Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr Kapitel 12

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 646 af 31. maj 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1149 af 04. september 2023

Kapitel 12 Dyrlægers indkøb, opbevaring, anvendelse, udlevering og ordinering af receptpligtige lægemidler til dyr
§ 36

Dyrlæger skal indkøbe receptpligtige lægemidler på apoteker eller hos andre af Lægemiddelstyrelsen godkendte forhandlere.

Stk. 2 Dyrlæger må kun opbevare lægemidler på praksisadressen, under rene og ordentlige forhold og utilgængeligt for uvedkommende.

Stk. 3 Lægemidler må kun opsplittes, omhældes eller ompakkes i overensstemmelse med bekendtgørelse om dyrlægers og apotekers opsplitning og udlevering af lægemidler til veterinært brug, og apotekers registrering til ordningen m.v., jf. dog § 37, stk. 4.

§ 37

Når dyrlægen udleverer lægemidler til produktionsdyr, skal dyrlægen forsyne emballagen med følgende oplysninger:

  • 1) Besætningsnummer, hvor dyrene er registret.

  • 2) Den besætningsansvarliges navn.

  • 3) Dyreart.

  • 4) Fastsat tilbageholdelsestid.

  • 5) Dato for udlevering.

  • 6) Dyrlægens autorisationsnummer.

Stk. 2 Når dyrlægen udleverer lægemidler til andre dyr end produktionsdyr, skal dyrlægen forsyne emballagen med følgende oplysninger:

  • 1) Dyreejerens navn.

  • 2) Dyreart.

  • 3) Diagnose.

  • 4) Dosering, administrationsvej og behandlingsperiode.

  • 5) Dato for udlevering.

  • 6) Dyrlægens autorisationsnummer.

Stk. 3 Oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, skal være anført på en etiket, der placeres på emballagen. Hvis pakningen består af flere dele, skal etiketten så vidt muligt placeres på inderemballagen.

Stk. 4 Uanset § 36, stk. 3, må dyrlægen i forbindelse med udlevering af lægemidler bryde den ydre emballage med henblik på opsplitning af pakningen i mindre pakninger (inderpakninger), hvis disse er forsynet med særskilt varenummer og i øvrigt med de samme oplysninger, som den oprindelige ydre emballage.

Stk. 5 Undtaget fra kravet i stk. 1, nr. 1, er emballage til lægemidler til dyr, som ikke er omfattet af krav om registrering i CHR, jf. bekendtgørelse om registrering i CHR og om identifikation af kvæg, svin, får, geder, heste, hjorte eller kameler.

Stk. 6 Ved udlevering til pelsdyr finder stk. 1, nr. 4, ikke anvendelse.

Stk. 7 Oplysningerne i stk. 1 kan erstattes med en fortrykt etiket med et nummersystem, som entydigt henviser til den pågældende anvisning, jf. § 33.

§ 38

Dyrlæger skal ved anvendelse eller udlevering af lægemidler til behandling af andre dyr end produktionsdyr fastsætte forbrugerprisen for den anvendte eller udleverede pakning som indkøbsprisen fra apoteket med tillæg af de i stk. 4 eller § 40 nævnte procentsatser.

Stk. 2 Dyrlæger skal ved anvendelse eller udlevering af lægemidler til behandling af produktionsdyr fastsætte forbrugerprisen for den anvendte eller udleverede pakning som indkøbsprisen fra apotek eller virksomhed godkendt til forhandling af sådanne lægemidler efter lægemiddellovens § 39 med tillæg af de i stk. 4 eller § 40 nævnte procentsatser.

Stk. 3 Når dyrlægen anvender eller udleverer en pakning, der udgør en del af en multipakning, skal dyrlægen beregne forbrugerprisen forholdsmæssigt ud fra multipakningens indkøbspris.

Stk. 4 Når dyrlægen kun anvender eller udleverer en del af en pakning, skal dyrlægen beregne forbrugerprisen forholdsmæssigt ud fra indkøbsprisen på den anvendte pakning med tillæg af indtil 10 pct.

§ 39

Dyrlæger, der anvender eller udleverer magistrelt fremstillede lægemidler, skal fastsætte forbrugerprisen for den anvendte eller udleverede pakning som indkøbsprisen fra apotek med tillæg af indtil 5 pct.

§ 40

Ved udlevering af lægemidler i hele pakninger må dyrlæger kun tillægge indtil 5 pct. af indkøbsprisen.

§ 41

Dyrlægen skal sikre, at betaling for de af dyrlægen anvendte og udleverede lægemidler ikke indbefattes i betaling for ydet dyrlægehjælp. På regninger skal beløbet for hvert enkelt lægemiddel opføres særskilt med angivelse af lægemidlets navn og mængde, samt hvorvidt lægemidlet er anvendt eller udleveret.