Bekendtgørelse om filialer af tredjelandsforsikringsselskaber Kapitel 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1018 af 25. august 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1168 af 31. oktober 2017

Kapitel 13 Forsikringsselskaber med hjemsted i Schweiz m.v.
§ 26

For forsikringsselskaber med hjemsted i Schweiz, der lovligt udøver forsikringsvirksomhed omfattet af bilag 7 i lov om finansiel virksomhed, finder bestemmelserne i §§ 2-25 anvendelse med følgende modifikationer:

  • 1) Selskabet kan uanset bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, udøve forsikringsvirksomhed her i landet gennem en filial, såfremt selskabet er etableret i overensstemmelse med lovgivningen i Schweiz.

  • 2) En generalagent eller en af generalagenten udpeget repræsentant med indfødsret i Schweiz skal ikke opfylde kravet i § 10, stk. 1, nr. 2, om at have været bosiddende her i landet de seneste to år.

  • 3) Bestemmelserne i § 14, stk. 2, og § 16 finder ikke anvendelse.

  • 4) Bestemmelsen om registrering af aktiver i § 167 i lov om finansiel virksomhed finder kun anvendelse, hvis selskabet har tilladelse til at udøve lovpligtig arbejdsskadeforsikring eller hvor registrering foreskrives i medfør af § 23, stk. 3, eller § 24, stk. 3, som en foranstaltning.

Stk. 2 Et selskab omfattet af stk. 1 kan kun få tilladelse til at udøve forsikringsvirksomhed inden for den forsikringsklasse, som selskabet udøver forsikringsvirksomhed inden for i Schweiz.

§ 27

For forsikringsselskaber med hjemsted i Schweiz, der lovligt udøver forsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 i lov om finansiel virksomhed, og for forsikringsselskaber med hjemsted i et land, der var berettiget til at udøve virksomhed her i landet den 30. september 1975, finder bestemmelserne i §§ 2-25 anvendelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 De aktiver, som efter § 16, nr. 3, 2. pkt., skal være lokaliseret her i landet, skal mindst udgøre halvdelen af minimumskapitalkravet.