Bekendtgørelse om Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1258 af 27. november 2014

Kapitel 1 Disciplinærnævnets kompetence og organisation
§ 1

Disciplinærnævnet behandler klager vedrørende ejendomsmæglere godkendt efter § 6 i lov om formidling af fast ejendom m.v.

Stk. 2 Påhviler der ejendomsmæglervirksomheder et selvstændigt ansvar eller medansvar for den ansatte ejendomsmægler, kan ejendomsmæglervirksomheden indbringes for disciplinærnævnet.

Stk. 3 Disciplinærnævnet skal behandle klagerne uden hensyntagen til, om indklagede er medlem af en brancheorganisation.

§ 2

Disciplinærnævnet behandler klager over, at de i § 1 omfattede personer og virksomheder har tilsidesat de pligter, som følger af lov om formidling af fast ejendom m.v., forskrifter udstedt i medfør heraf og god ejendomsmæglerskik.

Stk. 2 Klager, der vedrører størrelsen af en ejendomsmæglers vederlag, erstatning til forbrugeren samt kollegiale sager, kan ikke indbringes for nævnet.

§ 3

Disciplinærnævnet består af en formand, som skal være dommer, og mindst 6 andre medlemmer, hvoraf 2 skal være ejendomsmæglere, 2 skal være repræsentanter for forbrugerne og 2 skal være personer med særligt kendskab til ejendomshandel. Ved udvidelse af medlemskredsen skal der udnævnes forholdsmæssigt lige mange ejendomsmæglere, repræsentanter for forbrugerne og sagkyndige personer.

Stk. 2 Nævnets formand og medlemmer udpeges af Erhvervsstyrelsen, der ligeledes kan udpege en eller flere dommere som næstformænd. Formandskab og medlemmer udpeges for en periode på indtil 4 år.

Stk. 3 For hvert medlem, bortset fra formanden og næstformænd, udpeges en suppleant.

Stk. 4 Formanden afgør ud fra en bedømmelse af den enkelte sag, hvor mange og hvilke medlemmer, der skal deltage i sagens behandling. Ved nævnets behandling af en sag skal der foruden formanden eller næstformanden altid deltage mindst 1 ejendomsmægler, 1 repræsentant for forbrugerne og 1 sagkyndig. Dette gælder ikke for sager, der afgøres af formanden alene i henhold til § 8. Deltager flere medlemmer, skal antallet af ejendomsmæglere, antallet af repræsentanter for forbrugerne og antallet af sagkyndige være det samme.

Stk. 5 I sager, hvor rettighedsfrakendelse kan komme på tale, jf. lovens § 53, stk. 2, skal der dog foruden formanden altid medvirke mindst 2 ejendomsmæglere, mindst 2 repræsentanter for forbrugerne og mindst 2 sagkyndige personer.

§ 4

Ingen af nævnets medlemmer må deltage i behandlingen af en sag, når vedkommende efter retsplejelovens regler ville være inhabil som dommer.

Stk. 2 Et medlem skal give nævnet meddelelse om omstændigheder, som vil kunne medføre den pågældendes inhabilitet, jf. stk. 1.

Stk. 3 Spørgsmål om et medlems habilitet, bør så vidt muligt rejses, inden nævnets behandling af sagen begynder.

Stk. 4 Disciplinærnævnet afgør selv, om et medlem kan deltage i en sags behandling.

§ 5

Formanden tilrettelægger disciplinærnævnets arbejde, herunder arbejdet i sekretariatet.

Stk. 2 Tid, sted og dagsorden for nævnets møder fastsættes af formanden, der drager omsorg for mødernes indkaldelse. Er et møde offentligt, jf. § 10, stk. 3, skal dette med mindst 3 dages varsel bekendtgøres med angivelse af tid og sted for mødet på Erhvervsstyrelsens hjemmeside eller på disciplinærnævnets hjemmeside.

Stk. 3 Over nævnets møder føres en protokol, der skal angive tid og sted for mødet, om mødet har været offentligt, hvilke medlemmer, der har deltaget, samt navnene på de personer, der har været til stede som parter eller på disses vegne eller til deres bistand. Protokollen føres i øvrigt efter formandens nærmere bestemmelse i hver enkelt sag.

Stk. 4 Formanden leder forhandlingerne på nævnets møder.

Stk. 5 Formanden påser, at sagerne fremmes med tilbørlig hurtighed.

Stk. 6 Fordelingen af de enkelte sager mellem formand og næstformænd bestemmes af formanden. Næstformændene varetager, i de sager der af formanden er overladt til dem, de beføjelser, der ved nærværende bekendtgørelse er tillagt formanden.