Bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning for selvstændige ramt af én eller flere COVID-19-relaterede restriktioner § 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1086 af 27. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1524 af 28. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2730 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 321 af 11. marts 2022, bekendtgørelse nr. 614 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1351 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1645 af 21. december 2022

§ 7

Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at den selvstændige for det indkomstår, henholdsvis 2020 og 2021, der modtages kompensation for, har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at den selvstændiges virksomhed ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med den selvstændiges virksomhed, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 2 Såfremt den selvstændiges virksomhed indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem den selvstændiges virksomhed og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 1, som hovedformål eller et af hovedformålene.