Bekendtgørelse om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v. Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 548 af 28. april 2020

Kapitel 5 Klagesagens forberedelse
§ 19

Advokatnævnets sekretariatsopgaver varetages af Advokatsamfundets sekretariat.

Stk. 2 Nævnet udarbejder en vejledning om behandling af sager med personligt fremmøde og en vejledning om sager om frakendelse. Vejledningerne offentliggøres på nævnets hjemmeside.

§ 20

Sekretariatet bistår Advokatnævnet ved forberedelse af salær- og adfærdsklager.

Stk. 2 Sekretariatet sørger for, at de nødvendige oplysninger til sagens behandling foreligger, og at de nødvendige undersøgelser er foretaget.

Stk. 3 Sekretariatet kan i en sag, der skønnes at blive afvist af nævnet i henhold til § 17, undlade at anmode advokaten om en udtalelse og indstille til nævnet, at klagen afvises.

§ 21

Sekretariatet kan forelægge sagen for en eller flere kredsbestyrelser.

Stk. 2 Hvis sagen skønnes egnet hertil, kan sekretariatet opfordre parterne til at søge sagen forligt og deltage i mægling eller mediation.

§ 22

Advokater er forpligtede til at forsyne Advokatnævnet med dokumenter og oplysninger, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af en sag. Advokater er forpligtede til at fremkomme med udtalelser og at give møde for nævnet for at afgive forklaring om forhold, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af sagen.

Stk. 2 Advokatens forpligtelse efter stk. 1 begrænses i overensstemmelse med retsplejelovens regler om vidnefritagelse.

§ 23

Når Advokatrådet indgiver klage, kan rådet udpege en advokat til at virke som anklager.

Stk. 2 I sager, hvor der kan opstå spørgsmål om at frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 8, eller frakende en af de i retsplejelovens § 124 c, stk. 1, nr. 2, nævnte personer retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 9, udpeger Advokatnævnet en forsvarer, såfremt den indklagede ikke selv har valgt en sådan. Hvis det findes ubetænkeligt, kan Advokatnævnet tillade, at en indklaget advokat varetager sin egen sag uden udpegning af forsvarer.

Stk. 3 I andre disciplinærsager kan Advokatnævnet udpege en forsvarer.

Stk. 4 Advokatnævnet kan udpege en advokat til at varetage klagerens interesser, når der findes at være behov herfor.

Stk. 5 Udgifterne til honorarer m.v. til advokater udpeget i medfør af stk. 2-4 eller § 25, stk. 2, fastsættes af Advokatnævnet og afholdes af Advokatsamfundet. Indklagede skal dog tilbagebetale de afholdte udgifter til den udpegede forsvarer til Advokatsamfundet i sager, hvor Advokatnævnet træffer afgørelse om frakendelse efter retsplejelovens § 147 c, stk. 8 eller 9, medmindre nævnets afgørelse om frakendelse efterfølgende ændres af domstolene.

§ 24

Vedkommende formand kan bestemme, at parter eller vidner skal afhøres ved byretten på det sted, hvor de bor.