Bekendtgørelse om elinstallationsrapporter som led i huseftersynsordningen Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 626 af 02. juni 2017,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1331 af 27. november 2018 og bekendtgørelse nr. 316 af 24. marts 2023

Kapitel 7 Elinstallationsrapporter
§ 12

Elinstallationsrapporten skal indeholde resultatet af gennemgangen af bygningens elinstallationer og skal udarbejdes på et skema, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Den autoriserede elinstallatørvirksomhed udarbejder elinstallationsrapporten til den, der har bestilt rapporten, og indberetter rapporten elektronisk til Sikkerhedsstyrelsen via det internetbaserede informations- og registreringssystem, jf. § 7, nr. 3, senest 14 dage efter, at gennemgangen af bygningens elinstallationer er foretaget.

§ 13

I elinstallationsrapporten skal det oplyses, hvis den autoriserede elinstallatørvirksomhed i forbindelse med gennemgangen af bygningens elinstallationer finder, at en del af elinstallationen er utilgængelig, og i givet fald oplyses årsagen til, at denne del af elinstallationen er utilgængelig.

Stk. 2 Finder den autoriserede elinstallatørvirksomhed, at der er usikkerhed om oplysninger, som har været til rådighed fra ejeren eller dennes repræsentant i forbindelse med gennemgangen af bygningens elinstallationer, skal dette og årsagen til usikkerheden oplyses i elinstallationsrapporten.

§ 14

Elinstallationsrapporten skal være udarbejdet eller fornyet mindre end 1 år før den dag, hvor køberen af ejendommen modtager rapporten, jf. § 4 a, stk. 1, i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.

Stk. 2 Ved fornyelse af elinstallationsrapporten afgør den autoriserede elinstallatørvirksomhed i hvilket omfang, en ny gennemgang af elinstallationerne er nødvendig, og hvilket reduceret vederlag, der skal betales. Den nye rapport udarbejdes til den, der har bestilt fornyelsen, og rapporten indberettes elektronisk til Sikkerhedsstyrelsen via det internetbaserede informations- og registreringssystem, jf. § 7, nr. 3, senest 14 dage efter, at den nye rapport er udarbejdet. Den nye rapport træder med virkning for fremtiden i stedet for den oprindelige.

§ 15

Ved udarbejdelse af elinstallationsrapporter vedrørende ejerlejligheder skal der foreligge elinstallationsrapporter efter denne bekendtgørelse både for ejerlejlighedens og for fællesejets elinstallationer.