Årsregnskabsloven Kapitel 17

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

Kapitel 17 1 Revision m.v.
§ 135

En virksomhed, der har pligt til at udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse B, C eller D, skal lade sit årsregnskab og et eventuelt koncernregnskab revidere af en eller flere revisorer, jf. dog 3. pkt. En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse B, kan vælge at lade revisionen efter 1. pkt. udføre efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder, jf. dog stk. 3 og 4. En virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse B, kan undlade at lade årsregnskabet revidere, hvis virksomheden i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelser, jf. dog stk. 2-5:

  • 1) En balancesum på 4 mio. kr.,

  • 2) en nettoomsætning på 8 mio. kr. og

  • 3) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 12.

Stk. 2 Undtagelsen i stk. 1, 3. pkt., gælder ikke for en virksomhed, der har pligt til at udarbejde en årsrapport efter stk. 1, 1. pkt., hvis virksomheden i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider en balancesum på 50 mio. kr.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., og undtagelsen i stk. 1, 3. pkt., gælder ikke for erhvervsdrivende fonde, jf. § 3, stk. 1, nr. 3. Tilsvarende gælder medarbejderinvesteringsselskaber, jf. § 3, stk. 1, nr. 6.

Stk. 4 Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., og undtagelsen i stk. 1, 3. pkt., gælder ikke for virksomheder, der besidder kapitalinteresser i andre virksomheder, og som udøver betydelig indflydelse på en eller flere af disse virksomheders driftsmæssige og finansielle ledelse, hvis virksomheden og de virksomheder, den besidder kapitalinteresser i og udøver betydelig indflydelse på, i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet tilsammen overskrider to af størrelserne i henholdsvis § 7, stk. 2, nr. 1, og stk. 1, nr. 1-3. Beregningsreglerne i § 110 finder tilsvarende anvendelse på beregningen efter 1. pkt.

Stk. 5 Uanset stk. 1, 3. pkt., skal en virksomhed, der er omfattet af regnskabsklasse B og tilhører en klassificeret risikobranche, jf. stk. 8, lade sit årsregnskab forsyne med en erklæring fra en uafhængig revisor om assistance med opstilling af årsregnskabet eller med en revisorerklæring med sikkerhed, hvis virksomheden i 2 på hinanden følgende regnskabsår overskrider en nettoomsætning på 5 mio. kr.

Stk. 6 Ved beregningen af størrelserne i stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 og 5 finder § 7, stk. 3 og 4 anvendelse.

Stk. 7 Hvor det i lovgivningen er tilladt, at oplysninger, som skal gives i årsregnskabet eller koncernregnskabet, alternativt kan placeres i andre dokumenter m.v., hvortil der henvises i årsregnskabet eller koncernregnskabet, omfatter revisionspligten efter stk. 1, 1. pkt., de pågældende oplysninger i disse dokumenter m.v. Revisionspligten efter stk. 1, 1. pkt., omfatter ikke ledelsesberetningen og de supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten, jf. § 2, stk. 1 og 2. Revisor skal dog afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab. 2. og 3. pkt. finder anvendelse på oplysninger, der placeres i ledelsesberetningen, og på oplysninger, der efter denne lov eller regler, som er udstedt efter denne lov, alternativt offentliggøres andre steder, hvortil der henvises i ledelsesberetningen. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte krav om revision af supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten for alle eller nogle af de virksomheder, som er omfattet af regnskabsklasse C og D.

Stk. 8 Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren regler om, hvilke brancher der klassificeres som risikobrancher, jf. stk. 5, herunder længden af den periode, for hvilken en klassifikation er gældende.

§ 135a

Bestemmelsen i § 135, stk. 1, 3. pkt., kan ikke anvendes af en virksomhed, når virksomheden selv, en tilknyttet virksomhed eller den, som har bestemmende indflydelse over virksomheden, har accepteret et bødeforelæg eller er dømt for overtrædelse af selskabslovgivningen, regnskabslovgivningen, hvidvasklovgivningen eller skatte- og afgiftslovgivningen. En virksomhed, der er omfattet af 1. pkt., kan ikke fravælge revision for det regnskabsår, hvori den endelige dom er afsagt eller det endelige bødeforelæg er vedtaget, og for de 2 efterfølgende regnskabsår.

Stk. 2 Har en person, der indtræder som ledelsesmedlem i en virksomhed, inden for de seneste 2 år forud for sin indtræden været pålagt konkurskarantæne efter konkurslovens regler, kan virksomheden ikke i medfør af § 135, stk. 1, 3. pkt., undlade at lade sit årsregnskab revidere fra og med det regnskabsår, hvori ledelsesmedlemmet indtræder, og til og med det regnskabsår, der har balancedag senest 2 år efter udløbet af ledelsesmedlemmets konkurskarantæne. Udtræder ledelsesmedlemmet af virksomheden inden for en af Erhvervsstyrelsen fastsat frist, finder 1. pkt. ikke anvendelse.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at bestemmelserne i § 135, stk. 1, 2. og 3. pkt., ikke kan anvendes af en virksomhed for det indeværende og de 2 følgende regnskabsår, hvis styrelsen ved en kontrol af årsrapporten efter § 159 b, stk. 1, har konstateret væsentlige fejl eller mangler i forhold til selskabslovgivningen eller regnskabslovgivningen eller ved en kontrol efter bogføringslovens § 23 har konstateret væsentlige fejl eller mangler i virksomhedens bogføring.

§ 135b

Kun revisorer, som er godkendt i henhold til revisorloven, kan afgive erklæringer på årsregnskaber og koncernregnskaber, som er omfattet af § 135, stk. 1, 1. pkt., og stk. 5, og afgive en udtalelse om ledelsesberetningen m.v., jf. § 135, stk. 7, 3. og 4. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis en virksomhed, som er fritaget for revisionspligt efter § 135, stk. 1, 3. pkt., eller erklæringspligt efter § 135, stk. 5, vælger at lade sit årsregnskab revidere eller vælger at lade en revisor udføre andet arbejde, som medfører afgivelse af en erklæring til årsrapporten.

Stk. 2 Ved revision af årsrapporter, som skal udarbejdes efter reglerne for regnskabsklasse D, skal mindst én revisor være statsautoriseret revisor.