Bekendtgørelse om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model for gruppe 1-forsikringsselskaber m.v. Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1165 af 31. oktober 2017

Kapitel 3 Krav til den interne model
Anvendelsestest
§ 8

Et gruppe 1-forsikringsselskab skal ved ansøgningen og ved større ændringer af modellen dokumentere, at den interne model er almindeligt anvendt og spiller en væsentlig rolle i selskabets virksomhedsstyring, jf. artikel 222-227 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), særligt i forhold til følgende:

  • 1) Selskabets risikostyringssystem og beslutningsprocesser.

  • 2) Selskabets processer til vurdering og allokering af den økonomiske kapital og solvenskapital, inklusive selskabets vurdering af egen risiko og solvens.

Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskab skal endvidere ved ansøgningen og ved større ændringer af modellen dokumentere, at den hyppighed, hvormed solvenskapitalkravet opgøres stemmer overens med den hyppighed, hvormed selskabet benytter den interne model til de andre formål, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2.

Statistiske kvalitetsstandarder
§ 9

Ud over artikel 237 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) skal et gruppe 1-forsikringsselskab sikre, at den interne model overholder følgende kriterier:

  • 1) De antagelser, der danner grundlag for den interne model, skal kunne begrundes over for Finanstilsynet.

  • 2) De metoder, der anvendes til opgørelse af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal baseres på passende, anvendelige og relevante aktuarmæssige og statistiske teknikker samt aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser, jf. artikel 228-230 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), og skal stemme overens med de metoder, der anvendes til opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, jf. regler om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser udstedt i medfør af § 283, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

  • 3) De data, der anvendes i den interne model, skal være nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige, jf. artikel 231 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Selskabet skal opdatere dataene, der anvendes ved opgørelsen af den forventede sandsynlighedsfordeling mindst én gang årligt.

  • 4) Uanset hvilken opgørelsesmetode, der anvendes ved opgørelsen af den forventede sandsynlighedsfordeling, skal den interne models evne til at rangere risici være tilstrækkelig til at sikre, at den er almindeligt anvendt og spiller en væsentlig rolle i selskabets virksomhedsstyring, jf. artikel 222 og 232 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Den interne model skal dække alle væsentlige og kvantificerbare risici, jf. artikel 233 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som selskabet er udsat for og som minimum de risici, der dækkes ved anvendelse af standardformlen.

  • 5) I den interne model skal der tages hensyn til de særlige risici forbundet med finansielle garantier og eventuelle aftalebestemte optioner af væsentlig karakter samt risici forbundet med de klausuler, som både forsikringstagerne og selskabet kan gøre brug af, herunder de potentielle følger af fremtidige ændringer i de finansielle og ikke-finansielle vilkår for udnyttelsen af disse klausuler.

  • 6) I den interne model skal der tages hensyn til alle forventede udbetalinger til forsikringstagere og begunstigede, hvad enten forsikringsaftalen indeholder en garanti for disse udbetalinger eller ej.

Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskab kan endvidere vælge, at der i den interne model tages højde for én eller flere af følgende:

  • 1) Diversifikationseffekterne inden for og på tværs af risikokategorier såfremt Finanstilsynet vurderer, at det system, der anvendes til måling af disse indbyrdes afhængigheder, er fyldestgørende, jf. artikel 234 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

  • 2) Effekten af risikoreduktionsteknikker, jf. artikel 235 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), når der i modellen tages højde for kreditrisikoen og andre risici forbundet med brugen af risikoreduktionsteknikker.

  • 3) De fremtidige ledelseshandlinger, jf. artikel 236 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), som ledelsen med rimelighed kan forventes at udføre under bestemte omstændigheder.

Risikomål og kalibreringsstandarder
§ 10

Et gruppe 1-forsikringsselskab kan i den interne model anvende et andet risikomål og en anden tidshorisont end det risikomål og den tidshorisont, der ligger til grund for standardformlen, forudsat at de resultater, der fremkommer ved brug af den interne model, kan benyttes af selskabet til beregning af solvenskapitalkravet på en måde, der sikrer forsikringstagerne og de begunstigede et beskyttelsesniveau svarende hertil, jf. artikel 238, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskab skal på basis af det risikomål og den tidshorisont, der ligger til grund for standardformlen, udlede solvenskapitalkravet direkte af den forventede sandsynlighedsfordeling, der fremkommer ved brug af den interne model.

Stk. 3 Finanstilsynet kan tillade, at der benyttes approksimationer til beregning af solvenskapitalkravet, jf. artikel 238, stk. 2-4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Selskabet skal i så fald godtgøre over for Finanstilsynet, at forsikringstagerne er sikret et beskyttelsesniveau svarende til beskyttelsesniveauet i standardformlen.

Stk. 4 Finanstilsynet kan påbyde selskabet at anvende den interne model på relevante referenceporteføljer og at anvende antagelser, der bygger på eksterne data, med det formål at verificere kalibreringen af den interne model og kontrollere, at modellens specifikationer er i overensstemmelse med den almindeligt accepterede praksis på markedet.

Fordeling af overskud og tab
§ 11

Et gruppe 1-forsikringsselskab skal mindst én gang årligt undersøge årsagerne til overskud og tab inden for hver væsentlig forretningsenhed.

Stk. 2 Gruppe 1-forsikringsselskabet skal påvise, hvordan kategoriseringen af risici, der anvendes i den interne model, forklarer årsagerne til overskud og tab, jf. artikel 240 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Kategoriseringen af risici og fordelingen af overskud og tab skal afspejle selskabets risikoprofil.

Validering
§ 12

Foruden efter reglerne i artikel 241 og 242 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) skal et gruppe 1-forsikringsselskab regelmæssigt validere den interne model i overensstemmelse med stk. 2-4.

Stk. 2 Validering af den interne model omfatter overvågning af modellens funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hensigtsmæssige, og test af modellens resultater sammenlignet med de hidtil realiserede resultater.

Stk. 3 Valideringen af den interne model skal omfatte en effektiv statistisk proces, som gør det muligt for gruppe 1-forsikringsselskabet at påvise over for Finanstilsynet, at de opgjorte kapitalkrav er tilstrækkelige samt at foretage en analyse af modellens stabilitet, test af modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser og en vurdering af om de data, der anvendes i den interne model, er nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige.

Stk. 4 De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsfordeling i sammenligning med de hidtidige tab og i forhold til alle væsentlige nye data og oplysninger med relation hertil.