Auktionsloven § 13

Denne konsoliderede version af auktionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om offentlig auktion ved auktionsledere

Lov nr. 132 af 16. april 1935,
jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 09. april 1986,
som ændret ved lov nr. 385 af 22. maj 1996 og lov nr. 1018 af 23. december 1998

§ 13

Ved auktionens begyndelse oplæser auktionslederen auktionsvilkårene, som tillige skal opslås til almindelig efterretning på et iøjnefaldende sted i lokalet eller, hvis auktionen afholdes under åben himmel, da der, hvor den holdes eller begyndes. Når dette er iagttaget, kan de på auktionen bydende ikke påberåbe sig uvidenhed om auktionsvilkårene. Genstandene skal så vidt muligt opråbes i den rækkefølge, i hvilken de er opført i kataloget, og under iagttagelse af reglerne i § 12, stk. 2.

Stk. 2 Auktionslederen afholder auktionen, jfr. § 7, og påser, at den fremmes med behørig orden. For så vidt auktionslederen ikke tillige er inkassator, har inkassator ret til at foretage opråbet og meddele hammerslag. Auktionskataloget føres af auktionslederen personlig eller ved en anden under hans umiddelbare tilsyn.

Stk. 3 Der skal gives de mødende fornøden adgang til forud for eller under auktionen at gøre sig bekendt med de til salg stillede genstande.

Stk. 4 De enkelte salg sker ved, at hammerslag efter 3 gange gentaget opråb uden overbud gives til den højestbydende, eller hvis dennes bud på grund af hans manglende evne til at opfylde auktionsvilkårene forkastes, til den næsthøjestbydende og så fremdeles. Det kan stilles som betingelse for bortsalg, at køberen i det mindste har budt den pris, som auktionsrekvirenten forud for auktionen i en skriftlig meddelelse til auktionslederen har stillet som vilkår for bortsalg. Vil rekvirenten gøre brug af denne bestemmelse, må han oplyse, at den forlangte mindstepris ikke er opnået, og der må da ikke gives hammerslag. Rekvirenten bestemmer selv, hvorvidt han vil oplyse mindsteprisens størrelse. Når hammerslag er meddelt, er sælgeren bundet ved salget, for så vidt auktionskøberen på sin side opfylder vilkårene. Salg under forbehold af godkendelse efter hammerslagets meddelelse må ikke finde sted.

Stk. 5 Skønner auktionslederen, at der kan opnås et væsentlig højere bud på en ny auktion, kan han bestemme, at der skal afholdes en anden og sidste auktion.

Stk. 6 Nærmere regler om fremgangsmåden ved auktionen kan gives af justitsministeren.