Lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 296 af 17. marts 2023,
som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Lovens formål og anvendelsesområde m.v.
§ 1

Loven skal fremme energibesparelser og energieffektivisering samt drivhusgasreduktion i overensstemmelse med klima- og miljømæssige hensyn og hensyn til forsyningssikkerhed og samfundsøkonomi.

Stk. 2 Loven skal inden for den i stk. 1 nævnte målsætning særligt

  • 1) sikre prioriteringen af energibesparelsesaktiviteter,

  • 2) fremme samarbejde og koordinering om udførelsen af aktiviteterne,

  • 3) fremme en effektiv anvendelse af energi gennem kampagner, markedsintroduktion og information og

  • 4) fremme energibesparelser og energieffektiviseringer samt reduktioner i udledningen af drivhusgasser gennem støtte.

§ 2

Loven finder anvendelse på energibesparelser, energieffektivisering og drivhusgasreduktioner i produkter, anlæg, processer og bygninger, herunder anlæg til bygningers egen forsyning med energi, og på information til energiforbrugerne om energiforbrug og energibevidst adfærd.

Stk. 2 Kapitel 3 og 5 finder endvidere anvendelse på energibesparelser, energieffektivisering og drivhusgasreduktioner vedrørende transport.

§ 2a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område. Bekendtgørelse om obligatorisk energisyn i store virksomheder

§ 3

Ved kollektive energiforsyningsvirksomheder forstås i denne lov el-, naturgas- og fjernvarmeforsyningsvirksomheder, som ved lov er pålagt at give information om energibesparelser til energiforbrugerne og sikre realisering af energibesparelser i overensstemmelse med forpligtelser fastsat ved lov og regler fastsat i medfør af lov.