Testamenters ugyldighed

Hvad gør et testamente ugyldigt, og hvem kan gøre indsigelse mod testamentet?

Arvelovens kapitel 12 indeholder reglerne om testamenters ugyldighed.
Et testamente bliver ikke erklæret ugyldigt pr. automatik, men kun hvis nogen, som ellers ville have arvet, gør indsigelse mod testamentet, jf. § 79.

Arvelovens § 69 bestemmer via henvisning til formkravene, at et testamente er ugyldigt, såfremt testator ikke opfyldte alderskravet, eller såfremt testamentet ikke blev oprettet under overværelse af vitterlighedsvidner eller for en notar.

§§ 70 - 72 er bevisbyrderegler / fortolkningsregler. § 70 siger, at at testamenter indgået for notaren (notartestamenter) som udgangspunkt skal anses som bevis for de forhold, der er omfattet af attestationen. Her lægges bevisbyrden for, at testamentet ikke blev oprettet altså på den, der gør indsigelse mod testamentet.

§ 71 bestemmer, at den der vil påberåbe sig et vidnetestamente skal godtgøre, at testamentet er gyldigt oprettet. Her lægges bevisbyrden for, at testamentet blev oprettet således på den, der vil påberåbe sig testamentet, f.eks. den, der i testamentet er indsat til at arve. § 71, stk. 2 modererer byrden, idet bestemmelsen siger, at vidnernes påtegning på vidnetestamentet om de forhold, der er nævnt i § 64, stk. 1, skal anses som bevis for testamentet, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.

§ 72 om nødstestamenter indeholder den strengeste bevisbyrderegel, idet nødtestamenter som udgangspunkt anses for ugyldige, medmindre det kan anses for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er oprettet af denne, og det må antages, at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet.

Arvelovens § 74 indeholder den vigtige regel, at et testamente er ugyldigt, såfremt testator ved testamentets oprettelse på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til fornuftmæssigt at råde over sine ejendele. Det betyder, at er f.eks. et ældre person blevet dement, er det for sent at oprette testamente. I praksis sker der en vis frasortering ved oprettelsen, når enten advokaten, som rådgiver testator, eller notaren eller (sjældnere) vitterlighedsvidnerne nægter at medvirke.
§§ 75 og 76 indeholder almindelige regler om ugyldighed i tilfælde af tvang eller fejlskrift m.v.
§ 78 er en lidt besynderlig bestemmelse, som forhindrer testator i at bestemme, at hans ejendele skal tilintetgøres eller træffe tilsvarende bestemmelser, som ifølge lovgiver "savner fornuft".
Ud over de regler, som opremses i kapitel 12, kan der også gøres indsigelse mod testamentariske bestemmelser, som er i strid med arvelovens regler om tvangsarv.