ATP-loven § 24a

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 07. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1569 af 15. december 2015, lov nr. 395 af 02. maj 2016, lov nr. 626 af 08. juni 2016, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 1547 af 19. december 2017, lov nr. 442 af 08. maj 2018, lov nr. 706 af 08. juni 2018, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 339 af 02. april 2019, lov nr. 369 af 09. april 2019, lov nr. 551 af 07. maj 2019, lov nr. 552 af 07. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1557 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 1223 af 21. august 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 1159 af 08. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1562 af 12. december 2023

§ 24a

Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension skal ansætte en ansvarshavende aktuar, der skal varetage de nødvendige forsikringstekniske funktioner, herunder beregninger og undersøgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen som medlem af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller som direktør.

Stk. 2 Når en ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren senest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.

Stk. 3 Den ansvarshavende aktuar skal påse, at Arbejdsmarkedets Tillægspension overholder det anmeldte pensions- og hensættelsesgrundlag, herunder at pensions- og hensættelsesgrundlaget til enhver tid er i overensstemmelse med de i §§ 18 og 19 nævnte krav. Den ansvarshavende aktuar skal i denne forbindelse gennemgå det aktuarmæssige indhold i Arbejdsmarkedets Tillægspensions aktiviteter og materiale i øvrigt.

Stk. 4 Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 3 nævnte forhold til Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar har ret til af direktøren at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions økonomiske stilling.

Stk. 5 Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet. Denne beretning skal indeholde en aktuarmæssig opgørelse af status i Arbejdsmarkedets Tillægspension i overensstemmelse med det anmeldte hensættelsesgrundlag.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-5 nævnte forhold, herunder om de krav, en person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar. Bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar i Arbejdsmarkedets Tillægspension

Stk. 7 Den ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. Den ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden beslutning.

Stk. 8 Den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.