Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 144

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

§ 144

Virksomheder, som på balancetidspunktet har et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover, og modervirksomheder, hvor koncernen som helhed har et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 500 eller derover, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-8. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder integrerer hensyn til bl.a. menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold og bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter.

Stk. 2 Virksomhedens redegørelsen skal som minimum indeholde følgende:

  • 1) En kort beskrive af virksomhedens forretningsmodel.

  • 2) Oplysninger om virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder om eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender. Virksomheden skal som minimum oplyse om politikker for miljø, herunder for at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktiviteter, sociale forhold og medarbejderforhold, respekt for menneskerettigheder, antikorruption og bestikkelse. Virksomheden skal for hvert politikområde oplyse, om virksomheden har en politik på det pågældende område, og hvad politikken i givet fald går ud på.

  • 3) Oplysninger om, hvordan virksomheden omsætter sin politik for samfundsansvar til handling, og oplysninger om eventuelle systemer eller procedurer herfor, for hvert politikområde, jf. nr. 2. Virksomheden skal endvidere oplyse om anvendte processer for nødvendig omhu (»due diligence«), hvis virksomheden anvender sådanne processer.

  • 4) Oplysninger om de væsentligste risici i relation til virksomhedens forretningsaktiviteter, herunder, hvor det er relevant og proportionalt, i relation til virksomhedens forretningsforbindelser, produkter og tjenesteydelser, som indebærer en særlig risiko for negativ påvirkning af de i nr. 2 nævnte områder. Virksomheden skal herunder oplyse om, hvordan virksomheden håndterer de pågældende risici. Virksomheden skal give oplysningerne for hvert enkelt politikområde.

  • 5) Oplysninger om virksomhedens anvendelse af eventuelle ikke-finansielle nøglepræstationsindikatorer, som er relevante for specifikke forretningsaktiviteter.

  • 6) Oplysninger om virksomhedens vurdering af, hvilke resultater der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, og virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover. Virksomheden skal give oplysningerne for hvert enkelt politikområde, jf. nr. 2.

Stk. 3 Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar på de i stk. 2, nr. 2, anførte områder, skal virksomheden oplyse dette i ledelsesberetningen med angivelse af grundene hertil for hvert enkelt af de anførte områder.

Stk. 4 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at virksomheden giver oplysningerne efter stk. 1-3 for koncernen som helhed.

Stk. 5 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin ledelsesberetning, hvis en modervirksomhed opfylder oplysningskravene efter stk. 1-3.

Stk. 6 En virksomhed kan undlade at udarbejde en redegørelse om samfundsansvar efter stk. 2, hvis virksomheden oplyser om sine politikker for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, der indeholder de i stk. 2 anførte oplysninger. Har virksomhedens oplysninger efter første pkt. ikke omfattet de i stk. 2 anførte politikområder, skal virksomheden anføre dette i ledelsesberetningen med angivelse af grundene hertil for hver enkelt af de anførte områder.

Stk. 7 § 142, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse for redegørelsen efter denne bestemmelses stk. 1-3.

Stk. 8 § 142, stk. 1-3 og stk. 6-8, finder ikke anvendelse på virksomheder, der omfattes af anvendelsesområdet nævnt i denne bestemmelses stk. 1.