Bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning fra og med den 1. marts 2021 for selvstændige i økonomisk krise som følge COVID-19 Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 604 af 08. april 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 980 af 18. maj 2021, bekendtgørelse nr. 1525 af 28. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2720 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 318 af 11. marts 2022, bekendtgørelse nr. 621 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1354 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1641 af 21. december 2022

Kapitel 3 Kompensationsberettiget tab og krav
§ 4

Der kan efter reglerne i denne bekendtgørelse ydes kompensation til dækning af det forventede omsætningstab, jf. § 1, hvis betingelserne i stk. 2-7 er opfyldt.

Stk. 2 Den selvstændige, og evt. medarbejdende ægtefælle skal være registreret i det Centrale Personregister (CPR).

Stk. 3 Den selvstændige må maksimalt have 25 fuldtidsansatte. Deltidsansatte medregnes forholdsmæssigt i opgørelsen af fuldtidsansatte, jf. § 2, nr. 6. Virksomhedsejer og medarbejdende ægtefælle tæller ikke med.

Stk. 4 Den selvstændiges omsætning skal være på mindst 8.000 kr. i gennemsnit pr. måned i kalenderåret 2019, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 For selvstændige, der ikke har haft aktivitet i hele kalenderåret 2019, gælder følgende:

  • 1) For selvstændige med CVR-nr. registeret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) forud for den 10. marts 2019, danner perioden fra og med den 10. marts 2019 til og med den 9. marts 2020 grundlag for gennemsnitsberegningen i stk. 4.

  • 2) For selvstændige med CVR-nr. registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) efter den 10. marts 2019, danner en periode på 12 kalendermåneder grundlag for gennemsnitsberegningen. Perioden må senest løbe til og med den 30. november 2020.

  • 3) For selvstændige, der ikke har haft omsætning i hele perioden omtalt i nr. 2, danner perioden fra og med stiftelsesdatoen til og med den 30. november 2020, grundlag for gennemsnitsberegningen, jf. dog nr. 4. Gennemsnitsberegningen skal minimum dække en hel måned.

  • 4) For selvstændige for hvem der grundet særlige omstændigheder, som fx alvorlig sygdom eller barsel, ikke er registreret omsætning i perioderne omtalt i nr. 1-3, kan der søges om at anvende en anden periode på minimum en hel måned samt begrundelse herfor. Perioden må senest løbe til og med den 30. november 2020.

Stk. 6 Der kan ansøges om kompensation for følgende perioder, jf. dog stk. 7:

  • 1) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 5. april 2021.

  • 2) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 30. april 2021.

  • 3) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 15. maj 2021.

  • 4) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 31. maj 2021.

  • 5) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 30. juni 2021.

  • 6) Fra og med den 1. maj 2021 til og med den 30. juni 2021.

Stk. 7 Selvstændige med forbud mod at holde åbent, jf. § 2, nr. 11, kan vælge at søge kompensation alene for den periode, den selvstændige har eller har haft forbud mod at holde åbent, såfremt perioden udgør minimum 14 dage. Det er en forudsætning for ansøgning om kompensation efter 1. pkt., at den selvstændige ikke har haft omsætning i perioden, der ansøges om kompensation for.

Stk. 8 Drives en virksomhed i et selskab, er det selskabet, der kan opnå kompensation efter stk. 1.

Kompensationens størrelse
§ 5

Der ydes kompensation for 90 pct. af det forventede omsætningstab for den selvstændiges virksomhed, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 Selvstændige med forbud mod at holde åbent, jf. § 2, nr. 11, kompenseres med 100 pct. af det forventede omsætningstab for den periode forbuddet er gældende, hvis den selvstændige ikke har haft omsætning i denne periode, jf. dog stk. 3 og 4. Selvstændige kan uafhængigt af størrelsen på det samlede omsætningstab i kompensationsperioden, kompenseres efter 1. pkt., såfremt forbuddet er gældende i minimum 14 dage.

Stk. 3 Der kan opnås kompensation på op til 23.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, jf. dog stk. 4-5.

Stk. 4 Der kan ansøges om kompensation på op til 30.000 kr. pr. måned pr. selvstændig, jf. dog 2. pkt.  Selvstændige, der har mindst én fuldtidsbeskæftiget ansat, jf. § 4, stk. 3, som har været ansat i hele kompensationsperioden, kan ansøge om kompensation på op til 33.000 kr. pr. måned pr. selvstændig. Kompensationsudbetaling efter 1. og 2. pkt. er betinget af, at den selvstændige i maksimalt trækker 23.000 kr. ud af virksomheden i kompensationsperioden pr. hele måned, den selvstændige modtager kompensation, jf. § 4, stk. 6.

Stk. 5 Såfremt en selvstændig har en medarbejdende ægtefælle, hæves loftet for den maksimale kompensation forholdsmæssigt. Der kan dog maksimalt ansøges om kompensation på op til 23.000 kr. for den medarbejdende ægtefælle.

Stk. 6 Kompensation efter denne bekendtgørelse er omfattet af reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak sektion 3.1, hvorefter der ifølge punkt 22(a), kan tildeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 2.300.000 EUR for kompensationsordninger omfattet heraf indtil den 30. juni 2022. I medfør af reglerne i sektion 3.1 punkt 23(a), kan der indtil den 30. juni 2022 tildeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 345.000 EUR for virksomheder inden for fiskeri- og akvakultursektoren og maksimalt 290.000 EUR til virksomheder, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter. Ved beregning af de i denne bekendtgørelse omhandlede støttetærskler for kompensation under Temporary Framework skal alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én virksomhed, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108. I medfør af reglerne i sektion 3.1 punkt 22(ca), er mikro og små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, der den 31. december 2019 var kriseramt, som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014, ikke berettigede til kompensation, såfremt virksomheden på tidspunktet for afgørelse om kompensation er underlagt konkursbehandling, og virksomheden har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte.

§ 6

Kompensation efter § 5, stk. 1-5, er betinget af, at den selvstændiges indkomst for indkomståret 2021 ikke overstiger 800.000 kr.

Stk. 2 Til indkomsten efter stk. 1 og 4 medregnes summen af den selvstændiges:

  • 1) personlige indkomst,

  • 2) aktieindkomst fra selskaber, hvis omsætning indgår i grundlaget for kompensation, og

  • 3) skattepligtige overskud fra selvstændig virksomhed i virksomhedsordningen.

Stk. 3 For selskaber med flere virksomhedsejere, der er selvstændige efter § 2, nr. 2, gælder betingelsen i stk. 1, jf. stk. 2, for den del af kompensationen, der forholdsmæssigt kan opnås for den pågældende virksomhedsejer.

Stk. 4 Kompensationen efter § 5, stk. 5, er betinget af, at den medarbejdende ægtefælles indkomst, jf. stk. 2, for indkomståret 2021 ikke overstiger 800.000 kr. Der kan dog fortsat opnås kompensation efter § 5, stk. 1-3, såfremt kravene hertil er opfyldt.

§ 7

Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at den selvstændige for indkomståret 2021, har betalt eller vil betale den skat, som denne er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at den selvstændiges virksomhed ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med den selvstændiges virksomhed, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 2 Såfremt den selvstændiges virksomhed indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem den selvstændiges virksomhed og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 1, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§ 8

Der ydes ikke kompensation for tab, som godtgøres den selvstændige på anden vis, herunder ved forsikring, andre offentlige refusioner eller anden statslig kompensationsordning i anledning af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Der ydes ikke kompensation for omsætningstab som med rimelighed kunne være afværget.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i omsætning må anses at være forårsaget af, at den selvstændige uretmæssigt har undladt at henføre omsætning til kompensationsperioden eller uretmæssigt har henført for stor indkomst til referenceperioden.