Årsregnskabsloven § 127

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

§ 127

For hver af de konsoliderede henholdsvis ikkekonsoliderede dattervirksomheder skal oplyses

  • 1) navn og hjemsted,

  • 2) hvor stor en andel af egenkapitalen der besiddes af koncernvirksomhederne tilsammen,

  • 3) grundlaget for koncernforholdet, jf. bilag 1, B, nr. 4, medmindre det følger af nævnte nr. 4, punkt 1, (flertallet af stemmerettighederne) og koncernvirksomhedernes andel af dattervirksomhedens virksomhedskapital og stemmerettigheder er den samme,

  • 4) en konkret og fyldestgørende begrundelse, hvis virksomheden er udeholdt af konsolideringen, jf. § 114, stk. 2, og

  • 5) om den i § 123 omhandlede metode for kapitaludligning har været anvendt.

Stk. 2 For hver associeret virksomhed skal oplyses

  • 1) navn og hjemsted,

  • 2) hvor stor en andel af egenkapitalen der besiddes af koncernvirksomhederne tilsammen, og

  • 3) om virksomheden er indregnet og målt efter andre metoder end den indre værdis metode, jf. § 119, stk. 1, 2. pkt., jf. § 43 a, stk. 6.

Stk. 3 For hver virksomhed, hvis regnskab indgår i en pro rata-konsolidering i medfør af § 124, skal oplyses

  • 1) navn og hjemsted,

  • 2) hvor stor en andel af egenkapitalen der besiddes af de konsoliderede virksomheder tilsammen, og

  • 3) grundlaget for den fælles ledelse.

Stk. 4 For hver kapitalinteresse, som ikke er en associeret virksomhed, skal oplyses

  • 1) navn og hjemsted,

  • 2) hvor stor en andel af egenkapitalen der besiddes af de konsoliderede virksomheder tilsammen, og

  • 3) størrelsen af egenkapitalen og resultatet ifølge den senest godkendte årsrapport.

Stk. 5 Oplysningerne i stk. 4, nr. 3, kan undlades, hvis den pågældende kapitalinteresse ikke har offentliggjort en årsrapport.

Stk. 6 Der skal endvidere oplyses navn, hjemsted og retsform for hvert interessentskab eller kommanditselskab, i hvilket de konsoliderede virksomheder er interessent eller komplementar.

Stk. 7 Oplysningerne i stk. 1-6 kan udelades, hvis de kan volde betydelig skade for virksomheden selv eller de i stk. 1-6 omhandlede virksomheder. Udeladelse af oplysninger af denne grund skal nævnes.