Bekendtgørelse om afgrænsning af anvendelsesområdet for lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven) Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1491 af 25. juni 2021

Kapitel 1 Anvendelsesområde m.v.
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på udenlandske investorer efter § 4, nr. 3, i investeringsscreeningsloven.

§ 2

Bekendtgørelsen finder anvendelse på udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler, der foretages eller indgås af udenlandske statsborgere efter investeringsscreeningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 2 Bekendtgørelsen finder desuden anvendelse på udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler, der foretages eller indgås af virksomheder efter investeringsscreeningslovens § 2, stk. 2.

Stk. 3 Udover udenlandske statsborgere og virksomheder efter stk. 1 og 2 finder investeringsscreeningsloven og denne bekendtgørelse også anvendelse på følgende juridiske personer:

  • 1) Nationale myndigheder og statslige organer uden for EU og EFTA, herunder offentlige institutioner og statsejede investeringsfonde, der foretager direkte udenlandske investeringer i virksomheder eller enheder hjemmehørende i Danmark.

  • 2) Nationale myndigheder og statslige organer uden for EU og EFTA, herunder offentlige institutioner og statsejede investeringsfonde, som indgår særlige økonomiske aftaler med virksomheder eller enheder hjemmehørende i Danmark inden for særligt følsomme sektorer og aktiviteter efter lovens § 6.

  • 3) Ideelle foreninger, ikke-erhvervsdrivende fonde og lignende juridiske personer uden for EU og EFTA, der foretager direkte udenlandske investeringer eller indgår særlige økonomiske aftaler i virksomheder eller enheder hjemmehørende i Danmark inden for særligt følsomme sektorer og aktiviteter efter lovens § 6.

§ 3

Bekendtgørelsen finder anvendelse på udenlandske direkte investeringer i og særlige økonomiske aftaler med virksomheder hjemmehørende i Danmark efter investeringsscreeningslovens § 3, stk. 1.

Stk. 2 Bekendtgørelsen finder desuden anvendelse på stiftelse af nye virksomheder i Danmark, efter investeringsscreeningslovens § 3, stk. 2, med de undtagelser, der følger af § 5, stk. 1, i denne bekendtgørelse.

Stk. 3 Udover virksomheder omfattet af stk. 1 eller 2, finder investeringsscreeningsloven og denne bekendtgørelse også anvendelse på følgende danske enheder:

  • 1) Offentlige og private ikke-erhvervsdrivende forskningsinstitutioner for så vidt angår joint ventures efter § 12 når disse vedrører forsvarssektoren, it- sikkerhed, kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur efter §§ 7 og 8 og §§ 10 og 11. Aktieselskaber stiftet eller ejet af en eller flere offentlige forskningsinstitutioner efter lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde omfattes efter investeringsscreeningslovens § 3, stk. 1 eller 2.

  • 2) Offentlige myndigheder og institutioner inden for kritisk infrastruktur efter investeringsscreeningslovens § 6, stk. 1, nr. 5, jf. denne bekendtgørelses § 11.

§ 4

Ved en offentlig forskningsinstitution forstås i denne bekendtgørelse universiteter omfattet af lov om universiteter og sektorforskningsinstitutioner efter lov om sektorforskningsinstitutioner.