Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

Kapitel 3 Indregning og måling
Generelle bestemmelser
§ 40

Balancen består af indregnede aktiver, indregnede forpligtelser, herunder hensatte forpligtelser, og egenkapitalen, der udgør forskellen mellem disse aktiver og forpligtelser. Ved passiver forstås summen af egenkapital og indregnede forpligtelser.

§ 41

Virksomheden skal måle aktiver og passiver til dagsværdi, medmindre andet er fastsat specifikt i dette kapitel. Virksomheden skal op- og nedskrive aktiver og forpligtelser i overensstemmelse hermed, og indregne op- og nedskrivninger i resultatopgørelsen, medmindre andet er fastsat specifikt i dette kapitel.

§ 42

Virksomheden skal indregne et aktiv i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden, og aktivets værdi kan måles pålideligt.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne en forpligtelse i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil fragå virksomheden, og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt.

Stk. 3 Virksomheden skal ved indregning og måling af aktiver og forpligtelser tage hensyn til oplysninger, der fremkommer efter balancedagen, men inden regnskabet udarbejdes, hvis oplysningerne bekræfter eller afkræfter forhold, som er opstået senest på balancedagen.

§ 43

Dagsværdien af et aktiv eller en forpligtelse er den noterede pris på et aktivt marked for det pågældende aktiv eller den pågældende forpligtelse.

Stk. 2 Hvis der ikke forefindes et aktivt marked, skal virksomheden måle dagsværdien ved anvendelse af en egnet værdiansættelsesteknik, der inddrager alle de tilgængelige data, som markedsdeltagere må antages at ville tage i betragtning ved en prisfastsættelse. Virksomheden skal ved måling af dagsværdien maksimere anvendelsen af relevante observerbare data og minimere anvendelsen af ikke-observerbare data.

§ 44

Virksomheden skal omregne transaktioner, der er gennemført i en anden valuta end virksomhedens funktionelle valuta til den funktionelle valuta efter valutakursen på transaktionsdagen.

Stk. 2 Virksomheden skal omregne monetære poster i en anden valuta end virksomhedens funktionelle valuta til den funktionelle valuta efter lukkekursen for valutaen på balancedagen.

Stk. 3 Virksomheden skal omregne ikke-monetære poster i en anden valuta end virksomhedens funktionelle valuta til den funktionelle valuta efter valutakursen på transaktionsdagen, hvis posten er indregnet på basis af kostprisen.

Stk. 4 Virksomheden skal omregne ikke-monetære poster i en anden valuta end virksomhedens funktionelle valuta til den funktionelle valuta efter lukkekursen på balancedagen, hvis posten er indregnet på basis af dagsværdien.

Stk. 5 Stk. 1-4 gælder tilsvarende for en udenlandsk enhed, hvis aktiviteter indgår i regnskabet, og som har en funktionel valuta, der afviger fra den regnskabsaflæggende virksomheds funktionelle valuta.

Stk. 6 Virksomheden skal indregne valutakursforskelle opstået ved afhændelse af aktiver eller afvikling af forpligtelser omfattet af stk. 2-4 eller omregning efter stk. 1-4 i resultatopgørelsen.

Stk. 7 Afviger præsentationsvalutaen fra virksomhedens eller en udenlandsk enheds funktionelle valuta, skal virksomheden omregne den eller de funktionelle valuta(er) til præsentationsvalutaen efter følgende regler:

  • 1) Resultatopgørelsesposter omregnes efter valutakursen på transaktionsdagen.

  • 2) Balanceposter omregnes efter lukkekursen på balancedagen.

Stk. 8 Virksomheden skal indregne valutakursforskelle opstået ved omregning efter stk. 7 i anden totalindkomst, jf. § 88, stk. 2, og overføre dem til en særskilt post under egenkapitalen.

Stk. 9 Virksomheden skal foretage indregning, måling og oplysninger i monetære enheder i danske kroner eller i euro. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at årsregnskabets præsentationsvaluta er en anden end danske kroner eller euro.

Finansielle instrumenter
§ 45

Virksomheden skal indregne finansielle aktiver og finansielle forpligtelser i balancen, når virksomheden bliver underlagt det finansielle instruments kontraktmæssige bestemmelser.

§ 46

Virksomheden skal ophøre med at indregne et finansielt aktiv, der er solgt eller på anden måde overdraget til en anden part, i balancen. Virksomheden skal ophøre med at indregne en del af et finansielt aktiv i balancen, hvis der er solgt eller overdraget en entydigt defineret andel af aktivet.

Stk. 2 Virksomheden kan ved køb eller salg af finansielle aktiver på sædvanlige markedsbetingelser vælge på ensartet måde for samtlige køb og salg at indregne og ophøre med indregning af aktiverne i balancen enten på handelsdatoen eller på afregningsdatoen.

Stk. 3 Virksomheden skal samtidig med indregningen af det finansielle aktiv indregne en forpligtelse svarende til den aftalte pris, hvis handelsdatoen anvendes som indregningsdato, jf. stk. 2. Virksomheden skal tilsvarende ved salg af et finansielt aktiv indregne et aktiv svarende til den aftalte pris. Denne forpligtelse eller dette aktiv ophører med at være indregnet i balancen på afregningsdatoen.

Stk. 4 Virksomheden skal indregne ændringer i værdien af det erhvervede eller solgte aktiv i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen som et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse, hvis afregningsdatoen anvendes som indregningsdato, jf. stk. 2. Virksomheden må ikke indregne værdiændringer i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen for et aktiv, som efter første indregning måles til kostpris eller amortiseret kostpris.

Stk. 5 Virksomheden skal uanset stk. 1 bibeholde et finansielt aktiv, der overdrages på en måde, der indebærer, at virksomheden i væsentligt omfang bevarer risikoen og adgangen til afkast (betalingsstrømme) forbundet med aktivet, i balancen. Virksomheden skal indregne en finansiel forpligtelse svarende til den betaling, der er modtaget i forbindelse med overdragelsen ved en sådan overdragelse.

§ 47

Virksomheden skal ophøre med at indregne finansielle forpligtelser i balancen, når forpligtelsen ophører. Det vil sige, når den pligt, der er anført i kontrakten, er opfyldt, annulleret eller udløbet.

§ 48

Virksomheden skal modregne og præsentere finansielle aktiver og finansielle forpligtelser med nettobeløbet uanset forbuddet mod modregning i § 188, stk. 1, nr. 8, i lov om finansiel virksomhed, når følgende betingelser er opfyldt

  • 1) virksomheden har ret til at modregne i forhold til modparten og

  • 2) virksomheden har til hensigt at afhænde aktivet og afvikle forpligtelsen ved modregning eller afhænde aktivet og afvikle forpligtelsen samtidigt.

§ 49

Virksomheden skal måle finansielle instrumenter til dagsværdi på tidspunktet for første indregning.

Stk. 2 Virksomheden skal dog ved første indregning måle finansielle forpligtelser samt udlån og tilgodehavender, som efter første indregning løbende måles til amortiseret kostpris, jf. §§ 51 og 52, til dagsværdi med tillæg af de transaktionsomkostninger og fradrag for de modtagne gebyrer og provisioner, som er direkte forbundet med erhvervelsen eller udstedelsen af det finansielle instrument.

§ 50

Virksomheden skal efter første indregning løbende måle finansielle instrumenter til dagsværdi.

Stk. 2 Virksomheden skal dog måle unoterede kapitalandele til kostpris med fradrag af nedskrivninger, jf. stk. 3, hvis deres dagsværdi ikke kan måles pålideligt. Tilsvarende gælder for afledte finansielle instrumenter, hvis værdi er afledt af sådanne kapitalandele.

Stk. 3 Virksomheden skal nedskrive finansielle aktiver omfattet af stk. 2 med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger diskonteret med den gældende markedsrente for lignende finansielle aktiver, hvis der er indtruffet objektiv indikation for værdiforringelse. Virksomheden må ikke tilbageføre sådanne nedskrivninger.

§ 51

Virksomheden kan efter første indregning løbende måle ikke-afledte finansielle forpligtelser til amortiseret kostpris uanset § 50, stk. 1, forudsat, at der ikke er tale om

  • 1) at måling til dagsværdi eliminerer eller væsentligt reducerer en måle- eller indregningsmæssig inkonsistens, som ellers ville opstå på grund af måling eller indregning efter forskellige grundlag,

  • 2) at de pågældende forpligtelser indgår i et risikostyringssystem eller en investeringsstrategi, der baserer sig på dagsværdier, og indgår på dette grundlag i virksomhedens interne ledelsesrapportering, eller

  • 3) at de pågældende forpligtelser indeholder et indbygget afledt finansielt instrument, som

    • a) i væsentlig grad ændrer pengestrømmene på de pågældende forpligtelser og

    • b) alternativt ville skulle udskilles og måles separat til dagsværdi.

Stk. 2 Virksomheden kan ikke efterfølgende måle finansielle forpligtelser, som efter stk. 1 er målt til amortiseret kostpris, til dagsværdi.

§ 52

Virksomheden kan uanset § 50, stk. 1, efter første indregning løbende måle udlån og tilgodehavender til amortiseret kostpris, forudsat, at der ikke er tale om

  • 1) at måling til dagsværdi eliminerer eller væsentligt reducerer en måle- eller indregningsmæssig inkonsistens, som ellers ville opstå på grund af måling eller indregning efter forskellige grundlag,

  • 2) at de pågældende udlån og tilgodehavender indgår i et risikostyringssystem eller en investeringsstrategi, der baserer sig på dagsværdier, og indgår på dette grundlag i virksomhedens interne ledelsesrapportering, eller

  • 3) at de pågældende udlån og tilgodehavender indeholder et indbygget afledt finansielt instrument, som

    • a) i væsentlig grad ændrer pengestrømmene på de pågældende udlån og tilgodehavender og

    • b) alternativt ville skulle udskilles og måles separat til dagsværdi.

Stk. 2 Virksomheden kan ikke efterfølgende måle udlån og tilgodehavender, som efter stk. 1 er målt til amortiseret kostpris, til dagsværdi.

Stk. 3 Virksomheden skal nedskrive udlån og tilgodehavende omfattet af stk. 1 med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger diskonteret med udlånets eller tilgodehavendets oprindelige effektive rente, hvis der er indtruffet objektiv indikation på værdiforringelse. Virksomheden skal tilbageføre nedskrivningen tilsvarende, hvis en efterfølgende begivenhed bevirker, at værdiforringelsen er reduceret helt eller delvist. Virksomheden skal indregne tilbageførsel i resultatopgørelsen.

§ 53

Virksomheden må ikke indregne egne aktier samt øvrige egne egenkapitalinstrumenter som et aktiv. Virksomheden skal indregne anskaffelser eller salg af egne aktier og øvrige egne egenkapitalinstrumenter som en ændring i egenkapitalen. Virksomheden skal indregne en forpligtelse til at købe egne egenkapitalinstrumenter som en forpligtelse af samme størrelse som den aftalte købesum.

Stk. 2 Virksomheden må ikke indregne egne gældsinstrumenter som et aktiv. Virksomheden skal indregne anskaffelser eller salg af egne gældsinstrumenter som en ændring i den pågældende forpligtelse.

Dattervirksomheder og associerede virksomheder
§ 54

Virksomheden skal indregne og måle andele i dattervirksomheder og associerede virksomheder til virksomhedernes regnskabsmæssige indre værdi. Virksomheden skal opgøre virksomhedernes indre værdi efter den regnskabsaflæggende virksomheds egen regnskabspraksis.

Stk. 2 Virksomheden skal opføre summen af de til kapitalandelene svarende andele i de tilknyttede og associerede virksomheders resultat i resultatopgørelsen under posten Indtægter fra tilknyttede virksomheder, henholdsvis posten Indtægter fra associerede virksomheder.

Stk. 3 Virksomheden skal opskrive eller nedskrive den regnskabsmæssige værdi af kapitalandelene med beløbene nævnt i stk. 2 samt med de eventuelle reguleringer af de tilknyttede og associerede virksomheders regnskabsmæssige indre værdi, der er ført som kapitalbevægelser i de tilknyttede og associerede virksomheder. Virksomheden skal fratrække udbytte til moderselskabet henholdsvis virksomheden i den regnskabsmæssige indre værdi af de tilknyttede og associerede virksomheder.

Stk. 4 Virksomheden skal henlægge et beløb svarende til den samlede nettoopskrivning, jf. stk. 3, til reserven for nettoopskrivning efter indre værdis metode under passivpost 4.3, Andre henlæggelser. Virksomheden må ikke indregne reserven med et negativt beløb. Virksomheden må ikke anvende reserven for nettoopskrivning efter indre værdis metode som udbytte eller udlodning.

Stk. 5 Stk. 4 finder ikke anvendelse på virksomheder, der driver direkte livsforsikringsvirksomhed.

Stk. 6 Virksomheden skal behandle en eventuel forskel mellem kostprisen og indre værdi ved erhvervelsen af en dattervirksomhed efter § 156, stk. 2-4.

Stk. 7 Virksomheden skal behandle en eventuel forskel mellem kostprisen og indre værdi ved erhvervelsen af en associeret virksomhed efter § 156, stk. 2-4. Virksomheden skal dog indregne et eventuelt goodwill-beløb som en del af værdien af den associerede virksomhed og ikke som et aktiv under immaterielle aktiver.

§ 55

Virksomheden skal uanset § 54 måle dattervirksomheder og associerede virksomheder, der er i midlertidig besiddelse, jf. § 11, til den laveste værdi af værdien opgjort efter § 54 og dagsværdien med fradrag af omkostninger ved salg.

Stk. 2 Virksomheden må ikke foretage afskrivninger på aktiver i dattervirksomheder og associerede virksomheder omfattet af stk. 1.

Materielle anlægsaktiver
§ 56

Virksomheden skal på tidspunktet for første indregning måle materielle anlægsaktiver, som forventes at skulle benyttes i mere end ét regnskabsår, til kostpris.

Stk. 2 Virksomheden skal medregne alle omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar til at blive taget i brug, eller som direkte kan henføres til det fremstillede aktiv, i kostprisen.

§ 57

Virksomheden skal efter første indregning måle driftsmidler, som er materielle anlægsaktiver, der besiddes til brug i virksomheden, bortset fra domicilejendomme, jf. § 59, til kostprisen med fradrag af akkumulerede afskrivninger og akkumulerede nedskrivninger ved værdiforringelse.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne afskrivninger i resultatopgørelsen. Virksomheden skal opgøre afskrivninger som den systematiske fordeling over aktivets forventede brugstid af aktivets kostpris med fradrag af den restværdi, som aktivet forventes at kunne indbringe ved udgangen af brugstiden. Virksomheden skal måle afskrivningsgrundlaget på ibrugtagningstidspunktet samt ved efterfølgende ændringer i de elementer, der indgår i afskrivningsgrundlaget.

Stk. 3 Virksomheden skal foretage nedskrivning for tab ved værdiforringelse, hvis det vurderes, at aktivets genindvindingsværdi er lavere end den regnskabsmæssige værdi efter foretagne afskrivninger. Virksomheden skal tilbageføre nedskrivningen, hvis der ikke længere er grundlag for nedskrivningen.

Stk. 4 Virksomheden kan efter første indregning måle en gruppe af materielle anlægsaktiver til omvurderet værdi efter reglerne for domicilejendomme i § 59. Virksomheden skal i så fald måle alle aktiver tilhørende den pågældende gruppe efter denne metode.

§ 58

Virksomheden skal efter første indregning løbende måle investeringsejendomme samt andre materielle anlægsaktiver, der ikke besiddes til virksomhedens eget brug, til dagsværdi.

Stk. 2 Virksomheden skal opgøre dagsværdien i overensstemmelse med bilag 7.

§ 59

Virksomheden skal efter første indregning løbende måle domicilejendomme til omvurderet værdi, som er dagsværdien på omvurderingstidspunktet med fradrag af efterfølgende akkumulerede afskrivninger og efterfølgende tab ved værdiforringelse. Virksomheden skal foretage omvurdering så hyppigt, at den regnskabsmæssige værdi ikke afviger væsentligt fra domicilejendommens dagsværdi på balancetidspunktet.

Stk. 2 Virksomheden skal opgøre dagsværdien på balancedagen i overensstemmelse med bilag 7.

Stk. 3 Virksomheden skal indregne stigninger i en domicilejendoms omvurderede værdi i anden totalindkomst, jf. § 88, stk. 2, og overføre stigningen til passivpost 3. Opskrivningshenlæggelser under egenkapitalen, medmindre stigningen modsvarer en værdinedgang, der tidligere er indregnet i resultatopgørelsen, jf. stk. 4.

Stk. 4 Virksomheden skal indregne fald i en domicilejendoms omvurderede værdi i resultatopgørelsen, medmindre faldet modsvarer en værdistigning, der tidligere er indregnet i anden totalindkomst, jf. stk. 3. Virksomheden skal i så fald indregne værdifaldet i anden totalindkomst og overføre faldet som en reduktion i passivpost 3. Opskrivningshenlæggelser under egenkapitalen.

Stk. 5 Virksomheden skal indregne afskrivninger baseret på den seneste omvurderede værdi, jf. § 57, stk. 2, 2. pkt. i resultatopgørelsen.

§ 60

Virksomheden skal måle materielle anlægsaktiver omfattet af § 11 om aktiver i midlertidig besiddelse til det laveste beløb af regnskabsmæssig værdi og dagsværdi med fradrag af omkostninger ved salg.

Stk. 2 Virksomheden skal ikke foretage afskrivninger på materielle anlægsaktiver omfattet af stk. 1.

Immaterielle aktiver
§ 61

Virksomheden skal på tidspunktet for første indregning måle immaterielle aktiver til kostpris, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Virksomheden må kun indregne udviklingsomkostninger som et immaterielt aktiv, hvis der foreligger dokumentation for,

  • 1) at der er teknisk mulighed for færdiggørelse af det immaterielle aktiv, således at det kan anvendes,

  • 2) at virksomheden har til hensigt at færdiggøre det immaterielle aktiv,

  • 3) at virksomheden evner at anvende det immaterielle aktiv,

  • 4) at det immaterielle aktiv vil frembringe sandsynlige økonomiske fordele i fremtiden, der som minimum svarer til de afholdte omkostninger, og

  • 5) at virksomheden på pålidelig måde kan måle de omkostninger, der kan henføres til det immaterielle aktiv i løbet af dets udvikling.

Stk. 3 Virksomheden må ikke indregne internt oparbejdede mærkenavne, kundelister og lignende, forskningsomkostninger, stiftelses- og etableringsomkostninger, uddannelsesomkostninger, markedsføringsomkostninger, flytte- og omorganiseringsomkostninger samt internt oparbejdet goodwill som aktiv.

§ 62

Virksomheden skal efter første indregning måle immaterielle aktiver til kostpris med fradrag af akkumulerede afskrivninger, hvis aktivet vurderes at have en endelig brugstid, og akkumulerede tab ved værdiforringelse, jf. § 57, stk. 2 og 3.

Leasing
§ 63

Leasingtager skal indregne et leasingaktiv og en leasingforpligtelse på det tidspunkt, hvor leasingtager opnår brugsretten til aktivet.

Stk. 2 Ved første indregning skal leasingtager måle aktivet til nutidsværdien af leasingforpligtelsen inkl. omkostninger. Leasingtager skal samtidig indregne nutidsværdien af de aftalte leasingbetalinger som en forpligtelse.

Stk. 3 Leasingtager skal anvende leasingkontraktens interne rente, hvis det er muligt at bestemme denne, ved beregning af nutidsværdien. Leasingtager skal i modsat fald anvende leasingtagers marginale lånerente.

Stk. 4 Leasingtager kan vælge, men er ikke forpligtet til, at indregne leasingkontrakter vedrørende immaterielle aktiver. Leasingtager kan udelade aktiver leaset på kontrakter af kort varighed samt leasede aktiver med lav værdi.

Stk. 5 Leasingtager skal i forbindelse med aktiver leaset af en dattervirksomhed eller en associeret virksomhed, som indregnes til indre værdi, jf. § 54, foretage de elimineringer, der er fornødne for at give et retvisende billede af resultat, aktiver og forpligtelser knyttet til henholdsvis leasingkontrakt og de pågældende ejerandele. Leasingtager skal beskrive den anvendte fremgangsmåde i en note.

Stk. 6 Leasingtager skal efter første indregning måle leasede aktiver hos leasingtager efter principperne i §§ 57, 58, 60 eller 62 afhængig af karakteren af det leasede aktiv. Leasingtager skal efter første indregning måle leasede ejendomme, der anvendes i leasingtagers drift, efter principperne i § 57 eller § 59. Leasingtager skal præsentere leasingaktiver i balancen i samme post som tilsvarende ejede aktiver. Leasingtager skal specificere fordelingen i en note.

Stk. 7 Leasinggiver skal indregne aktiver vedrørende finansielle leasingkontrakter som et tilgodehavende, hvis værdi svarer til nettoinvesteringen i leasingaftalen.

Stk. 8 Leasinggiver skal indregne aktiver, der indgår i en operationel leasingkontrakt, i balancen i henhold til principperne i §§ 56-62 afhængig af karakteren af det leasede aktiv. Leasinggiver skal indtægtsføre betalinger fra en operationel leasingkontrakt løbende over leasingperioden eller på et andet systematisk grundlag.

Forsikringsforpligtelser
§ 64

Virksomheden skal indregne forsikringsforpligtelser i balancen fra det tidspunkt, hvor forsikringsrisikoen overgår til virksomheden.

§ 65

Virksomheden skal fjerne en forsikringsforpligtelse eller en del heraf fra balancen, når den er ophørt. Dette er tilfældet, når forsikringsforpligtelsen, som den er specificeret i kontrakten, er opfyldt, ophævet eller udløbet.

§ 66

Virksomheden skal opgøre hensættelser til forsikringsforpligtelser således, at de under hensyntagen til, hvad der med rimelighed kan forudses, er tilstrækkelige til at dække samtlige virksomhedens forsikringsforpligtelser.

Stk. 2 Virksomheden skal ikke regulere hensættelser til forsikringsforpligtelser for ændringer, der skyldes ændringer i virksomhedens egen kreditrisiko.

§ 67

Virksomheden skal foretage de nutidsværdiberegninger, der indgår i opgørelsen af hensættelser til forsikringsforpligtelser, ved anvendelse af den relevante risikofri rentekurve, der offentliggøres af EIOPA i medfør af artikel 77 e, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF.

Stk. 2 Virksomheden kan i stedet for at anvende den rentekurve, der er nævnt i stk. 1, anvende en rentekurve, der er udarbejdet efter principper og på basis af et datagrundlag, der må antages at føre til en kurve, der så vidt muligt ikke afviger fra rentekurven nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Hvis virksomheden har fået tilladelse efter § 126 e, stk. 2 eller 3, i lov om finansiel virksomhed til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering af den rentekurve, der er nævnt i stk. 1, kan en tilsvarende tilpasning eller justering anvendes i nutidsværdiberegningerne.

Hensættelser til livsforsikringsforpligtelser
§ 68

Virksomheden skal opgøre passivposten, Livsforsikringshensættelser, til nutidsværdien af bedste skøn af de forventede betalingsstrømme, der afstedkommes af de livsforsikringer og investeringskontrakter, som virksomheden har indgået. Virksomheden skal lade de forventede betalingsstrømme indbefatte:

  • 1) Forventede ydelser til forsikringstagere og parter i investeringskontrakter.

  • 2) Forventede fremtidige præmier for indgåede livsforsikringer og investeringskontrakter.

  • 3) Forventede omkostninger til at administrere forsikringerne og investeringskontrakterne indtil disses udløb.

  • 4) Forventede betalinger som følge af forsikringstagernes udnyttelse af optioner som tilbagekøb eller præmieophør.

  • 5) Pensionsafkastskat, som forventes betalt på vegne af forsikringstagere og parter i investeringskontrakter.

Stk. 2 Virksomheden skal fastlægge bedste skøn af betalingsstrømmene efter stk. 1 ved anvendelse af en simulationsmodel eller en ækvivalent analytisk eller numerisk metode, der inddrager variable, der kan påvirke betalingsstrømmene, på basis af en sandsynlighedsvægtning af et tilstrækkeligt antal realistiske scenarier for udviklingen i de relevante variable eller ved anvendelse af de metoder, der er beskrevet i § 67.

Stk. 3 Virksomheden skal lade Livsforsikringshensættelser indeholde en risikomargen, som er det beløb, virksomheden forventeligt vil skulle betale en anden forsikringsvirksomhed for at denne vil overtage risikoen for, at omkostningerne ved at afvikle virksomhedens bestand af livsforsikringer og investeringskontrakter afviger fra den opgjorte nutidsværdi af de forventede betalingsstrømme ud over beløbet efter stk. 1.

§ 69

Virksomheden kan indirekte opgøre værdien af bonus for forsikringer og investeringskontrakter med bonusret som værdien af de aktiver, der er til rådighed for opfyldelsen af bonusretten, efter hensyntagen til:

  • 1) Nutidsværdien af de garanterede ydelser, jf. bilag 1, nr. 49, inklusive eventuelle forhøjelser efter stk. 4, 2. pkt.

  • 2) Risikomargen.

  • 3) Nutidsværdien af den forventede fremtidige fortjeneste på forsikringerne opgjort ud fra de regler for fordeling af overskud, der gælder for forsikringerne og investeringskontrakterne.

Stk. 2 Virksomheden kan ikke lade den del af værdien af de forsikredes bonusret, der er kollektivt bonuspotentiale, jf. bilag 1, nr. 54, være mindre end nul. Virksomheden kan ikke lade den del, der er individuelle bonuspotentialer, jf. bilag 1, nr. 52, for den enkelte forsikring eller investeringskontrakt, være mindre end nul. For tegningsgrundlag, hvor der er indregnet gennemsnitlige margener på de enkelte elementer, gælder denne begrænsning ikke for den enkelte forsikring eller investeringskontrakt, men for det aggregeringsniveau af forsikringer eller investeringskontrakter, hvorpå de gennemsnitlige margener er fastsat.

Stk. 3 Virksomheden skal for forsikringer og investe-ringskontrakter, hvor ydelserne er betinget garanterede, idet garantien reduceres eller bortfalder, hvis en eller flere usikre fremtidige begivenheder indtræffer, opgøre de forventede betalingsstrømme for ydelserne, som om disse begivenheder ikke indtræffer. Hvis forsikringsvilkårene eller det af virksomheden anmeldte grundlag fastlægger de ydelser, der vil gælde, hvis begivenhederne indtræffer, kan virksomheden dog opgøre de forventede betalingsstrømme under hensyn til sandsynlighederne for, at begivenhederne indtræffer, hvis disse sandsynligheder er beregnelige på en meningsfuld måde, jf. § 68, stk. 2.

Stk. 4 Virksomheden skal for forsikringer og investe-ringskontrakter, hvor ydelserne beregnes på et grundlag, som virksomheden er berettiget til at ændre, så ydelserne nedsættes, opgøre de forventede betalingsstrømme efter § 68, stk. 1, under hensyn til virksomhedens mulighed for at nedsætte ydelserne. Virksomheden skal, hvis virksomhedens forhold eller kommunikationen til forsikringstagerne eller kontraktparterne indebærer, at ydelserne først nedsættes efter en periode, opgøre hensættelserne med udgangspunkt i de ydelser, der følger af det anvendte grundlag, indtil udløbet af denne periode. Virksomheden skal efter udløbet af perioden fastsættes betalingsstrømmene efter det grundlag, der måtte gælde efter nedsættelsen. Virksomheden skal lade hensættelser opgjort efter denne bestemmelse indgå i fradraget ved opgørelsen af værdien af bonus efter stk. 1.

Stk. 5 Virksomheden kan for forsikringer og investe-ringskontrakter, hvor ydelserne til forsikringstageren eller kontraktparten fastlægges direkte ud fra den betalingsstrøm, der genereres af bestemte aktiver og forpligtelser, opgøre nutidsværdien af de forventede betalingsstrømme indirekte og indregne denne i de forsikringsmæssige hensættelser med værdien af de pågældende kontrakter opgjort ud fra dagsværdien af de pågældende aktiver og forpligtelser. Virksomheden skal, hvis kontrakterne indeholder garantier eller forsikringselementer, der er uafhængige af værdien af de pågældende aktiver og forpligtelser, opgøre værdien som minimum til værdien af disse garantier eller forsikringselementer efter principperne i § 68.

§ 70

Virksomheden skal opgøre passivpost 13, Fortjenstmargen på livsforsikringer og investeringskontrakter, til nutidsværdien af det forventede fremtidige overskud i de resterende kontraktperioder for de livsforsikringer og investeringskontrakter, som virksomheden har indgået.

Hensættelser til skadesforsikringsforpligtelser
§ 71

Virksomheden skal opgøre præmiehensættelserne som nutidsværdien af de betalinger, som virksomheden efter bedste skøn må forventes at skulle afholde i anledning af forsikringsbegivenheder, som må forventes at finde sted efter balancedagen, og som er dækket af de forsikringer, virksomheden har indgået. Virksomheden skal endvidere lade præmiehensættelserne indeholde nutidsværdien af de betalinger, som virksomheden efter bedste skøn må forventes at skulle afholde efter balancedagen til direkte og indirekte omkostninger i forbindelse med administration, erhvervelse og skadesbehandling af de forsikringer, som virksomheden har indgået.

Stk. 2 Virksomheden skal ved opgørelse af præmiehensættelserne tage hensyn til nutidsværdien af bedste skøn af endnu ikke forfaldne præmier og præmierater for indgåede forsikringer, som forventes modtaget under de pågældende forsikringer til dækning af forsikringsbegivenheder, der finder sted inden udløbet af de aftalte risikoperioder.

§ 72

Virksomheden kan, uanset § 71, opgøre præmiehensættelserne for forsikringer med en risikoperiode på et år eller kortere, eller hvis metoden fører til tilnærmelsesvist samme resultat som anvendelsen af § 71, efter den forenklede metode beskrevet i stk. 2-4.

Stk. 2 Virksomheden skal efter den forenklede metode opgøre præmiehensættelserne for alle forsikringer, hvis risikoperiode er påbegyndt inden regnskabsperiodens udgang. Virksomheden skal da lade præmiehensættelserne udgøre den andel af modtagne og tilgodehavende bruttopræmier, der svarer til den del af risikoperioden, der forløber efter balancedagen. Virksomheden kan anvende gennemsnitsberegninger, når der er grund til at antage, at de tilnærmelsesvist vil føre til samme resultat som en beregning baseret på de enkelte forsikringer.

Stk. 3 Virksomheden kan ved beregning af præmiehensættelserne efter stk. 2 opgøre bruttopræmierne efter fradrag af den del af præmien, der svarer til de tilknyttede erhvervelsesomkostninger, som er omkostningsført ved indgåelsen af forsikringerne.

Stk. 4 Virksomheden skal, hvis en bestand af forsikringer, der dækker samme risiko, forventes at være tabsgivende som følge af omkostninger til forsikringsbegivenheder, som indtræffer efter balancedagen, lade præmiehensættelserne indbefatte et beløb til dækning af tabet, som skal opgøres under hensyn til risikomargen.

Stk. 5 Virksomheden må ikke indregne en fortjenstmargen for de pågældende forsikringer i opgørelsen af virksomhedens kapitalgrundlag hvis virksomheden anvendelser den forenklede metode efter stk. 2-4.

§ 73

Virksomheden skal opgøre erstatningshensættelserne som nutidsværdien af de betalinger, som virksomheden efter bedste skøn må forventes at skulle afholde i anledning af forsikringsbegivenheder, som har fundet sted indtil balancedagen ud over de beløb, som allerede er betalt i anledning af sådanne begivenheder. Virksomheden skal endvidere lade erstatningshensættelserne indeholde nutidsværdien af de beløb, som virksomheden efter bedste skøn må forventes at skulle afholde til direkte og indirekte omkostninger i forbindelse med afviklingen af erstatningsforpligtelserne.

Stk. 2 Virksomheden skal opgøre erstatningshensættelserne med udgangspunkt i de forventede erstatningsbeløb og omkostninger efter

  • 1) en sag-for-sag vurdering af anmeldte forsikringsbegivenheder, der i det mindste skal omfatte alle anmeldte forsikringsbegivenheder af betydelig omfang,

  • 2) et erfaringsbaseret skøn over utilstrækkeligt oplyste forsikringsbegivenheder, der har været genstand for en sag-for-sag vurdering,

  • 3) et erfaringsbaseret skøn over anmeldte forsikringsbegivenheder, der ikke har været genstand for sag-for-sag vurdering, og

  • 4) et erfaringsbaseret skøn over forsikringsbegivenheder, som er indtruffet inden balancedagen, men som er uanmeldte på tidspunktet for regnskabets udarbejdelse.

Stk. 3 Virksomheden skal ved opgørelse af erstatningshensættelserne tage hensyn til de indtægter og omkostninger i forbindelse med overtagelse og realisation af aktiver og rettigheder, som virksomheden opnår ret til ved erstatningernes udbetaling.

Forsikringsaktiver
§ 74

Virksomheden skal opgøre dens rettigheder under en genforsikringskontrakt, ud fra vilkårene i genforsikringskontrakten ved anvendelse af metoder og antagelser, der er konsistente med dem, der har fundet anvendelse ved opgørelsen af bruttoforpligtelserne under virksomhedens forsikringer. Virksomheden skal opgøre værdien af genforsikringsandele af præmiehensættelser under hensyn til de forventede betalingsstrømme, der knytter sig til de genforsikringskontrakter, der forventes indgået til afdækning af præmiehensættelser. Virksomheden skal ved anvendelse af § 71 specificere den andel af genforsikringsandel af præmiehensættelser, der relaterer sig til fortjenstmargen, i en note.

Stk. 2 Virksomheden skal vurdere forsikringsaktiver for eventuel værdiforringelse som følge af kreditrisiko og nedskrive dem til nutidsværdien af de betalinger, der forventes at kunne inddrives, hvis denne værdi er lavere end værdien opgjort efter stk. 1.

Hensatte forpligtelser
§ 75

Virksomheden skal indregne hensatte forpligtelser, garantier og andre forpligtelser, der er uvisse med hensyn til størrelse eller tidspunkt for afvikling, som hensatte forpligtelser, når det er sandsynligt, at forpligtelsen vil medføre et træk på virksomhedens økonomiske ressourcer, og forpligtelsen kan måles pålideligt.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne tabsgivende kontrakter, som er kontrakter, hvor de uundgåelige omkostninger forbundet med at indfri de kontraktlige forpligtelser overstiger de forventede økonomiske fordele, som hensatte forpligtelser.

Stk. 3 Virksomheden skal måle hensatte forpligtelser til det bedste skøn over de omkostninger, der er nødvendige for at indfri den aktuelle forpligtelse på balancedagen.

Stk. 4 Virksomheden skal måle en hensat forpligtelse til nutidsværdien af de omkostninger, som forventes at være nødvendige for at indfri forpligtelsen, hvis diskontering er af væsentlig betydning for størrelsen af den hensatte forpligtelse.

Stk. 5 Virksomheden skal opgøre den diskonteringssats, der anvendes til måling af nutidsværdien således, at den afspejler de risici, der er specifikt forbundet med forpligtelsen. Virksomheden må ikke lade diskonteringssatsen afspejle risici, der er reguleret for i skønnet over de omkostninger, der nødvendige for at indfri forpligtelsen, jf. stk. 3.

Stk. 6 Virksomheden kan ikke indregne eller måle garantier til en lavere værdi end den præmie eller provision, virksomheden har modtaget for at påtage sig garantien, systematisk afskrevet over risikoperioden.

§ 76

Virksomheden skal gennemgå hensatte forpligtelser ved hver regnskabsaflæggelse og regulere disse således, at de afspejler det bedste aktuelle skøn. Hvis det ikke længere er sandsynligt, at indfrielse vil medføre et træk på virksomhedens økonomiske ressourcer, skal forpligtelsen tilbageføres.

Stk. 2 Virksomheden må kun anvende en hensat forpligtelse til dækning af de omkostninger, som ved første indregning begrundede hensættelsen.

Personaleydelser
§ 77

Virksomheden skal indregne omkostninger til ydelser og goder til ansatte for disses arbejdsydelser i resultatopgørelsen i takt med de ansattes præstation af de arbejdsydelser, der giver ret til de pågældende ydelser og goder.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne ubetalte beløb, der er omkostningsført i henhold til stk. 1, som en forpligtelse. Virksomheden skal ikke diskontere beløb, der forfalder inden for 12 måneder efter balancetidspunktet. Virksomheden skal diskontere beløb, der forfalder mere end 12 måneder efter balancetidspunktet. Virksomheden skal indregne forudbetalte beløb som et aktiv.

§ 78

Virksomheden skal indregne pensionsforpligtelser over for ansatte til nutidsværdien af de ydelser, som ud fra det bedst mulige skøn må forventes at skulle betales med fradrag af eventuelle tilknyttede aktiver (firmapensionskasse).

Stk. 2 Virksomheden skal gennemgå pensionsforpligtelser på hver balancedag, således at det beløb, der indregnes, afspejler nutidsværdien af det bedste aktuelle skøn. Virksomheden skal indregne ændringer, der er en følge af et ændret skøn over ydelsernes størrelse (aktuarmæssige gevinster og tab samt merrente på tilknyttede aktiver), i anden totalindkomst, jf. § 88.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på pensionsforpligtelser over for ansatte, hvis vilkårene svarer til sædvanlige vilkår i forsikringskontrakter, som virksomheden udbyder til kunder. Virksomheden skal behandle sådanne forsikringskontrakter regnskabsmæssigt sammen med og efter samme principper som de tilsvarende forsikringskontrakter med kunder.

Aktiebaseret vederlæggelse
§ 79

Virksomheden skal indregne aktiebaseret vederlæggelse af ledelse og medarbejdere som en omkostning i resultatopgørelsen over optjeningsperioden. Virksomheden skal samtidig indregne en tilsvarende stigning i egenkapitalen.

Stk. 2 Virksomheden skal måle den indregnede omkostning til dagsværdien på tildelingstidspunktet af det instrument, der anvendes som betaling.

Skat
§ 80

Virksomheden skal indregne aktuel skat vedrørende regnskabsåret og tidligere regnskabsår, i det omfang den ikke er betalt, som en forpligtelse. Virksomheden skal, hvis den skat, der er betalt, er større end den aktuelle skat for regnskabsåret og tidligere regnskabsår, indregne forskellen som et aktiv.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne den skattepligt, der hviler på en midlertidig forskel mellem den regnskabsmæssige værdi og den skattemæssige værdi, som udskudt skat. Virksomheden skal, hvis den midlertidige forskel er negativ, og det er sandsynligt, at den vil kunne udnyttes til at nedbringe den fremtidige skat, indregne et udskudt skatteaktiv.

Stk. 3 Virksomheden skal, uanset stk. 2, ikke afsætte udskudt skat af

  • 1) sikkerhedsfonde, der er henlagt af ubeskattede midler, jf. § 132, og

  • 2) ubeskattet egenkapital, der er erhvervet ved fusion med en pensionskasse eller et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, jf. § 13 H i selskabsskatteloven.

Stk. 4 Virksomheden skal afsætte udskudt skat i tilfældene nævnt i stk. 3, hvis det er sandsynligt, at der inden for en overskuelig periode indtræffer en situation, der vil udløse beskatning af midlerne i sikkerhedsfonden, jf. § 13 C i selskabsskatteloven, eller den ubeskattede egenkapital, jf. § 13 H, i selskabsskatteloven.

Regnskabsmæssig sikring
§ 81

Har virksomheden etableret et sikringsforhold vedrørende sikring til dagsværdi mellem et eller flere afledte finansielle instrumenter eller i tilfælde af sikring af valutakursrisici mellem et eller flere ikke-afledte finansielle instrumenter (sikringsinstrumentet) og et indregnet aktiv, en indregnet forpligtelse, en gruppe af aktiver eller en gruppe af forpligtelser (den sikrede post), som måles til amortiseret kostpris, skal værdien af den sikrede post for så vidt angår den sikrede risiko reguleres til dagsværdi. Værdiændringen indregnes i resultatopgørelsen. Ved sikringens ophør værdireguleres den sikrede post efter principperne for måling til amortiseret kostpris på basis af den nyberegnede værdi.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med sikring af risikoen for ændringer i dagsværdien af en ikke-indregnet aftalt fremtidig betaling for varer og tjenesteydelser, idet ændringerne i dagsværdien af den pågældende betaling indregnes som et aktiv eller en forpligtelse. Værdiændringen indregnes i resultatopgørelsen. På tidspunktet for afvikling af den aftalte fremtidige betaling justeres værdien af det herfor erhvervede aktiv eller den erhvervede forpligtelse med de allerede indregnede værdiændringer.

§ 82

Har virksomheden etableret et sikringsforhold vedrørende sikring af betalingsstrømme mellem et eller flere afledte finansielle instrumenter, eller i tilfælde af sikring af valutakursrisici mellem et eller flere afledte eller ikke-afledte finansielle instrumenter (sikringsinstrumentet) og fremtidige betalinger, skal den del af ændringen i dagsværdien af sikringsinstrumentet, der afdækker udsving i betalingsstrømmen, indregnes i anden totalindkomst, jf. § 88, stk. 2.

§ 83

Virksomheden skal, hvis der er etableret en valutakurssikring af en investering i en udenlandsk enhed, indregne den andel af værdireguleringen af sikringsinstrumentet, der vedrører sikringen, i anden totalindkomst. Sikringsinstrumentet kan være et ikke-afledt finansielt instrument. Virksomheden skal indregne de beløb, der er indregnet i anden totalindkomst, herunder også beløb indregnet i anden totalindkomst i forbindelse med valutaomregning af en investering i en udenlandsk enhed, jf. § 44, stk. 8, i resultatopgørelsen, når den udenlandske enhed afhændes.

§ 84

Virksomheden kan kun behandle et sikringsforhold efter reglerne i §§ 81 og 83, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Der foreligger formel dokumentation på tidspunktet for sikringsforholdets etablering for eksistensen af et sikringsforhold samt for virksomhedens risikostyringsstrategi, der omfatter

    • a) identifikation af sikringsinstrumentet og den sikrede post,

    • b) identifikation af den risiko, der sikres, og

    • c) den anvendte metode for måling af sikringsinstrumentets effektivitet, jf. nr. 2.

  • 2) Der er begrundet formodning om en høj grad af effektivitet i sikringen.

  • 3) I forbindelse med sikringsforhold vedrørende betalingsstrømme skal de omfattede fremtidige betalinger være meget sandsynlige og variationer i betalingsstrømmen skal være af en sådan karakter, at de vil påvirke virksomhedens fremtidige regnskabsresultater.

  • 4) Sikringsforholdets effektivitet, jf. nr. 2, kan måles pålideligt.

  • 5) Sikringsforholdet vurderes løbende og har vist sig i praksis at udvise en høj grad af effektivitet i den del af regnskabsperioden, hvor det har været etableret.

§ 85

Virksomheden skal lade den regnskabsmæssige behandling af sikringsforhold, jf. §§ 81 og 83, ophøre fra det tidspunkt, hvor

  • 1) sikringsinstrumentet eller det sikrede udløber, sælges eller udnyttes, medmindre sikringsinstrumentet erstattes af et nyt sikringsinstrument som led i virksomhedens dokumenterede sikringsstrategi,

  • 2) sikringsforholdet ikke længere opfylder kriterierne i § 84,

  • 3) den fremtidige transaktion, der danner grundlag for de sikrede forventede betalinger, ikke længere forventes at finde sted, eller

  • 4) virksomheden afslutter sikringsforholdet.

§ 86

Virksomheden skal, når en transaktion eller betalingsstrøm, hvor betalingerne har været omfattet af et sikringsforhold i medfør af § 82, gennemføres eller realiseres, indregne de beløb, der tidligere er indregnet i anden totalindkomst, i resultatopgørelsen over samme periode som den, hvori den pågældende transaktion eller betalingsstrøm påvirker resultatopgørelsen.

Stk. 2 Virksomheden skal indregne de beløb, der er indregnet i anden totalindkomst, i resultatopgørelsen i en situation som angivet i § 85, nr. 3.

Resultatopgørelsen og anden totalindkomst
§ 87

Resultatopgørelsen skal bestå af indregnede indtægter og omkostninger.

§ 88

Virksomheden skal indregne alle indtægter i takt med, at de indtjenes, og alle omkostninger i takt med, at de påføres virksomheden i resultatopgørelsen. Virksomheden skal indregne alle værdireguleringer, afskrivninger, nedskrivninger og tilbageførsler af beløb, der tidligere har været indregnet i resultatopgørelsen, i resultatopgørelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Virksomheden skal i en separat opgørelse i forlængelse af resultatopgørelsen benævnt »Anden totalindkomst«, indregne følgende:

  • 1) Stigninger i en domicilejendoms omvurderede værdi og tilbageførsler af sådanne stigninger, jf. § 59, stk. 3 og 4.

  • 2) Valutakursforskelle, der er fremkommet ved omregning af transaktioner og balanceposter, herunder goodwill, i en enhed med en funktionel valuta, der afviger fra præsentationsvalutaen, jf. § 44, stk. 8.

  • 3) Ændringer i værdien af sikringsinstrumenter, der afdækker udsving i størrelsen af fremtidige betalingsstrømme, jf. § 82.

  • 4) Ændringer i værdien af sikringsinstrumenter, der afdækker valutakursrisikoen på en investering i en udenlandsk enhed, jf. § 83.

  • 5) Ændringer i aktuarmæssige gevinster og tab samt merrente ved opgørelsen af pensionsforpligtelser, jf. § 78, stk. 2.

Stk. 3 Virksomheden skal indregne den del af de beløb, der omfattes af stk. 2, nr. 1-5, og som skal fordeles til forsikrings- og investeringskontrakter i henhold til de regler for fordeling af overskud, der gælder for kontrakterne, først i anden totalindkomst og herefter overføres til de relevante poster under post III, Hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter, i alt.

Stk. 4 Virksomheden skal for hver post under anden totalindkomst anføre den tilhørende skattemæssige effekt enten direkte i anden totalindkomst eller i en note.

Ændring af regnskabspraksis
§ 89

Ændrer virksomheden metoder for indregning, grundlag for måling eller præsentationsvaluta, skal virksomheden udarbejde alle berørte poster, herunder sammenligningstal, noteoplysninger og femårsoversigter som om, den nye metode hele tiden havde været anvendt, medmindre der er fastsat særregler for den pågældende metodeændring.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse i det omfang, det ikke er praktisk muligt at ændre poster fra tidligere regnskabsår, således at de bliver i overensstemmelse med den nye metode. I så fald skal virksomheden ændre primobalancen i overensstemmelse med den nye metode fra det tidligst mulige tidspunkt, og virksomheden skal konsekvensrette øvrige poster i forhold hertil.

Ændring af regnskabsmæssige skøn og fejl
§ 90

Ændres beløb, der blev indregnet for et tidligere regnskabsår, som følge af et ændret regnskabsmæssigt skøn, skal virksomheden fremadrettet indregne virkningen på tilsvarende måde som det oprindelige skøn.

§ 91

Virksomheden skal, hvis tidligere årsrapporter i væsentligt omfang var påvirket af fejl i forbindelse med udarbejdelsen, udarbejde alle berørte poster, herunder sammenligningstal, noteoplysninger og femårsoversigter, som om, fejlen ikke var begået.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse i det omfang, det ikke er praktisk muligt at rette poster fra tidligere regnskabsår. Virksomheden skal i så fald ændre primobalancen fra det tidligst mulige tidspunkt, og konsekvensrette øvrige poster i forhold hertil.