pengestrømsopgørelsen særskilt vise regnskabsårets forskydninger i likvider samt likviderne ved periodens begyndelse og slutning.

Stk. 3 De tilsvarende beløb for posterne i det foregående regnskabsår skal anføres. Er posterne ikke direkte sammenlignelige med det foregående års poster, skal sidstnævnte tilpasses. Virksomheden kan dog undlade at tilpasse sammenligningstal, hvis den manglende sammenlignelighed skyldes ændringer i virksomhedens aktiviteter. Poster i pengestrømsopgørelsen, som ikke indeholder noget beløb for regnskabsåret, skal kun medtages, hvis den foregående årsrapport indeholder en sådan post.

Stk. 4 En virksomhed kan undlade selv at udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvis denne er indeholdt i en pengestrømsopgørelse for koncernen.

Egenkapitalopgørelsen
§ 86a

Egenkapitalopgørelsen skal for hver post oplyse

  • 1) størrelsen primo regnskabsåret,

  • 2) tilgang i løbet af regnskabsåret,

  • 3) afgang i løbet af regnskabsåret og

  • 4) størrelsen ultimo regnskabsåret.

Stk. 2 Indholdet af årets bevægelser på egenkapitalopgørelsen skal fremgå af benævnelsen eller af noterne.

Stk. 3 I opgørelsen efter stk. 1 skal særskilt fremgå til- og afgange i posterne »Reserve for opskrivninger« og »Reserve for udviklingsomkostninger« samt beløb, som indregnes direkte på egenkapitalen i henhold til § 49, stk. 2, nr. 3 og 4.

Stk. 4 Ledelsens forslag til beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud skal fremgå af opgørelsen.

Kapitel 11 1 Oplysninger
Noteoplysninger
Anvendt regnskabspraksis
§ 87

Ud over de i § 53 krævede oplysninger skal redegørelsen for anvendt regnskabspraksis indeholde oplysning om indregningsmetoder og målegrundlag for pengestrømsopgørelsen, herunder oplysning om, hvad virksomheden henregner til likvider. Det skal særskilt oplyses, hvis virksomheden har undladt at udarbejde en pengestrømsopgørelse i medfør af § 86, stk. 4.

Stk. 2 Virksomheden skal i ledelsesberetningen oplyse om de anvendte metoder til opgørelse af de nøgletal, der indgår i ledelsesberetningen.

Virksomhedskapitalen
§ 87a

Består virksomhedskapitalen i et kapitalselskab af flere klasser, skal disse specificeres, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 Antallet af aktier eller anparter og deres pålydende værdi skal angives for hver klasse. Ved kapitalandele uden pålydende værdi skal den bogførte pariværdi angives for hver klasse.

Stk. 3 For aktieselskaber skal angives antal og pålydende værdi eller ved kapitalandele uden pålydende værdi den bogførte pariværdi.

Stk. 4 Er der i et aktieselskab, anpartsselskab eller partnerselskab tegnet nye kapitalandele i regnskabsåret, skal antallet og den pålydende værdi eller ved kapitalandele uden pålydende værdi den bogførte pariværdi oplyses.

Aktiver
§ 88

For hver post under anlægsaktiver skal kostpris, opskrivninger samt ned- og afskrivninger oplyses således:

  • 1) Kostprisen:

    • a) Kostprisen ved det foregående regnskabsårs slutning uden op-, ned- og afskrivninger,

    • b) tilgang i årets løb, herunder forbedringer,

    • c) afgang i årets løb,

    • d) overførsler i årets løb til andre poster og

    • e) den samlede kostpris på balancetidspunktet.

  • 2) Opskrivninger:

    • a) Opskrivninger ved det foregående regnskabsårs slutning,

    • b) årets opskrivninger,

    • c) årets tilbageførsler af tidligere års opskrivninger og

    • d) de samlede opskrivninger på balancetidspunktet.

  • 3) Ned- og afskrivninger:

    • a) Ned- og afskrivninger ved det foregående regnskabsårs slutning,

    • b) årets nedskrivninger,

    • c) årets afskrivninger,

    • d) årets ned- og afskrivninger på afhændede og udrangerede aktiver,

    • e) årets tilbageførsler af tidligere års nedskrivninger samt tilbageførsel af de samlede af- og nedskrivninger på aktiver, der i året er afhændet eller udgået af driften, og

    • f) de samlede af- og nedskrivninger på balancetidspunktet.

Stk. 2 Stk. 1 finder med de fornødne tilpasninger anvendelse for hver post under anlægsaktiver, der måles til dagsværdi efter §§ 37-38 eller til indre værdi efter § 43 a.

§ 88a

Virksomheden skal oplyse om de særlige forudsætninger, som ligger til grund for indregning og måling af udviklingsprojekter og skatteaktiver.

§ 88b

Har virksomheden finansielle anlægsaktiver, der måles til kostpris, hvor de pågældende aktiver er indregnet til en højere værdi end dagsværdien, skal virksomheden give oplysning om aktivernes dagsværdi, den indregnede værdi og årsagen til, at der ikke er foretaget nedskrivninger. Der skal endvidere gives oplysning om, hvilken dokumentation der ligger til grund for antagelsen om, at den bogførte værdi vil blive genindvundet.

Stk. 2 Oplysningerne kan gives samlet for ensartede grupper af anlægsaktiver.

§ 89

Virksomheden skal forklare de periodeafgrænsningsposter, der indgår som aktiver i balancen, jf. § 27, stk. 1.

Stk. 2 Afviger en varebeholdnings genanskaffelsesværdi fra kostprisen opgjort i overensstemmelse med §§ 44, 45 og 82, skal virksomheden for hver post oplyse forskelsbeløbet.

§ 90

(Ophævet)

§ 90a

Virksomheden skal oplyse, hvilke indregnede aktiver der ikke ejes af virksomheden, og med hvilken værdi de er indregnet, jf. § 83 a.

§ 90b

Store virksomheder skal oplyse karakteren og værdien af virksomhedens eventualaktiver.

Forpligtelser
§ 91

Virksomheden skal forklare

  • 1) periodeafgrænsningsposter, der indgår som forpligtelser i balancen, jf. § 27, stk. 2, og

  • 2) hensatte forpligtelser, jf. § 47.

§ 92

For hver post under gældsforpligtelser skal der gives oplysning om den del, der forfalder til betaling mere end 5 år efter balancetidspunktet.

§ 93

Har virksomheden optaget lån mod udstedelse af konvertible gældsbreve, skal der for hvert lån angives det udestående beløb, ombytningskursen, den fastsatte frist for ombytning til kapitalandele og eventuelle øvrige rettigheder, som er knyttet hertil. Er der optaget lån mod obligationer eller mod andre gældsbreve med ret til rente, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af det udbytte, som virksomheden deklarerer, eller af årets overskud, skal der for hvert lån angives det udestående beløb samt den aftalte forrentning.

Stk. 2 Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på øvrige rettigheder udstedt af virksomheden, som vil kunne medføre afgang af eksisterende eller udstedelse af nye kapitalandele i virksomheden. Oplysningerne skal gives for hver rettighed.

Stk. 3 Har en kreditor tilkendegivet at ville træde tilbage til fordel for alle virksomhedens andre kreditorer med henblik på dækning for deres tilgodehavender i virksomheden, skal der for hver forpligtelse, som er omfattet af tilbagetrædelsen, oplyses det udestående beløb, tidspunktet for forfald og eventuelle særlige vilkår for tilbagetrædelsen.

Hensatte forpligtelser
§ 93a

For udskudt skat, jf. § 47, skal i det mindste oplyses om beløbet

  • 1) ved foregående regnskabsårs slutning,

  • 2) indregnet i resultatopgørelsen i regnskabsåret,

  • 3) indregnet direkte på egenkapitalen i regnskabsåret og

  • 4) på balancetidspunktet.

Stk. 2 En virksomhed omfattet af undtagelsen i § 33, stk. 3, og § 47, stk. 3, skal oplyse herom og om den ekstraskat, som i året er betalt som følge af minimumsbeskatningsloven eller et andet lands tilsvarende regler.

Eventualforpligtelser m.v.
§ 94

Har virksomheden stillet pant eller anden sikkerhed i aktiver, skal den angive omfanget af pantsætningerne og de pantsatte aktivers regnskabsmæssige værdi, specificeret for de enkelte poster.

§ 94a

Virksomheden skal oplyse om arrangementer, som ikke er indregnet i balancen, herunder anvendelse af virksomheder eller aktiviteter til et specielt økonomisk, juridisk, skatte- eller regnskabsmæssigt formål, hvis oplysning herom er nødvendig for bedømmelsen af virksomhedens finansielle stilling.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1 skal omfatte karakteren af og det forretningsmæssige formål med arrangementerne. Virksomheden skal tillige oplyse om de risici og fordele, der er forbundet med arrangementerne, og den finansielle indvirkning heraf.

§ 94b

Oplysningerne om eventualforpligtelser, jf. § 64, stk. 1, skal gives særskilt for kautions- og garantiforpligtelser samt andre eventualforpligtelser, som ikke er indregnet i balancen.

Stk. 2 For leasingaftaler, der oplyses i overensstemmelse med § 64, stk. 1, skal forpligtelserne i henhold til aftalerne oplyses særskilt, medmindre forpligtelserne er indregnet i balancen.

Resultatopgørelsen
§ 95

Virksomheden skal redegøre for indtægter og omkostninger, der hidrører fra ændring af regnskabsmæssigt skøn, jf. § 52.

§ 95a

Virksomheden skal oplyse om ledelsens forslag til beslutning om anvendelse af virksomhedens overskud eller dækning af underskud. Ledelsens forslag til udbytte skal fremgå som en særlig post i egenkapitalen under »Overført overskud eller underskud«, jf. bilag 2, skema 1 eller 2.

Stk. 2 Er der foretaget udlodning af ekstraordinært udbytte i regnskabsåret, skal dette oplyses. Er der foretaget udlodning af ekstraordinært udbytte efter regnskabsårets udløb, skal dette ligeledes oplyses.

Stk. 3 Afgivelsen af oplysningerne efter stk. 1 og 2 fritager virksomheden for at give de i § 31 krævede oplysninger.

§ 96

Store virksomheder skal oplyse nettoomsætningens fordeling på aktiviteter og på geografiske markeder, hvis disse henholdsvis aktiviteter og markeder afviger betydeligt indbyrdes med hensyn til tilrettelæggelsen af salget af varer og tjenesteydelser. Ved fordelingen skal der tages hensyn til den måde, hvorpå salget af de varer og tjenesteydelser, der indgår i virksomhedens primære drift, er tilrettelagt. Angivelserne kan udelades, hvis de kan volde betydelig skade for virksomheden. Udeladelsen skal begrundes. § 11, stk. 2, finder ikke anvendelse på oplysninger, der er udeladt efter 3. pkt.

Stk. 2 En stor virksomhed skal angive det samlede honorar for regnskabsåret til den revisionsvirksomhed, der udfører den lovpligtige revision, og til revisionsvirksomhedens dattervirksomheder. Oplysningen skal specificeres i honorar for lovpligtig revision af årsregnskabet, honorar for andre erklæringsopgaver med sikkerhed, honorar for skatterådgivning og honorar for andre ydelser. For de i 1. pkt. omhandlede beløb skal angives de tilsvarende beløb for det foregående regnskabsår.

Stk. 3 En virksomhed kan undlade at give oplysningerne efter stk. 2, hvis virksomhedens regnskab ved fuld konsolidering indgår i et koncernregnskab, hvori oplysningen gives for koncernen som helhed, og koncernregnskabet er udarbejdet af en modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land.

Nærtstående parter m.v.
§ 97

Virksomheden skal særskilt angive den samlede sikkerhedsstillelse, jf. § 94, for eventuelle dattervirksomheder og den samlede sikkerhedsstillelse for eventuelle andre tilknyttede virksomheder.

§ 97a

Virksomheden skal oplyse navn på, hjemsted og retsform for hver kapitalinteresse, dattervirksomhed og associeret virksomhed og for hvert interessent- eller kommanditselskab, i hvilket virksomheden er interessent eller komplementar.

Stk. 2 Virksomheden skal endvidere for hver kapitalinteresse, dattervirksomhed og associeret virksomhed oplyse,

  • 1) hvor stor en andel virksomheden ejer, og

  • 2) størrelsen af egenkapitalen og resultatet ifølge den senest godkendte årsrapport.

Stk. 3 Oplysningerne i stk. 2, nr. 2, kan undlades, hvis

  • 1) den pågældende kapitalinteresse eller associerede virksomhed ikke offentliggør en årsrapport,

  • 2) den pågældende dattervirksomheds eller associerede virksomheds regnskab indgår ved konsolidering i virksomhedens koncernregnskab eller

  • 3) virksomheden indregner kapitalandelene i den pågældende kapitalinteresse, dattervirksomhed eller associerede virksomhed til dennes regnskabsmæssige indre værdi.

Stk. 4 Oplysningerne i stk. 1 kan udelades, hvis de kan volde betydelig skade for virksomheden selv eller de i stk. 1 omhandlede virksomheder. Anvendelse af 1. pkt. skal oplyses.

§ 97b

Virksomheden skal oplyse navn på og hjemsted for de modervirksomheder, der udarbejder koncernregnskab for den henholdsvis største og mindste koncern, hvori virksomheden indgår som dattervirksomhed. Det skal endvidere oplyses, hvor de pågældende udenlandske modervirksomheders koncernregnskaber kan rekvireres.

§ 98

Virksomheden skal give oplysninger efter § 77 for kapitalandele i virksomheden, der besiddes af dattervirksomhederne til eje eller sikkerhed, eller som er erhvervet eller afhændet af dattervirksomhederne i regnskabsåret.

§ 98a

Virksomhedens personaleomkostninger skal specificeres i lønninger, pensioner og andre omkostninger til social sikring, medmindre dette fremgår af resultatopgørelsen.

§ 98b

Virksomheden skal angive det samlede vederlag m.v. for regnskabsåret til nuværende og forhenværende medlemmer af ledelsen for deres funktion fordelt på hvert ledelsesorgan samt, hvor der ikke er udpeget et ledelsesorgan, for ejerne. Desuden skal virksomheden angive de samlede forpligtelser til at yde pension til de nævnte. Er der fastsat særlige incitamentsprogrammer for medlemmer af ledelsen, skal det oplyses, hvilken kategori af ledelsesmedlemmer programmet gælder for, hvilke ydelser programmet omfatter, og hvad der er nødvendigt for at kunne vurdere værdien heraf.

Stk. 2 De tilsvarende oplysninger og beløb for det foregående regnskabsår skal angives.

Stk. 3 Hvis oplysninger efter stk. 1 vil føre til, at der vises beløb for et enkelt medlem af en ledelseskategori, kan beløbene i stedet

  • 1) angives samlet for to kategorier eller

  • 2) udelades, hvis kun én kategori modtager vederlag m.v., pension eller særligt incitamentsprogram.

§ 98c

Har der fundet transaktioner sted mellem virksomheden og dens nærtstående parter, jf. stk. 2, skal virksomheden oplyse om arten af forholdet mellem virksomheden og de nærtstående parter og give de oplysninger om transaktioner og mellemværender, der er nødvendige for en forståelse af forholdets mulige påvirkning af årsregnskabet. Oplysningerne skal som minimum omfatte

  • 1) transaktionernes art og beløbsmæssige størrelse,

  • 2) den beløbsmæssige størrelse af mellemværender og betingelserne for disse,

  • 3) årets nedskrivninger af tilgodehavender fra nærtstående parter og

  • 4) den akkumulerede nedskrivning på eksisterende tilgodehavender.

Stk. 2 Nærtstående parter defineres i overensstemmelse med definitionen i den internationale regnskabsstandard IAS 24, således som denne er vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, samt efterfølgende ændringer i definitionen, som vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordning.

Stk. 3 De i stk. 1 nævnte oplysninger kan undlades, hvis transaktionerne er indgået imellem virksomheden og en eller flere af virksomhedens helejede dattervirksomheder.

Stk. 4 Oplysninger om individuelle transaktioner efter stk. 1 kan grupperes efter deres karakter, medmindre særskilte oplysninger er nødvendige for at forstå virkningerne af transaktioner med nærtstående parter for virksomhedens finansielle stilling.

Stk. 5 Ud over de i stk. 1, 1. pkt., nævnte oplysninger skal virksomheden oplyse om de nærtstående parter, som har bestemmende indflydelse på virksomheden. Oplysningerne skal omfatte navn, bopæl, for virksomheders vedkommende hjemsted, og grundlaget for den bestemmende indflydelse.

Stk. 6 Stk. 1 og 3-5 finder ikke anvendelse på fonde, som er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde.

Stk. 7 Oplysningerne efter stk. 1 kan begrænses til at omfatte transaktioner, som ikke er gennemført på normale markedsvilkår. Anvendelse af 1. pkt. skal oplyses.

§ 98d

Der skal gives en beskrivelse af arten af betydningsfulde hændelser, som er indtruffet efter regnskabsårets udløb, og den finansielle virkning heraf.

Ledelsesberetningen
§ 99

Ledelsesberetningen skal

  • 1) beskrive virksomhedens væsentligste aktiviteter,

  • 2) beskrive eventuel usikkerhed ved indregning eller måling, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 3) beskrive usædvanlige forhold, der kan have påvirket indregningen eller målingen, så vidt muligt med angivelse af beløb,

  • 4) redegøre for udviklingen i virksomhedens aktiviteter og økonomiske forhold,

  • 5) beskrive virksomhedens forventede udvikling, herunder særlige forudsætninger og usikre faktorer, som ledelsen har lagt til grund for beskrivelsen,

  • 6) beskrive virksomhedens videnressourcer, hvis de er af særlig betydning for den fremtidige indtjening,

  • 7) beskrive virksomhedens påvirkning af det eksterne miljø og foranstaltninger til forebyggelse, reduktion eller afhjælpning af skader herpå,

  • 8) beskrive forsknings- og udviklingsaktiviteter i eller for virksomheden og

  • 9) omtale filialer i udlandet.

Stk. 2 Er det væsentligt for at vurdere virksomhedens aktiver, forpligtelser, finansielle stilling og resultat, skal ledelsesberetningen i forhold til virksomhedens anvendelse af finansielle instrumenter beskrive

  • 1) virksomhedens mål og politikker for styring af finansielle risici, herunder virksomhedens politik for sikring for alle større grupper af forventede fremtidige transaktioner, for hvilke der anvendes sikring, og

  • 2) virksomhedens risikoeksponering i forbindelse med mulige ændringer i priser, kreditværdighed, likviditet og pengestrømme.

Stk. 3 Stk. 1, nr. 7, finder ikke anvendelse for virksomheder, der er omfattet af § 99 a, og som har en politik for miljøforhold.

§ 99a

Store virksomheder skal supplere ledelsesberetningen med en ikkefinansiel redegørelse for samfundsansvar. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om miljøforhold, herunder virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold og forhold vedrørende respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og bestikkelse. Oplysningerne skal sikre forståelsen af virksomhedens udvikling, resultat og situation og virksomhedens aktivitets påvirkning af forholdene i 2. pkt.

Stk. 2 Redegørelsen skal indeholde oplysninger om virksomhedens politikker for samfundsansvar for de forhold, der er nævnt i stk. 1, herunder om eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender. Har virksomheden for et eller flere forhold valgt ikke at have en politik, skal redegørelsen indeholde en klar og begrundet forklaring herfor. For hvert forhold, hvor virksomheden har en politik, skal oplyses følgende:

  • 1) Indholdet af virksomhedens politikker for samfundsansvar.

  • 2) Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder eventuelle systemer eller procedurer herfor.

  • 3) Processer for nødvendig omhu (due diligence), hvis virksomheden anvender sådanne processer.

  • 4) Virksomhedens vurdering af, hvilke resultater der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, og virksomhedens forventninger til arbejdet fremover.

Stk. 3 Redegørelsen skal, uanset om virksomheden har politikker for de forhold, der er nævnt i stk. 1, indeholde følgende:

  • 1) En kort og præcis beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel.

  • 2) Oplysninger om de væsentligste risici forbundet med de forhold, der er nævnt i stk. 1, i relation til virksomhedens forretningsaktiviteter, herunder, hvor det er relevant og proportionalt, i relation til virksomhedens forretningsforbindelser, produkter eller tjenesteydelser, som indebærer en særlig risiko for negative påvirkninger af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Der skal gives oplysning om, hvordan virksomheden håndterer de pågældende risici.

  • 3) Oplysninger om ikkefinansielle nøgleresultatindikatorer, som er relevante for specifikke forretningsaktiviteter.

  • 4) Hvor det er relevant, referencer til og yderligere forklaring af beløb, der er rapporteret i den finansielle del af regnskabet.

Stk. 4 Virksomheden kan i særlige tilfælde undlade at give oplysninger efter stk. 2 og 3, hvis offentliggørelse af de pågældende oplysninger kan forventes at volde betydelig skade for virksomheden i forbindelse med igangværende forhandlinger eller retstvister. Undladelse af at give oplysninger må dog ikke forhindre, at redegørelsen giver en rimelig og afbalanceret forståelse af virksomhedens udvikling, resultat og situation og virksomhedens aktivitets påvirkning af de forhold, der er nævnt i stk. 1. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal virksomheden i sin redegørelse for samfundsansvar oplyse, at virksomheden har gjort brug af denne undtagelse.

Stk. 5 Redegørelsen efter stk. 1-4 skal gives i ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give redegørelsen

  • 1) i en supplerende beretning i årsrapporten, jf. § 14, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, eller

  • 2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen.

Stk. 6 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1-4 gives for koncernen som helhed.

Stk. 7 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 1-4. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomheden oplyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der har medtaget redegørelsen, og hvor denne er offentliggjort.

Stk. 8 En virksomhed kan undlade at udarbejde en redegørelse efter stk. 1-4, hvis virksomheden oplyser om sine politikker for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, der indeholder de i stk. 1-4 anførte oplysningskrav. Stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvis redegørelsen udarbejdet efter internationale retningslinjer eller standarder ikke dækker de forhold, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 9 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af redegørelsen i en supplerende beretning i årsrapporten og regler om revisors pligter i forhold til de oplysninger, som offentliggøres heri, jf. stk. 5, nr. 1. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af redegørelsen på virksomhedens hjemmeside, herunder regler om virksomhedens opdatering af oplysningerne på hjemmesiden og regler om revisors pligter i forbindelse med de oplysninger, som offentliggøres på hjemmesiden, jf. stk. 5, nr. 2. Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven

Stk. 10 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, på hvilke betingelser en virksomhed kan oplyse om samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder. Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven

§ 99b

Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal, uanset om virksomheden måtte opfylde betingelserne fra at være undtaget fra forpligtelsen til at opstille måltal, i ledelsesberetningen medtage en oversigt pr. balancedagen over følgende:

  • 1) Det samlede antal medlemmer eksklusive eventuelt medarbejdervalgte medlemmer af det øverste ledelsesorgan, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

  • 2) Det samlede antal personer på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, og hvor stor en andel i procent det underrepræsenterede køn udgør heraf.

  • 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de 4 foregående regnskabsår.

Stk. 2 Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er forpligtet til at opstille måltal for andelen af det underrepræsenterede køn, skal ud over oplysningerne i oversigten efter stk. 1 oplyse følgende:

  • 1) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn i det øverste ledelsesorgan, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.

  • 2) Måltal i procent for andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder årstallet for, hvornår måltallet forventes opfyldt.

  • 3) De i nr. 1 og 2 nævnte tal for de 4 foregående regnskabsår.

Stk. 3 Virksomheder, der pr. balancedagen har en ligelig fordeling af mænd og kvinder i det øverste ledelsesorgan eller på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.

Stk. 4 Virksomheder, der efter den selskabslovgivning, der er gældende for virksomheden, er undtaget fra pligten til at opstille måltal, som følge af at de i det seneste regnskabsår har beskæftiget færre end 50 medarbejdere, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 angive dette.

Stk. 5 I tilknytning til oversigten efter stk. 1 skal virksomheden oplyse følgende:

  • 1) Status for opfyldelsen af måltallet efter stk. 2, nr. 1.

  • 2) De væsentligste handlinger foretaget i regnskabsåret for at opfylde måltallet.

  • 3) Hvis det er relevant, årsagen til, at måltallet ikke er opfyldt.

Stk. 6 Virksomheder, der skal oplyse måltal efter stk. 2, nr. 2, skal i tilknytning til oversigten efter stk. 1 redegøre for virksomhedens politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, herunder følgende:

  • 1) Det væsentligste indhold af politikken.

  • 2) De væsentligste handlinger, som virksomheden har foretaget i regnskabsåret for at nå måltallet og for at omsætte sin politik til handling.

  • 3) Status for opfyldelsen af måltallet og, hvis det er relevant, årsagen til, at måltallet ikke er opfyldt.

Stk. 7 Første gang virksomheden skal give oplysninger efter stk. 1, skal virksomheden alene medtage oplysninger for det pågældende regnskabsår i oversigten efter stk. 1. I de efterfølgende regnskabsår skal virksomheden supplere oversigten med oplysninger for tidligere regnskabsår, hvor virksomheden har medtaget oplysninger i oversigten efter stk. 1.

§ 99c

Store virksomheder med aktivitet inden for efterforskning, prospektering, opdagelse, udvikling og udvinding af mineral-, olie- og naturgasforekomster m.v. eller skovning af primærskove, skal supplere ledelsesberetningen med en beretning om betalinger til myndigheder, jf. dog stk. 4. Med myndigheder forstås i denne forbindelse enhver national, regional eller lokal myndighed i Danmark eller i udlandet, herunder en tjenestegren, et organ eller en virksomhed, der er kontrolleret af den pågældende myndighed på samme måde, som en dattervirksomhed er kontrolleret af en modervirksomhed.

Stk. 2 Beretningen skal indeholde følgende oplysninger vedrørende betalinger, som er foretaget i regnskabsåret, jf. dog stk. 4, 6 og 7:

  • 1) De samlede betalinger foretaget til hver myndighed.

  • 2) De samlede beløb pr. type af betaling til hver myndighed vedrørende

    • a) produktionsrettigheder,

    • b) skatter og afgifter på virksomhedens indtægt, produktion eller overskud, bortset fra skatter og afgifter på forbrug,

    • c) royalties,

    • d) udbytte,

    • e) underskrifts-, opdagelses- og produktionsbonusser,

    • f) licensafgifter, lejeafgifter, adgangsgebyrer og andre vederlag for licenser eller koncessioner og

    • g) betalinger for forbedringer af infrastruktur.

Stk. 3 Når betalingerne er henført til et bestemt projekt, skal der tillige gives oplysninger om de samlede beløb pr. type af betaling som nævnt i stk. 2, nr. 2, der er foretaget til hvert enkelt projekt. Endvidere skal de samlede betalinger til hvert enkelt projekt oplyses.

Stk. 4 Virksomheden kan undlade at medtage en betaling på under 750.000 kr. i beretningen. Det gælder, uanset om betalingen er foretaget som en enkeltstående betaling eller som en række med hinanden forbundne betalinger, når den samlede række af betalinger ikke udgør over 750.000 kr. i regnskabsåret.

Stk. 5 Beretningen om betalinger til myndigheder skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give beretningen om betalinger til myndigheder

  • 1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 14, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 9 eller

  • 2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, i henhold til regler udstedt i medfør af stk. 9.

Stk. 6 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1-3 gives for koncernen som helhed.

Stk. 7 En virksomhed, som er omfattet af stk. 1, og som er en dattervirksomhed af en modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU-/EØS-land, kan undlade selv at udarbejde en beretning om betalinger til myndigheder, i det omfang de efter stk. 1-3 krævede oplysninger indgår i modervirksomhedens beretning om betalinger til myndigheder.

Stk. 8 Erhvervsstyrelsen fastsætter regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller § 128 a, stk. 1, og som udarbejder og offentliggør en beretning om betalinger til myndigheder, som vurderes at svare til kravene i denne lov, fritages for kravene i stk. 1-7. Fritagelsen omfatter dog ikke forpligtelsen til at offentliggøre den pågældende beretning.

Stk. 9 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af beretningen om betalinger til myndigheder i en supplerende beretning til årsrapporten og nærmere regler om revisors pligter i forhold til de oplysninger, som offentliggøres heri, jf. stk. 5, nr. 1. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse af beretningen om betalinger til myndigheder på virksomhedens hjemmeside, herunder regler om virksomhedens opdatering af oplysningerne på hjemmesiden og om revisors pligter i forbindelse hermed, jf. stk. 5, nr. 2. Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven

§ 99d

Store virksomheder, som har en politik for dataetik, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for virksomhedens politik for dataetik. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om virksomhedens arbejde med og politik for dataetiske spørgsmål. Har virksomheden ikke en politik for dataetik, skal ledelsesberetningen indeholde en redegørelse med forklaring af baggrunden herfor.

Stk. 2 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1 gives for koncernen som helhed.

Stk. 3 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 1. Anvendes undtagelsen i 1. pkt., skal dattervirksomheden oplyse dette, herunder hvilken modervirksomhed der har medtaget redegørelsen, og hvor denne er offentliggjort.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, at redegørelsen ikke skal medtages i ledelsesberetningen, hvis ledelsesberetningen indeholder en henvisning til virksomhedens hjemmeside, hvor redegørelsen er offentliggjort, og om revisors pligter i forbindelse med de oplysninger, som offentliggøres på hjemmesiden. Bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven Indsendelsesbekendtgørelsen

§ 100

Ledelsesberetningen skal beskrive årets resultat sammenholdt med den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport og begrunde afvigelser i resultatet i forhold hertil.

§ 101

Ledelsesberetningen skal indeholde en oversigt over

  • 1) årets nettoomsætning, resultat af primær drift, resultat af finansielle poster, årets resultat, balancesum, investeringer i materielle anlægsaktiver, egenkapital og de nøgletal, som efter virksomhedens forhold er nødvendige, og

  • 2) de i nr. 1 nævnte tal for de fire foregående regnskabsår.

Stk. 2 På oversigten efter stk. 1 finder bestemmelserne i § 24, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 55, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 3. For mellemstore virksomheder finder § 32 anvendelse på nettoomsætningen i stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Uanset stk. 2 kan virksomheden dog undlade at tilpasse sammenligningstal for 2.-4. foregående regnskabsår i oversigten efter stk. 1, hvis virksomheden har ændret regnskabspraksis. Der skal i så fald gives oplysning herom i tilknytning til oversigten med en overordnet omtale af, hvilken indvirkning den ændrede regnskabspraksis har på sammenligningstallene.

Stk. 4 En virksomhed, der er modervirksomhed i en koncern, kan undlade at vise den i stk. 1 nævnte oversigt i årsregnskabet, hvis virksomheden aflægger koncernregnskab, hvori der gives en oversigt efter stk. 1 for koncernen.