Bekendtgørelse om adgang til tinglysningssystemet og om tinglysningsmåden Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 763 af 20. juli 2009,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1191 af 14. oktober 2010, bekendtgørelse nr. 216 af 15. marts 2011, bekendtgørelse nr. 1361 af 20. december 2011, bekendtgørelse nr. 670 af 11. juni 2013 og bekendtgørelse nr. 1641 af 29. juni 2021

Kapitel 6 Tinglysningsmåden mv.
§ 30

Ved tinglysningen indføres rettighedens art, anmeldelsestidspunktet og anmelders navn og adresse i den relevante bog.

§ 31

Opfylder et dokument, der anmeldes til tinglysning, ikke betingelserne i denne bekendtgørelse eller andre ting­lysningsforskrifter, skal det afvises.

Stk. 2 Dokumentet kan dog indføres foreløbigt, således at der fastsættes en frist til afhjælpning af manglen i de tilfælde, der er omfattet af tinglysningslovens § 15, stk. 3, eller hvis der i medfør af bestemmelsen i tinglysningslovens § 8, stk. 2, stilles krav om godtgørelse af dokumentets gyldighed.

Stk. 3 Tinglysningsretten kan efter anmodning forlænge den i medfør af stk. 2 fastsatte frist.

Stk. 4 Dokumenter, der tinglyses foreløbigt efter stk. 2, indføres med tilføjelse af ordet »foreløbig« og med angivelse af den fastsatte frist. Dokumentet gives ligeledes påtegning om, at dokumentet vil blive slettet ved fristens udløb, medmindre manglen forinden er afhjulpet, eller Tinglysningsretten forinden har forlænget fristen, jf. stk. 3.

§ 32

Er et dokument tinglyst med frist til afhjælpning af en mangel, og er manglen ikke afhjulpet eller fristen ikke forlænget inden den fastsatte dato, slettes dokumentet af den relevante bog.

§ 33

Oplysninger i tinglysningssystemet, der slettes eller aflyses, overføres til den pågældende bogs historiske register.

Stk. 2 Ved tinglysning af ændringspåtegninger slettes den oplysning, der ændres, og overføres til det historiske register.

§ 34

Får Tinglysningsretten mistanke om, at et dokument, som er anmeldt til tinglysning, er falsk eller forfalsket, skal der straks rettes henvendelse herom til den tingbogsberettigede.

Stk. 2 Afvises et dokument i medfør af tinglysningslovens § 8, stk. 2, som helt eller delvis ugyldigt, eller tinglyses det med frist, underretter Tinglysningsretten straks Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet herom og fremsender samtidig hermed kopi af dokumentet og af afgørelsen.