Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 19

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 19 Digital kommunikation
§ 132

Til personer omfattet af § 1 sender jobcenteret ved brug af Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere, meddelelse om følgende forhold efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og bestemmelser udstedt med hjemmel heri:

  • 1) Afgørelser, herunder afgivelse af tilbud efter lovens kapitel 11-14.

  • 2) Aktiviteter efter lovens kapitel 4, herunder henvisning til job.

  • 3) Indkaldelse til jobsamtaler efter lovens kapitel 7 og øvrige samtaler, som personen har pligt til at deltage i.

Stk. 2 Til personer omfattet af § 1, nr. 1, sender jobcenteret ved brug af Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere besked om indholdet af underretninger, som jobcenteret har sendt til personens arbejdsløshedskasse, jf. § 156.

Stk. 3 For personer, som er omfattet af et program efter integrationsloven, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse ved jobcenterets meddelelser om afgørelser, aktiviteter og indkaldelse til jobsamtaler og øvrige samtaler efter integrationsloven, som personen har pligt til at deltage i.

Stk. 4 Stk. 1-3 gælder ikke for personer, der er fritaget fra at modtage Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

§ 133

Afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, der udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling i forbindelse med varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven, kan udstedes alene med angivelse af Jobnet, VITAS, jobcenteret eller personens arbejdsløshedskasse som afsender.

Stk. 2 Afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, der ikke udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, skal indeholde entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 134

Personer omfattet af § 1, nr. 3, personer omfattet af § 1, nr. 4, som ikke er åbenlyst uddannelsesparate, og personer omfattet af § 1, nr. 5-13, skal have »Min Plan« udleveret eller tilsendt via brev, såfremt personen er fritaget fra Digital Post efter lov om digital post fra offentlige afsendere, eller hvis jobcenteret vurderer, at personen ikke kan mestre brugen af den digitale »Min Plan« på Jobnet. Det samme gælder for de aktivitetsparate efter integrationsloven.

§ 135

»Min Plan« som gøres tilgængelig digitalt, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 42, stk. 2 og 3, er uden personlig underskrift. Navnet på den medarbejder i arbejdsløshedskassen eller jobcenteret, der har udarbejdet eller revideret »Min Plan«, skal dog fremgå af »Min Plan«.

Stk. 2 »Min Plan« uden personlig underskrift, jf. stk. 1, sidestilles med »Min Plan« med personlig underskrift.

§ 136

Arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende skal via den digitale selvbetjeningsløsning VITAS indgive ansøgninger om følgende:

Stk. 2 Hvis en arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan få et CVR-nummer, skal jobcenteret tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Dette gælder tilsvarende, hvis enheder inden for Politiet og Forsvaret ikke kan anvende digital kommunikation af sikkerhedsmæssige årsager.

Stk. 3 Jobcenteret kan bistå arbejdsgiveren og den selvstændigt erhvervsdrivende med udarbejdelsen af ansøgningen i VITAS.

Stk. 4 Jobcenteret har pligt til at behandle arbejdsgiveres og selvstændigt erhvervsdrivendes ansøgninger efter stk. 1 og 2, og meddeler via VITAS arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende resultatet af sin behandling af ansøgninger, der er indgivet via VITAS. Jobcenteret meddeler endvidere via VITAS arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende resultatet af sin behandling af ansøgninger om mentorstøtte, jf. kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilskud til hjælpemidler, jf. kapitel 27 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 6 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., og tilskud til personlig assistance til handicappede i erhverv, jf. kapitel 3 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det er obligatorisk for virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende at anvende VITAS til at modtage og godkende bevillinger.

Stk. 5 Jobcenteret behandler ansøgningerne, jf. stk. 1, nr. 1-3, inden for 10 arbejdsdage.

§ 137

Når arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende selv logger på VITAS, anvendes MitID erhverv. Personligt ejede virksomheder kan anvende privat MitID, når VITAS anvendes på virksomhedens vegne.

Stk. 2 Medarbejderrepræsentanten kan i forbindelse med tilkendegivelsen efter § 65, stk. 6, § 83, stk. 6, og § 101, stk. 3, logge på VITAS med MitID Erhverv eller privat MitID. Medarbejderrepræsentanter ansat hos en kommunal arbejdsgiver kan herudover i forbindelse med høringen logge på VITAS via kommunens eget netværk.

Stk. 3 Når kommunen i forbindelse med medbetjening bistår arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende med at udarbejde ansøgninger, jf. § 136, stk. 3, kan arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejderrepræsentanten underskrive ansøgningen digitalt på anden måde end ved at logge på med MitID Erhverv eller privat MitID, eller via kommunens netværk, hvis man er kommunal arbejdsgiver. Hvis kommunen samtidig er logget på VITAS og dokumentet præsenteres for arbejdsgiver, er det herunder muligt for arbejdsgiver at underskrive med elektronisk pen.

Stk. 4 Når arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende selv er logget på VITAS, kan medarbejderrepræsentanten underskrive ansøgningen digitalt på anden måde end ved at logge på med MitID Erhverv eller privat MitID, herunder med elektronisk pen.