Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023

Kapitel 4 Bistand til job- og uddannelsessøgende og arbejdsgivere
Henvisning af jobsøgende til arbejdsgiver
§ 10

Jobcenteret og arbejdsløshedskassen kan efter aftale med en arbejdsgiver henvise en eller flere ledige til et konkret job. Der skal være overensstemmelse mellem den lediges kvalifikationer og jobprofilen.

Stk. 2 En henvisning skal som udgangspunkt være skriftlig og ske med mindst en dags varsel.

Stk. 3 Henvisningen kan i særlige situationer ske telefonisk. Den ledige gøres bekendt med, at samtalen er en henvisning til et konkret job.

Stk. 4 Der kan ske henvisning til et job, der skal påbegyndes tidligere end med en dags varsel, hvis den jobsøgende på forhånd er orienteret herom.

§ 11

For en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, skal henvisning til et konkret job være i overensstemmelse med

  • 1) § 8 om rimeligt arbejde og arbejdstid m.v. i bekendtgørelse om rådighed,

  • 2) § 9 om transporttid i bekendtgørelse om rådighed, og

  • 3) oplysninger om manglende pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje, uden for institutionens åbningstid, som personen har oplyst om forud for henvisningen, jf. § 49, stk. 2.

§ 12

For en person, der er omfattet af § 1, nr. 2-5 og 7-9, skal henvisning til et konkret job ske under hensyn til, at personen kan varetage jobbet. Under hensyn til rådighedsreglerne, jf. stk. 2, skal henvisningen til jobbet være i overensstemmelse med

  • 1) den transporttid, personen må acceptere,

  • 2) oplysninger om børnepasningsproblemer,

  • 3) oplysninger om helbredsmæssig problemer m.v. i forhold til jobbet, og

  • 4) andre rimelige grunde.

Stk. 2 Rådighedsreglerne fremgår af bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager overgangsydelse eller uddannelseshjælp som uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparate og af bekendtgørelse om rådighed for personer der ansøger om eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate.

Stk. 3 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis jobcenteret iværksætter særlige aktiviteter.

Underretning ved henvisninger
§ 13

En arbejdsgiver, der har fået henvist en jobsøgende, har pligt til straks at give jobcenteret eller arbejdsløshedskassen meddelelse om resultatet af henvisningen, herunder hvis den jobsøgende ikke er blevet ansat, eller hvis arbejdsforholdet afbrydes umiddelbart efter arbejdsforholdets påbegyndelse.

Pålæg om at søge konkrete job
§ 14

Jobcenteret og arbejdsløshedskassen kan pålægge personer omfattet af § 1, nr. 1, 2 og personer omfattet af § 1, nr. 4, som vurderes åbenlyst uddannelsesparate, at søge konkrete job, hvor arbejdsgiveren ikke har aftalt med jobcenteret, at der sker henvisning af jobsøgende. Jobcenteret kan pålægge personer omfattet § 1, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, at søge relevante konkrete fleksjob.

Stk. 2 Pålæg om at søge konkrete job skal som udgangspunkt være skriftlig. Det kan dog i særlige situationer ske telefonisk, under forudsætning af at den ledige under samtalen gøres bekendt med, at jobcenteret eller arbejdsløshedskassen pålægger personen at søge konkrete job.

Særlige aktiviteter
§ 15

Jobcenteret kan iværksætte særlige aktiviteter, der medvirker til, at jobsøgende finder job, og arbejdsgivere rekrutterer arbejdskraft, jf. § 17 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 Personer omfattet af § 1, nr. 1, 2 og personer omfattet af § 1, nr. 4, som vurderes åbenlyst uddannelsesparate, har pligt til at møde til særlige aktiviteter på eller arrangeret af jobcenteret, hvis jobcenteret indkalder vedkommende skriftligt og personligt.

Stk. 3 Kommunen skal fastsætte nærmere retningslinjer for muligheden for støtte til befordringsgodtgørelse i forbindelse med jobsøgning.