Bekendtgørelse om beredskab for elsektoren Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2646 af 28. december 2021

Kapitel 6 Sikring af anlæg
§ 11

Energistyrelsen skal foretage en klassificering af elsektorens anlæg, dog ikke luftlednings- og kabelstrækninger, jf. stk. 2, efter følgende gruppering:

  • 1) Klasse 1 : Anlæg af væsentlig betydning for at opretholde elforsyningen for de sammenhængende elforsyningssystemer eller væsentlige dele af disse.

  • 2) Klasse 2 : Anlæg af væsentlig betydning for at opretholde elforsyningen på regionalt niveau.

  • 3) Klasse 3 : Øvrige anlæg.

Stk. 2 Energistyrelsen skal klassificere luftlednings- og kabelstrækninger i transmissionsnettet på over 100 kV og andre strækninger af væsentlig betydning efter grupperingen i stk. 1.

Stk. 3 Anlæg efter stk. 1 henholdsvis luftlednings- og kabelstrækninger efter stk. 2 klassificeres hver for sig, uanset om de er sammenbygget.

Stk. 4 Klassificeringen efter stk. 1 og 2 revideres årligt senest den 1. februar. De virksomheder, som ejer anlæggene, skal underrettes herom.

Stk. 5 Energinet skal levere de nødvendige oplysninger om elsektorens anlæg til Energistyrelsen til brug for klassificeringen efter stk. 1 og stk. 2.

§ 12

For anlæg i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1, skal virksomhederne sikre, at planmaterialet angiver følgende oplysninger om anlægget (sikringsplaner):

  • 1) Summariske oplysninger om anlægget inkl. relevant kortmateriale.

  • 2) Beskrivelse af anlæggets sårbarhed, herunder dets afhængighed af andre anlæg eller funktioner.

  • 3) Beskrivelse af de forhold, som er angivet i §§ 10 og 13.

  • 4) Mulighederne for og forventet varighed for reetablering i tilfælde af beskadigelse af de dele af anlægget, som er væsentlige for elforsyningen.

  • 5) Angivelse af, om der er sikkerhedsfølsomme oplysninger om anlægget.

  • 6) Kontaktoplysninger om beredskabskoordinator og den sikringsansvarlige medarbejder.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1 kan fremgå af den sammenfattende beredskabsplan efter § 7, stk. 1, nr. 1, eller af særskilte sikringsplaner.

§ 13

For anlæg i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1, skal virksomhederne sikre,

  • 1) at anlægget har lav sårbarhed over for funktionssvigt af offentligt udbudte net og tjenester for elektronisk kommunikation,

  • 2) at anlægget har lav sårbarhed over for funktionssvigt af væsentlige it-systemer, og

  • 3) at anlægget har nødstrømsforsyning, som i tilfælde af strømafbrydelse sikrer anlæggets funktionalitet i perioden frem til strømforsyningens reetablering.

Stk. 2 For ubemandede anlæg i klasse 1 efter § 11, stk. 1, skal virksomheden sikre anlæggene mod uautoriseret adgang gennem etablering af mekaniske og elektroniske sikrings- og overvågningsforanstaltninger. Sikringen skal omfatte en generel sikring af det samlede anlæg og om nødvendigt en særlig sikring af de væsentligste dele af anlægget. Det skal herunder sikres, at der ved sådan uautoriseret adgang omgående sendes information herom til et døgnbemandet kontrolrum eller en af Rigspolitiet godkendt kontrolcentral. Virksomhederne skal fastsætte en procedure for modtagelse, behandling og reaktion vedrørende sådan information og skal sikre, at dette arbejde foretages hurtigt og kvalificeret.

Stk. 3 For anlæg omfattet af stk. 2 skal virksomheden etablere et system for styret adgangskontrol, hvor der tages stilling til, hvem der kan få adgang til hvilke dele af anlægget, og hvor der løbende føres log over denne adgang.

Stk. 4 For anlæg omfattet af stk. 2 skal virksomheden regelmæssigt og mindst hver måned føre kontrol med, at de foranstaltninger, som er nævnt i stk. 2 og 3, er intakte og fungerer efter hensigten. Ved kontrollen skal der bl.a. foretages besigtigelser af foranstaltningerne og afprøvning af disse. I tilfælde af fejl og mangler skal disse rettes hurtigt, og årsagerne hertil skal undersøges. Virksomheden skal føre log over denne kontrol.

Stk. 5 For anlæg i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1, som er sammenbygget med andre anlæg, skal foranstaltninger efter stk. 1-4 gennemføres uanset sammenbygningen.

Stk. 6 De forhold, som er nævnt i stk. 2-4, skal være gennemført senest den 1. februar 2009.

§ 14

Virksomhederne skal fremsende kontaktinformation om anlæg i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1, til det lokale politi til orientering.

Stk. 2 Virksomhederne skal i beredskabssituationer og i planlægningen af disses håndtering yde politiet den fornødne bistand, herunder efter politiets anmodning afgive alle relevante oplysninger.