ATP-loven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 07. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1569 af 15. december 2015, lov nr. 395 af 02. maj 2016, lov nr. 626 af 08. juni 2016, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 1547 af 19. december 2017, lov nr. 442 af 08. maj 2018, lov nr. 706 af 08. juni 2018, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 339 af 02. april 2019, lov nr. 369 af 09. april 2019, lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 552 af 07. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1557 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 1223 af 21. august 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 1159 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1562 af 12. december 2023

Kapitel 2 Personkreds
§ 2

Medlemmer af Arbejdsmarkedets Tillægspension er, jf. dog § 3,

  • a) lønmodtagere, der er fyldt 16 år, og som er beskæftiget her i landet, eller som udsendes til et andet land for den danske stat, danske virksomheder og institutioner samt på danske skibe,

  • b) personer, der oppebærer rådighedsløn eller ventepenge i henhold til lov om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken eller i henhold til de kommunale tjenestemandsregulativer eller reglementer,

  • c) personer, der er opsagt, og som oppebærer løn i en opsigelsesperiode, og

  • d) personer, der er visiteret til beskyttet beskæftigelse med honorering i form af løn i henhold til § 103, stk. 1, i lov om social service.

Stk. 2 Personer, der som lønmodtagere i henhold til stk. 1 har været medlemmer af tillægspensionsordningen sammenlagt i mindst 3 år, og som derudover har betalt bidrag svarende til 3 årsbidrag i henhold til § 15, kan efter eget ønske bevare deres medlemskab, selv om de måtte overgå til selvstændig erhvervsvirksomhed. De nærmere regler herom fastsættes af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med de interesserede arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer regler, der sikrer, at persongrupper, der typisk har beskæftigelse hos flere arbejdsgivere inden for en enkelt uge (løsarbejdere), omfattes af ordningen. Bekendtgørelse om medlemskab, bidragspligt, beregning og indberetning af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension

§ 2a

Medlemmer af en arbejdsløshedskasse omfattes af ordningen under arbejdsløshed, hvis de er berettiget til dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller artikel 64 eller 65 i EF-forordning nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Endvidere omfattes medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Stk. 2 Lønmodtagere omfattes af ordningen under arbejdsfravær, hvis de er berettiget til dagpenge efter lov om sygedagpenge eller lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. Det samme gælder ledige, som ville være omfattet af stk. 1, hvis det dagpengeberettigende forhold ikke havde foreligget.

Stk. 3 Lønmodtagere i beskæftigelse omfattes af ordningen under deltagelse i uddannelse, der berettiger til godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, hvis de modtager løn fra en arbejdsgiver eller får udbetalt godtgørelse.

Stk. 4 Lønmodtagere, som modtager tilskud fra kommunen under ansættelse i fleksjob, jf. §§ 123-125 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, omfattes af ordningen.

Stk. 5 I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation (LBK nr 1110 af 10/10/2014) er der ved en fejl udeladt "§§" før "23, 25, 52..." i denne bestemmelse. Personer, der modtager ydelser i henhold til §§ 23, 25, 68, 69 j, 71 og 74 a i lov om aktiv socialpolitik samt §§ 59, 87 og 88 i barnets lov, omfattes af ordningen.

Stk. 6 Personer, der modtager pension i henhold til §§ 16, 26 a eller 26 g i lov om social pension, omfattes af ordningen.

§ 2b

Følgende personer kan efter eget ønske betale bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension for perioder, hvor de modtager de nævnte ydelser:

  • 1) Personer, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, og som modtager overgangsydelse eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,

  • 2) personer, der modtager fleksydelse efter lov om fleksydelse,

  • 3) personer, der i medfør af § 74 o, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., modtager efterløn uden at være medlem af en dansk arbejdsløshedskasse, og

  • 4) personer, der er omfattet af lov om delpension.

§ 3

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter samråd med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om, hvorvidt følgende grupper skal omfattes af loven: Bekendtgørelse om medlemskab, bidragspligt, beregning og indberetning af bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension

  • a) udenlandske lønmodtagere, der er kortvarigt beskæftiget her i landet,

  • b) udenlandske lønmodtagere, der under længere tids beskæftigelse her i landet for udenlandske selskaber er dækket af en pensionsordning i deres hjemland,

  • c) udenlandske lønmodtagere beskæftiget på danske diplomatiske repræsentationer i udlandet eller på danske skibe og

  • d) danske lønmodtagere, der af danske virksomheder er beskæftiget i udlandet og omfattes af en dér gældende pensionsordning.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan fravige lovens bestemmelser om medlemskab af Arbejdsmarkedets Tillægspension og om bidrag for så vidt angår statsborgere i andre stater eller dele af disse og danske statsborgere, der opholder sig i andre stater eller dele af disse, såfremt der med de pågældende stater er opnået gensidig overenskomst angående disse personers adgang til tillægspension.

§ 4

(Ophævet)