Bekendtgørelse om eksamener m.v. for godkendte revisorer Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 67 af 19. januar 2021

Kapitel 3 Indhold og bedømmelse af eksamener og prøver
Eksaminatorer og censorer
§ 11

Skriftlige eksamener bedømmes af en eksaminator samt en censor. Eksaminator og censor skal være statsautoriserede revisorer.

Stk. 2 Mundtlige eksamener og prøver bedømmes af en eksaminator samt to censorer. Eksaminator skal være statsautoriseret revisor. Den ene censor skal være statsautoriseret revisor, og den anden censor skal være en person, der ikke er godkendt revisor. Sidstnævnte censor må ikke have været ansat hos eller drive virksomhed sammen med godkendte revisorer inden for de seneste tre år forud for udnævnelsen til censor, jf. § 17, stk. 4.

Stk. 3 Censor og eksaminator skal under voteringen tage notater om præstationen og karakterfastsættelsen til brug for behandling af en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i mindst et år, og herudover indtil en eventuel klagesag er afsluttet.

Stk. 4 Eksaminatorers og censorers virke er omfattet af forvaltningsloven, herunder reglerne om inhabilitet og tavshedspligt.

Revisoreksamen
§ 12

Den skriftlige og mundtlige prøve til revisoreksamen skal godtgøre kandidatens praktiske duelighed inden for de områder, som hører under statsautoriserede revisorers virkefelt, jf. revisorlovens § 1, stk. 2 og 3.

Stk. 2 Den skriftlige prøve afholdes over to dage med hver en varighed af seks timer. Prøven kan indeholde en kombination af spørgsmål med lange svar, spørgsmål med korte svar, multiple choice samt beregninger og skal stilles inden for følgende områder:

  • 1) Faglig etik og uafhængighed, herunder revisors tiltræden og fratræden, opgaveaccept, rapportering om økonomiske forbrydelser tavshedspligt, og kvalitetsstyring.

  • 2) Revision og faglige kvalifikationer.

  • 3) Retlige krav og faglige standarder for revision og anden erklæringsafgivelse.

  • 4) Internationale revisionsstandarder.

  • 5) Generel regnskabsteori og -principper.

  • 6) Retlige krav og standarder for udarbejdelse af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber.

  • 7) Internationale regnskabsstandarder.

  • 8) Regnskabsanalyse.

  • 9) Driftsbogholderi og internt regnskab.

  • 10) Risikostyring og intern kontrol.

Stk. 3 Et eller flere af følgende fagområder skal indgå i den skriftlige eksamen i det omfang, det har betydning for revision eller anden erklæringsafgivelse:

  • 1) Selskabsret og virksomhedsledelse.

  • 2) Konkursret og regler om tilsvarende bobehandlinger.

  • 3) Skatteret.

  • 4) Civilret og erhvervsret.

  • 5) Arbejdsret og lovgivning om social sikring.

  • 6) Informationsteknologi og computersystemer.

  • 7) Driftsøkonomi, nationaløkonomi og finansiering.

  • 8) Matematik og statistik.

  • 9) Grundlæggende principper for virksomheders økonomiske styring.

Stk. 4 Den mundtlige prøve skal godtgøre kandidatens praktiske duelighed og dække de fagområder, der er nævnt i stk. 2. Endvidere kan de i stk. 3 nævnte fagområder indgå i prøven i det omfang, det har betydning for revision eller anden erklæringsafgivelse.

Stk. 5 Tilsiger helbredsmæssige forhold eller andre særlige omstændigheder det, kan Eksamensudvalget efter begrundet ansøgning meddele en kandidat ekstra tid til den skriftlige prøve. Ansøgning skal så vidt muligt indgives til Eksamensudvalget inden tilmeldingsfristens udløb, jf. § 6, stk. 3, 1. pkt. Udvalget kan bemyndige formanden til i nærmere bestemt omfang at træffe afgørelser i sager omfattet af 1. pkt.

§ 13

Der gives en særskilt bedømmelse af den skriftlige prøve og en særskilt bedømmelse af den mundtlige prøve. Ved bedømmelsen anvendes karaktererne »bestået« og »ikke bestået«.

Stk. 2 For at bestå revisoreksamen kræves, at kandidaten opnår karakteren »bestået« ved den skriftlige prøve og ved den mundtlige prøve.

§ 14

For bestået revisoreksamen udfærdiger FSR - danske revisorer et eksamensbevis.

Særlig prøve, jf. revisorlovens § 9, stk. 3
§ 15

Den særlige prøve som nævnt i § 1, stk. 2, skal godtgøre, at kandidaten har et passende fagligt niveau (masterniveau) inden for de fagområder, der indgår i den mundtlige prøve ved revisoreksamen, jf. § 12, stk. 4.

Stk. 2 Ved bedømmelsen anvendes karaktererne »bestået« og »ikke bestået«. For at bestå prøven kræves, at kandidaten opnår karakteren »bestået«.

Stk. 3 For beståelsen af den særlige prøve udfærdiger FSR - danske revisorer et eksamensbevis.

Egnethedsprøve for personer med udenlandsk godkendelse til udførelse af lovpligtig revision
§ 16

Egnethedsprøven som nævnt i § 1, stk. 3, skal godtgøre kandidatens praktiske duelighed inden for de i § 12, stk. 2 og 3, nævnte områder, hvor kendskab til dansk lovgivning og praksis er nødvendigt for udøvelse af lovpligtig revision i Danmark.

Stk. 2 For personer, der har opnået godkendelse til at udføre lovpligtig revision i et land, der ikke har gennemført Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, og som EU ikke har indgået aftale med, kan egnethedsprøven udvides til at omfatte yderligere fagområder.

Stk. 3 Ved bedømmelsen anvendes karaktererne »bestået« og »ikke bestået«. For at bestå egnethedsprøven kræves, at kandidaten opnår karakteren »bestået«.

Stk. 4 For bestået egnethedsprøve udfærdiger FSR - danske revisorer et eksamensbevis.