Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Afsnit VI

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 17 Mentorstøtte
§ 123

Det er en betingelse for at varetage mentorfunktionen, jf. kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at medarbejderen i virksomheden, i kommunen eller på uddannelsesinstitutionen ikke udfører sine sædvanlige arbejdsfunktioner i de timer, hvor vedkommende fungerer som mentor.

§ 124

Som grundlag for udbetaling af støtte til dækning af lønomkostninger skal virksomheden henholdsvis uddannelsesinstitutionen redegøre for det faktiske timeforbrug, der er anvendt på mentorfunktionen, samt fremlægge dokumentation for eventuel køb af uddannelse til medarbejderen, f.eks. kopi af fakturaen for køb af uddannelsen.

Stk. 2 For en kommunalt ansat mentor skal kommunen redegøre for det faktiske timeforbrug, der er anvendt på mentorfunktionen.

Stk. 3 På forlangende skal virksomheden, kommunen henholdsvis uddannelsesinstitutionen til brug for myndighedernes kontrol af, om midlerne er brugt korrekt, kunne dokumentere lønomkostningerne, f.eks. ved lønsedler for mentoren eller ved oplysninger, som virksomheden har indberettet til indkomstregisteret.

§ 125

Beregningen af lønomkostninger skal ske ud fra de faktiske lønomkostninger pr. time og det faktiske timeforbrug, der er anvendt på mentorfunktionen. Dette gælder uanset, om der har været frikøbt en medarbejder på virksomheden, i kommunen eller på uddannelsesinstitutionen. For eksterne konsulenter, der udfører mentorstøtteopgaver for virksomheden, kommunen eller uddannelsesinstitutionen, opgøres udgiften til mentorstøtte som honoraret til den eksterne konsulent. Det er en betingelse, at den eksterne konsulent ikke udfører sine sædvanlige arbejdsfunktioner i de timer, hvor vedkommende fungerer som mentor.

Stk. 2 I lønomkostningerne eller honoraret kan medregnes feriepenge, pensionsbidrag og andre arbejdsgiverbidrag. Der kan ikke medregnes direkte eller indirekte omkostninger forbundet med at levere mentorydelsen. Der kan ikke medregnes lønomkostninger under mentors sygdom. Der kan ikke medregnes lønudgifter til mentors tidsforbrug til transport, ligesom der heller ikke kan medregnes befordringsudgifter til mentoren.

§ 126

Der skal være direkte kontakt mellem mentor og den person, der får mentorstøtte, i de timer, der ydes støtte til. I timeforbruget kan der ikke medregnes mentors tidsforbrug til forberedelse af mentoropgaven.

§ 127

Ved tilskud til køb af uddannelse til medarbejderen i virksomheden eller uddannelsesinstitutionen, der frikøbes til at varetage mentorfunktionen, kan mentors timeforbrug under uddannelsesforløbet ikke medregnes.

§ 128

Personer omfattet af § 1, som udskrives fra psykiatrisk indlæggelse, har ret til mentorstøtte, jf. § 167, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 Regionen skal hurtigst muligt efter at udskrivningen bliver kendt, meddele jobcenteret, at personen udskrives samt oplyse tidspunktet herfor.

Stk. 3 Jobcenteret har pligt til undersøge, om personen ønsker mentorstøtte i forbindelse med udskrivningen, og sørge for at der knyttes en mentor til personen, hvis det er tilfældet.

Kapitel 18 Befordringsgodtgørelse
§ 129

Udbetaling af befordringsgodtgørelse efter § 175 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats sker bagudrettet på baggrund af personens ansøgning. Ved udbetaling afrundes det samlede godtgørelse til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 2 Ansøgningen kan indgives løbende og skal indgives senest 4 måneder efter tilbuddets ophør.

Stk. 3 Ved befordring med færge ydes godtgørelsen for færgebefordringen på grundlag af den dobbelte afstand.

§ 130

Er personen, der deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering, indkvarteret uden for bopælen, regnes indkvarteringsstedet for bopæl, og personen har ret til daglig befordringsgodtgørelse. Det er en betingelse, at indkvartering sker på det sted, hvor tilbuddet gennemføres eller i umiddelbar nærhed heraf.

Stk. 2 Personer, der under tilbud om vejledning og opkvalificering er indkvarterede, har ret til befordringsgodtgørelse til transport frem og tilbage mellem bopæl og indkvarteringssted

  • 1) ved tilbuddets start og afslutning,

  • 2) ved søgnehelligdage og

  • 3) hver weekend.

Stk. 3 Befordringsgodtgørelse i udlandet kan alene ydes i forbindelse med deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering. Befordringsgodtgørelse kan ydes til daglig transport mellem bopæl i Danmark og det sted, hvor tilbuddet gennemføres.

Stk. 4 Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-3 udbetales efter § 175 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

§ 131

Arbejdsløshedskassen udbetaler befordringsgodtgørelse efter § 175 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og skal ved udbetalingen påse, at grundlaget for at modtage godtgørelse er til stede. Der kan ikke udbetales befordringsgodtgørelse for perioder, hvor personen er udelukket fra ret til dagpenge.