Bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning § 181

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 972 af 28. juni 2023

§ 181

Midtlinje kan udføres som Q 44 Spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller Q 45 Spærreflade, hvor antallet af vognbaner formindskes eller forøges, eller hvor bredden af disse reduceres. Spærrelinjens længde afhænger af den tilladte hastighed eller breddereduktionen.

Stk. 2 Midtlinje skal uden for tættere bebygget område udføres som varslingslinje (del af dobbeltlinje) på en strækning af 100 m før fodgængerfelt og inden for tættere bebygget område udføres på en strækning af 50 m før fodgængerfelt. Dette gælder dog ikke, hvor der i øvrigt er spærrelinje på strækningen.

Stk. 3 Midtlinje skal udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade, på vejstrækninger, hvor oversigten er begrænset. På tosporede veje med kørebanebredde mindre end 5,60 m kan midtlinjen dog udføres som enkelt varslingslinje i stedet for spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade.

Stk. 4 Midtlinje skal udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade på vejstrækninger, hvor der er overhalingsforbud angivet med tavle C 51 Overhaling forbudt.

Stk. 5 Midtlinje skal udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade på vejstrækninger før stop- eller vigelinje, også hvor der er kort midterhelle ved stop- eller vigelinjen. Spærrelinjen eller spærrefladen udføres på en strækning af mindst 22,5 m - i tættere bebygget område mindst 11,25 m før stop- eller vigelinjen. Før stoplinje ved jernbaneoverkørsel skal spærrelinjen dog være mindst 50 m og fortsættes over sporene.

Stk. 6 Midtlinje skal udføres som spærrelinje (del af dobbeltlinje) eller spærreflade på vejstrækninger foran heller og faste genstande eller i spærrefladeanlæg før venstresvingbanens begyndelse. Spærrelinjen udføres over en strækning svarende til længderne i Tabel 3. Såfremt der er to vognbaner for færdselsretningen forbi midterhelle eller spærreflade, kan spærrelinjen erstattes af varslingslinje (del af dobbeltlinje). Ved korte heller i vejindmundinger med stop- eller vigelinje kan spærrelinjen dog gøres kortere, jf. stk. 9.

Tilladt hastighed (km/h)
90
80
70
60
50
40
Længden i m af spærrelinje/ spærreflade før heller og faste genstande
135
115
90
75
55
40
 
Tabel 3. Længden af spærrelinje

Stk. 7 På tosporede veje beliggende i tættere bebygget område med mange ind- og udkørsler og med begrænset oversigt, jf. § 176, kan midtlinjen uanset vognbanebredden udføres som enkelt varslingslinje.

Stk. 8 Midtlinje skal udføres som dobbelt spærrelinje eller spærreflade på veje med fire eller flere vognbaner. Inden for tættere bebygget område kan midtlinje dog udføres som enkelt varslingslinje på vejstrækninger, hvor der er mange ind- og udkørsler, samt på vejstrækninger, hvor parkering en del af tiden er tilladt i den ene eller i begge de yderste vognbaner, og denne parkering har et sådant omfang, at disse vognbaner er uanvendelige til kørsel.

Stk. 9 Midtlinje skal udføres som varslingslinje (del af dobbeltlinje) på en strækning af 100 m før spærrelinje, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/h, og 50 m, hvor den tilladte hastighed er mindre end eller lig med 60 km/h, idet den dog kan udelades ved hastighedsangivelser på 30 km/h eller lavere. Ved spærrelinje før stop- eller vigelinje på mindre betydende veje kan denne længde dog nedsættes til mindst 30 m og inden for tættere bebygget område helt udelades. Hvis afstanden fra en spærrelinje til en efterfølgende varslingslinje for kørsel i samme retning bliver mindre end 50 m, skal varslingslinjen forlænges til denne spærrelinje. Varslingslinje må ikke anvendes som midtlinje ved opmarchbåse.