Bekendtgørelse om Apotekervæsenets Pensionsordning Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 192 af 23. marts 1995

Kapitel 4 Egenpension
§ 9

Et medlem af pensionsordningen er berettiget til egenpension, når han efter 10 fulde års ansættelse i en stilling, i hvilken ansættelsen efter reglerne i §§ 11 og 12 kan medregnes i pensionsalderen, fratræder sin stilling eller opgiver apotekerbevillingen på grund af alder eller som følge af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Stk. 2 Uanset ansættelsetidens længde har et medlem dog ret til egenpension efter §§ 14 og 15, såfremt opgivelsen af apotekerbevillingen eller afsked finder sted på grund af nedsættelse af erhvervsevne som nævnt i § 14 eller skyldes følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten.

Stk. 3 Har et medlem forud for sin optagelse i pensionsordningen været omfattet af en pensionsordning, der har været knyttet til beskæftigelse, som efter reglerne i §§ 11 og 12 ikke kan medregnes i pensionsalderen, kan Finansministeriet bestemme, at sådan beskæftigelse medregnes som ansættelsestid efter stk. 1 med indtil 10 år.

Stk. 4 Begæring om pension på grund af svagelighed må være ledsaget af en lægeerklæring, som indeholder oplysning om sygdommens symptomer, diagnose og indflydelse på arbejdsevnen, jf. § 35.

§ 10

Et medlem er berettiget til pension ved opgivelse af apotekerbevilling eller ved fratræden fra sin stilling på grund af alder fra udgangen af den måned, hvori han fylder 60 år, jf. § 13.

§ 11

Et medlems pensionsalder er det antal år, i hvilket han efter sit fyldte 25. år har været medlem af pensionsordningen eller af den den 31. december 1954 ophævede Farmnaceuternes Pensionskasse. Ved fratræden efter det fyldte 70. år fastsættes pensionen som om, fratræden havde fundet sted ved det fyldte 70. år.

Stk. 2 Pensionsalderen efter stk. 1 forøges med den pensionsalder, et medlem har erhvervet under ansættelse som statstjenestemand eller tjenestemand i folkeskolen, folkekirken, en kommune eller i en stilling, der er forbundet med ret til pension fra en statsgaranteret pensionsordning, eller under anden ansættelse, der kan medregnes som pensionsalder i henhold til tjenestemandspensionslovens § 4, stk. 1 og 2.

Stk. 3 Den tid, i hvilken et medlem efter sit fyldte 25. år som ansat i offentlig tjeneste i Finland, Norge eller Sverige har været omfattet af den for tjenestemænd i vedkommende land gældende pensionsordning eller en dertil svarende statsfinancieret eller statsgaranteret pensionsordning, medregnes i hans pensionsalder, såfremt der efter den pågældende pensionsordning på lignende måde foretages medregning i pensionsalderen af medlemskab af nærværende pensionsordning. Ved afsked på grund af alder medregnes sådan ansættelse dog kun, såfremt den har været efterfulgt af mindst 4 års ansættelse, som efter reglerne i stk. 1 og 2 kan medregnes i pensionsalderen.

Stk. 4 Den tid, i hvilken et medlem har haft nedsat tjenestetid, jf. dog § 7, stk. 1, indgår tilsvarende nedsat i pensionsalderen.

Stk. 5 Såfremt et medlem er ansat på grund af ganske særlige kvalifikationer, kan Finansministeriet bestemme, at pensionsalderen forhøjes med indtil 10 år. Ved afsked på grund af alder og ved opgørelse af krav på opsat pension eller fratrædelsesgodtgørelse til de Europæiske Fællesskaber efter §§ 29-30 medregnes som forhøjet pensionsalder højst et tidsrum svarende til ansættelsestiden.

§ 12

Finansministeriet kan bestemme, at der i pensionsalderen medregnes den tid, i hvilket et medlem efter sit fyldte 25. år har været ansat på apotek, ved apotekernes eller provisorernes organisationer eller på overenskomstvilkår i staten, en kommune, et koncessioneret selskab eller en stats- eller kommunegaranteret virksomhed.

Stk. 2 Forhøjelsen af pensionsalderen efter stk. 1 er betinget af, at medlemmet under sin ansættelse har været medlem af en pensionsordning, hvortil der er ydet bidrag af ham selv og vedkommende institution, og af, at der til statskassen sker overførsel af den udtrædelsesgodtgørelse, der tilkommer ham fra den tidligere pensionsordning.

§ 13

Pensionen beregnes efter de for tjenestemænd gældende regler, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993 på grundlag af følgende for statstjenestemænd gældende lønrammer:

  • 1) apotekere og sygehusapotekere: lønramme 34.

  • 2) farmaceutiske kandidater: lønramme 16, skalatrin 21, stigende hvert andet år til henholdsvis lønramme 21, skalatrin 26, 28, 30 og 32, lønramme 29, skalatrin 38 og lønramme 31, skalatrin 40, 42 og 44.

  • 3) eksaminanter: lønramme 16, skalatrin 21, stigende hvert andet år til henholdsvis skalatrin 22, 23, 24 og 25.

Stk. 2 Et medlem, der overføres fra gruppe 3 til gruppe 2, indplaceres på sit hidtidige eller nærmeste højere skalatrin. Efter indplaceringen i ny lønramme opnås 1. alderstillæg senest på det tidspunkt, da alderstillæg ville være opnået i den hidtidige lønramme.

Stk. 3 For medlemmer, som er optaget i pensionsordningen før 1. juli 1969, regnes lønancienniteten ved indplaceringen i de i stk. 1 fastsatte lønrammer fra det fyldte 25. år eller det senere tidspunkt, hvor medlemmet har fået en af pensionsordningen omfattet stilling.

Stk. 4 Når et medlem opgiver en apotekerbevilling eller fratræder et ansættelsesforhold på grund af alder efter at være fyldt 60 år, nedsættes pensionen efter de for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken til enhver tid gældende regler i forhold til den tid, der står tilbage, indtil det fyldte 67. år.

§ 14

Et medlem, der er under 60 år, og som tilkendes mellemste eller højeste sociale førtidspension, fordi erhvervsevnen er nedsat til en tredjedel eller derunder, har ved afsked af denne årsag ret til en pension, som fastsættes på grundlag af den pensionsalder, han ville have opnået ved forbliven i sin stilling indtil det fyldte 70. år.

Stk. 2 Tilkendes den i stk. 1 nævnte sociale førtidspension fra et tidspunkt, der ligger efter fratrædelsestidspunktet, kan Finansministeriet efter indhentet udtalelse fra Helbredsnævnet bestemme, at pension kan ydes efter stk. 1, hvis medlemmets erhvervsevne allerede på fratrædelsestidspunktet var nedsat med mindst to tredjedele på grund af den lidelse, der var årsag til fratrædelsen. Pension i henhold til stk. 1 ydes da fra samme tidspunkt som den sociale førtidspension.

Stk. 3 I forbindelse med optagelse af et medlem i pensionsordningen kan det dog bestemmes, at medlemskabet inden for en periode af 10 år fra optagelsen ikke giver ret til pension efter stk. 1, såfremt fratræden fra stillingen efter opgivelse af apotekerbevillingen finder sted som følge af en lidelse, der var lægeligt konstateret ved optagelsen. Det samme er tilfældet, hvis fratræden er begrundet i en følgesygdom af en på optagelsestidspunktet lægeligt konstateret risikofaktor.

Stk. 4 Finansministeriet kan, hvor ganske særlige forhold taler derfor, bestemme, at stk. 1 og 2 kan finde anvendelse, hvor fratræden sker umiddelbart efter det fyldte 60. år.

§ 15

Fratræder et medlem på grund af utjenstdygtighed, som er forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået ham en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, er han berettiget til den egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.

Stk. 2 Har et medlem ved grov uagtsomhed eller ved beruselse selv hidført eller væsentligt bidraget til tilskadekomsten, kan Finansministeriet bestemme, at forhøjet pension efter stk. 1 bortfalder eller nedsættes.

Stk. 3 Tilkommer der den tilskadekomne erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, tilfalder erstatningsbeløbet staten efter reglerne i lovens § 39, når der tillægges medlemmet pension efter bestemmelserne i stk. 1.

§ 16

Bliver et pensioneret medlem, hvis fratræden skyldtes helbredsbetinget utjenstdygtighed, atter tjenestedygtig, og er han ikke fyldt 60 år, har han pligt til, hvis han var apoteker, efter henvendelse fra Sundhedsstyrelsen at søge apotekerbevilling, og i øvrigt at søge ansættelse i sin tidligere eller anden efter hans alder og kvalifikationer passende stilling, hvormed er forbundet ret til pension.

Stk. 2 Undlader et af helbredsmæssige årsager pensioneret medlem trods opfordring at fremskaffe sådan helbredsoplysning som omhandlet i § 35, eller opfylder han ikke sin pligt efter stk. 1, inddrages pensionen, og bestemmelserne i §§ 29-30 finder anvendelse. Ved opgørelsen af pensionsalderen medregnes dog den tid, i hvilken han har modtaget pension.

§ 17

Pensionen inddrages, såfremt et pensioneret medlem påny opnår ansættelse, som efter reglerne i §§ 11 og 12 medregnes i hans pensionsalder. Når den pågældende senere fratræder sin stilling af pensionsbegrundende årsag, er han berettiget til pension af mindst samme størrelse som den inddragne pension.

§ 18

Dersom den pensionerede får ansættelse ved farmaceutisk arbejde med mere end 3/10 af fuld tjenestetid uden påny at blive medlem af ordningen, nedsættes den samlede pensionsydelse med halvdelen af den løn, han oppebærer for det arbejde, der overstiger 3/10 af fuld tjenestetid. Det påhviler pensionisten at give meddelelse til Statens Regnskabsdirektorat, når han overtager arbejde af denne art.