ATP-loven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 07. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1569 af 15. december 2015, lov nr. 395 af 02. maj 2016, lov nr. 626 af 08. juni 2016, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 1547 af 19. december 2017, lov nr. 442 af 08. maj 2018, lov nr. 706 af 08. juni 2018, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 339 af 02. april 2019, lov nr. 369 af 09. april 2019, lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 552 af 07. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1557 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 1223 af 21. august 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 1159 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1562 af 12. december 2023

Kapitel 8 Fondsanbringelse
§ 26

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal investere sine aktiver således, at medlemmernes interesser varetages bedst muligt. Ved investering af aktiverne skal der tilstræbes en opretholdelse af aktivernes realværdi.

Stk. 2 Finanstilsynet kan efter forhandling med beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om, hvorledes medlemmernes interesser varetages bedst muligt efter stk. 1.

§ 26a

(Ophævet)

§ 26b

Arbejdsmarkedets Tillægspension kan investere sine aktiver i helejede dattervirksomheder, som har til formål at tilbyde administrative ydelser bortset fra formueforvaltning til

  • 1) pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed,

  • 2) virksomheder etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som driver virksomhed enten som arbejdsmarkedspensionsordning eller som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, og som har opnået tilladelse til sådan virksomhed efter nationale bestemmelser fastsat efter fælles europæisk regulering,

  • 3) pensionsordninger, myndigheder og andre udbydere af alderdomssikring, efterløn og lign. med henblik på information til medlemmer, kunder m.v.,

  • 4) pensions-, opsparings- og sikringsordninger etableret af et land inden for Den Europæiske Union eller af et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller

  • 5) sammenslutninger af de under nr. 1-3 nævnte virksomheder eller administrationsvirksomheder for aftagere omfattet af nr. 1-4.

Stk. 2 Aktiverne kan ligeledes investeres i helejede dattervirksomheder, som har til formål at levere administrative ydelser til

  • 1) ordninger om udligning af arbejdsgivernes udgifter i forbindelse med barsel,

  • 2) overenskomstbaserede kompetenceudviklings- og uddannelsesfonde og sammenslutninger af sådanne eller

  • 3) administrationsvirksomheder for aftagere omfattet af nr. 1 og 2.

Stk. 3 Aktiverne kan også investeres i helt eller delvis ejede dattervirksomheder, som har til formål at drive finansiel virksomhed bortset fra forsikringsvirksomhed, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Investering af aktiver direkte eller indirekte i en eller flere virksomheder inden for penge- og realkreditinstitutvirksomhed omfattet af stk. 3 må ikke medføre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension derved opnår en markedsandel, der overstiger 5 pct. af det pågældende lands samlede udlånsmarked inden for penge- og realkreditinstitutvirksomhed. Tilsvarende må summen af erhvervsudlån og erhvervsrealkreditlån højst udgøre 7,5 pct. af det pågældende lands samlede udlånsmarked inden for erhvervsudlån og erhvervsrealkreditlån.

Stk. 5 Aktiverne kan tillige investeres i helt eller delvis ejede dattervirksomheder, som har til formål

  • 1) at levere ydelser bortset fra formueforvaltning til virksomheder etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som driver virksomhed uden for Danmark enten som arbejdsmarkedspensionsordning eller som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, og som har opnået tilladelse til sådan virksomhed efter nationale bestemmelser fastsat efter fælleseuropæisk regulering, eller at levere ydelser og yde forsikringsformidling for forsikringsselskaber til disse virksomheder og de arbejdsgivere og medlemmer, som måtte være omfattet af de arbejdsmarkedspensionsordninger eller arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, som dattervirksomheden i øvrigt leverer ydelser til,

  • 2) at drive forvaltning af alternative investeringsfonde eller

  • 3) at opføre, eje og drive fast ejendom og infrastruktur omfattende tekniske anlæg, transportanlæg og bygningsanlæg.

Stk. 6 Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til dattervirksomheder omfattet af stk. 1 og 2 skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.

Stk. 7 Et penge- eller realkreditinstitut, hvori Arbejdsmarkedets Tillægspension direkte eller indirekte har investeret aktiver, jf. stk. 3, må ikke anvende Arbejdsmarkedets Tillægspensions navn og logo i sin markedsføring.

Stk. 8 Arbejdsmarkedets Tillægspension kan igennem en dattervirksomhed yde administrativ bistand til helejede statslige aktieselskaber, der har til formål at rekapitalisere visse store danske samfundsbærende virksomheder. Den administrative bistand ydes på omkostningsdækket basis.

§ 26c

Arbejdsmarkedets Tillægspensions anbringelse af midler i en enkelt virksomhed må ikke medføre, at Arbejdsmarkedets Tillægspension alene eller sammen med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller sammen med dattervirksomheder, som de ejer, kan udøve bestemmende indflydelse på virksomheden, medmindre andet følger af stk. 2 eller 3.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke ved anbringelse af midler i dattervirksomheder efter § 26 b, stk. 1, 2, 3, 5 og 8.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension kan midlertidigt drive anden virksomhed til sikring eller afvikling af forud indgåede engagementer eller med henblik på medvirken ved omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Arbejdsmarkedets Tillægspension skal underrette Finanstilsynet herom.

§ 26d

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab, der beskriver, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension integrerer aktivt ejerskab i investeringsstrategien.

Stk. 2 Politikken for aktivt ejerskab, jf. stk. 1, skal beskrive, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension

  • 1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,

  • 2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,

  • 3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier,

  • 4) samarbejder med andre aktionærer,

  • 5) kommunikerer med relevante interessenter i selskaber, hvori der investeres, og

  • 6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktive ejerskab.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal en gang årligt offentliggøre, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspensions politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en generel beskrivelse af stemmeafgivelse og en redegørelse om de væsentligste afstemninger og Arbejdsmarkedets Tillægspensions brug af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser.

Stk. 4 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøre, hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilke Arbejdsmarkedets Tillægspension besidder aktier. Afstemninger, der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offentliggørelsen.

Stk. 5 Arbejdsmarkedets Tillægspension kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggør en klar og begrundet forklaring på, hvorfor Arbejdsmarkedets Tillægspension har valgt dette.

Stk. 6 De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside.

Stk. 7 Gennemfører en kapitalforvalter politikken om aktivt ejerskab, herunder stemmeafgivelse, på vegne af Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal Arbejdsmarkedets Tillægspension henvise til det sted, hvor kapitalforvalteren har offentliggjort oplysninger om stemmeafgivelse.

Stk. 8 Regler om interessekonflikter i anden lovgivning, der gælder for Arbejdsmarkedets Tillægspension, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab.

Stk. 9 Reglerne i stk. 1-8 finder alene anvendelse, i det omfang Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked.

§ 26e

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal offentliggøre, hvordan hovedelementerne i aktieinvesteringsstrategien er i overensstemmelse med Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige forpligtelsers profil og varighed, herunder navnlig de langsigtede forpligtelser, og hvordan hovedelementerne bidrager til aktivernes resultater på mellemlang til lang sigt.

Stk. 2 Når en kapitalforvalter investerer på vegne af Arbejdsmarkedets Tillægspension enten diskretionært eller gennem et investeringsinstitut skal Arbejdsmarkedets Tillægspension offentliggøre følgende oplysninger om sin ordning med kapitalforvalteren:

  • 1) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at afstemme sin investeringsstrategi og sine investeringsbeslutninger efter profilen og varigheden af Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser.

  • 2) Hvordan ordningen giver kapitalforvalteren incitament til at træffe investeringsbeslutninger på grundlag af vurderinger af finansielle og ikkefinansielle resultater på mellemlang til lang sigt for det selskab, hvori der investeres, og til at engagere sig i selskaber, hvori der investeres, for at forbedre deres resultater på mellemlang til lang sigt.

  • 3) Hvordan metoden til og tidshorisonten for evaluering af kapitalforvalterens resultater og aflønningen for kapitalforvalterens tjenesteydelser er i overensstemmelse med profilen og varigheden af Arbejdsmarkedets Tillægspensions pensionsmæssige forpligtelser, navnlig langsigtede forpligtelser, og tager hensyn til de langsigtede resultater.

  • 4) Hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension overvåger kapitalforvalterens porteføljeomsætningsomkostninger, og hvordan Arbejdsmarkedets Tillægspension fastlægger og overvåger en tilsigtet porteføljeomsætning eller et tilsigtet omsætningsinterval.

  • 5) Varigheden af ordningen med kapitalforvalteren.

Stk. 3 Arbejdsmarkedets Tillægspension skal, hvis ordningen som nævnt i stk. 2 ikke omfatter et eller flere af de i stk. 2, nr. 1-5, nævnte aspekter, give en klar og velbegrundet forklaring herpå.

Stk. 4 De oplysninger, der er nævnt i stk. 1-3, skal være gratis tilgængelige på Arbejdsmarkedets Tillægspensions hjemmeside og skal ajourføres årligt, medmindre der ikke er nogen væsentlige ændringer.

Stk. 5 Reglerne i stk. 1-4 finder alene anvendelse, i det omfang Arbejdsmarkedets Tillægspension foretager investeringer direkte eller gennem en kapitalforvalter i aktier, der handles på et reguleret marked.

§§ 26f-26i

(Ophævet)