Bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 646 af 31. maj 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1149 af 04. september 2023

Kapitel 5 Indgivelse af lægemidler til dyr og afholdelse af kurser i anvendelse af lægemidler
§ 16

Subkutane og intramuskulære injektioner skal på svin foretages så tæt bag ørerne som muligt, på får og geder midt på halsen, på kvæg midt på halsen eller umiddelbart foran boven, og på heste, som ikke er udelukket fra konsum, midt på halsen eller i bringen. På svin kan vaccination ved hjælp af særligt udstyr, som ikke indebærer anvendelse af kanyle, endvidere foretages ved haleroden. Subkutan injektion af jern- og vitaminpræparater kan foretages i lyskefolden på pattegrise.

Stk. 2 Indgivelse af lægemidler med lokalbedøvende, lokalt smertestillende eller anden lokal effekt til injektion, er undtaget fra stk. 1.

§ 17

Injektion i blodårer, i bughulen, i led, i seneskeder og ved rygmarv/rygmarvskanal samt anbringelse af lægemidler i livmoderen må kun foretages af dyrlægen, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Dyrlægen må til besætningsansvarlige, som:

  • 1) har indgået aftale om sundhedsrådgivning i kvægbesætninger med tilvalgsmodul 2, og hvor der foreligger en besætningsdiagnose for kælvningsfeber, og

  • 2) har gennemgået det i § 18, stk. 1, nr. 3, nævnte kursus, udlevere eller ordinere calciumholdige lægemidler uden indhold af magnesium, som er godkendt til intravenøs indgift, til den besætningsansvarliges behandling af køer lidende af kælvningsfeber 0-4 døgn efter kælvning. Besætningsdiagnosen skal opfylde de betingelser, der fremgår af beslutningstræet, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v. Det skal fremgå af besætningsdiagnosen, at den besætningsansvarlige kun må udføre én behandling af hver enkelt ko.

Stk. 3 Dyrlægen må til besætningsansvarlige, som:

  • 1) har indgået aftale om sundhedsrådgivning i kvægbesætninger med tilvalgsmodul 2, og hvor der foreligger en besætningsdiagnose for tilbageholdt efterbyrd med infektion, og

  • 2) har gennemgået det i § 18, stk. 3, nr. 3, nævnte kursus, udlevere eller ordinere uteritorier til den besætningsansvarliges behandling af køer lidende af tilbageholdt efterbyrd med infektion 12-72 timer efter kælvning. Besætningsdiagnosen skal opfylde de betingelser, der fremgår af beslutningstræet, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v. Det skal fremgå af besætningsdiagnosen, at den besætningsansvarlige kun må udføre én behandling af hver enkelt ko.

Stk. 4 Dyrlægen må til besætningsansvarlige med besætninger af akvakulturdyr udlevere eller ordinere vaccine til injektion i fiskens bughule.

§ 18

Dyrlæger må afholde følgende kurser for besætningsansvarlige og ansatte:

  • 1) Kursus i anvendelse af receptpligtige lægemidler til produktionsdyr.

  • 2) Kursus i lokalbedøvelse af pattegrise forud for kastration.

  • 3) Kursus i behandling af køer, der lider af kælvningsfeber eller tilbageholdt efter byrd med infektion.

Stk. 2 Kursusplan og -indhold skal indsendes til Fødevarestyrelsen til godkendelse forud for afholdelse af kurset. Fødevarestyrelsens godkendelse skal foreligge, før kurset må afholdes.

Stk. 3 Kursusudbyder skal senest 3 uger før kursusafholdelse underrette Fødevarestyrelsen om kursussted og tidspunkt med reference til det godkendte kursus, jf. stk. 2.