Anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen § 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2022

Overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel
§ 11

Afgørelse om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel efter straffuldbyrdelseslovens § 25 træffes af kriminalforsorgsområdet, jf. dog stk. 3. Er der tale om overførsel til et fængsel beliggende i et andet kriminalforsorgsområde, træffes afgørelsen om overførsel efter forudgående drøftelse med vedkommende kriminalforsorgsområde. Er der uenighed mellem de to kriminalforsorgsområder, afgøres sagen af det kriminalforsorgsområde, som har rejst spørgsmålet om overførsel.

Stk. 2 Inden overførsel finder sted, skal der ske underretning til Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis

  • 1) den indsatte opholder sig i åbent fængsel i henhold til en afgørelse truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen i henhold til § 6, stk. 1, eller

  • 2) den indsatte udstår straf af fængsel på livstid eller forvaring og ved afgørelsen om valg af afsoningsinstitution er anbragt i åbent fængsel.

Stk. 3 Afgørelse om overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel efter straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 2, sidste led, træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra kriminalforsorgsområdet.