Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 260 af 24. februar 2022 og bekendtgørelse nr. 163 af 20. februar 2024

Kapitel 4 Videregivelse af oplysninger til private mv.
§ 16

Oplysninger fra Kriminalregisteret må, bortset fra efter reglerne i kapitel 3, 5 og 7, ikke videregives til private personer eller virksomheder mv., medmindre dette følger af §§ 17 eller 18, eller det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives eller indhentes fra Kriminalregisteret.

§ 17

Oplysninger fra afgørelsesdelen kan videregives, når den, oplysningerne angår, har givet samtykke.

Stk. 2 Samtykke skal meddeles skriftligt og skal indeholde oplysning om:

  • 1) hvilke typer oplysninger der må videregives,

  • 2) hvem oplysningerne må videregives til, og

  • 3) hvorledes oplysningerne må anvendes af den angivne modtager.

Stk. 3 Samtykke bortfalder senest efter et års forløb.

Stk. 4 Videregivelse af oplysninger efter denne bestemmelse kan kun omfatte de oplysninger, der er anført i § 11.

§ 18

Politiet kan på begæring videregive enkeltstående oplysninger fra Kriminalregisteret til private personer eller virksomheder, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningerne angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige.