Bekendtgørelse om genåbning og særlige restriktioner for uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19 Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1523 af 01. juli 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1543 af 02. juli 2021

Kapitel 2 Krav om covid-19-test
§ 3

Det er en betingelse for, at elever, studerende og ansatte på uddannelsesinstitutioner, hvor disse elever og studerende modtages, samt besøgende ved og andre personer med tilknytning til uddannelsesinstitutionen fysisk kan fremmøde på institutionen, at de pågældende kan dokumentere, at de har opnået et negativt undersøgelsesresultat ved gennemførelse af en antigentest for covid-19 inden for de seneste 72 timer eller en PCR-test for covid-19 inden for de seneste 96 timer, dog højst to gange jævnt fordelt over de seneste syv dage, jf. dog stk. 2. Ved antigentest forstås en test, der på kort tid viser, om der er immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener). Ved PCR-test forstås polymerase chain reaction-test.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for elever, studerende, ansatte, besøgende og andre personer med tilknytning til institutionen, der

  • 1) af medicinske årsager ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest for covid-19, jf. § 4,

  • 2) som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest for covid-19, jf. § 4,

  • 3) tidligere har været smittet med covid-19 inden for et nærmere bestemt tidsrum, i det omfang de kan fremvise dokumentation for et positivt undersøgelsesresultat, som er foretaget ved PCR-test for covid-19, og som på fremvisningstidspunktet er mindst 14 dage og højst 12 måneder gammelt,

  • 4) kan fremvise dokumentation for et påbegyndt vaccinationsforløb mod covid-19, hvor et vaccinationsforløb mod covid-19 anses for påbegyndt mindst 14 dage og højst 42 dage efter den første dosis, eller

  • 5) kan fremvise dokumentation for et gennemført vaccinationsforløb mod covid-19. Kræver et vaccinationsforløb mod covid-19 to eller flere doser, anses det for gennemført umiddelbart efter den afsluttende dosis. Kræver et vaccinationsforløb mod covid-19 alene én dosis, anses det for gennemført 14 dage efter denne ene dosis.

Stk. 3 Tidspunktet for undersøgelsen bestemmer, hvilken dag undersøgelsen er gennemført.

Stk. 4 Dokumentation for covid-19-testen kan foreligge både i papirformat og elektronisk. Af dokumentationen for covid-19-testen skal følgende oplysninger fremgå:

  • 1) Den pågældende persons navn svarende til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort. 1. pkt. gælder ikke for dokumentation ved fremvisning af sundhedsmyndighedernes app ”Coronapas”, hvor skærmen viser ”Gyldigt i Danmark” kombineret med bevægelige elementer på skærmen eller ved verifikation i form af scanning af QR-koden i appen, hvor skærmen viser ”Gyldigt i Danmark” samt af sundhedsmyndighedernes app ”MinSundhed” med bevægelige elementer, der beskytter mod kopiering fra appen.

  • 2) Tidspunktet for testtagningen.

  • 3) Resultatet af testen.

Stk. 5 Det er en betingelse for, at uddannelsesinstitutionen kan modtage elever, studerende, besøgende og andre personer med tilknytning til uddannelsesinstitutionen, at institutionen gennemfører stikprøvevis kontrol af, at elever, studerende, besøgende og andre personer med tilknytning til uddannelsesinstitutionen opfylder betingelsen i stk. 1, medmindre de pågældende er undtaget efter stk. 2. Enhver fremmødt elev, studerende, besøgende og anden person med tilknytning til uddannelsesinstitutionen skal med henblik herpå til enhver tid og efter institutionens anvisninger herom fremvise dokumentation for sin opfyldelse af betingelsen i stk. 1.

§ 4

Elever, studerende, ansatte, besøgende og andre personer med tilknytning til institutionen, der af medicinske årsager eller som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test, jf. § 3, stk. 2, nr. 1 og 2, skal fremvise dokumentation udstedt og underskrevet af et kommunalt borgerservicecenter for at være undtaget fra at få foretaget en covid-19-test, jf. stk. 2. Navnet på dokumentationen skal svare til navnet på personens medbragte pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort.

Stk. 2 De kommunale borgerservicecentre udsteder dokumentation til personer, der sammen med et medbragt pas, kørekort, sundhedskort eller andet offentligt udstedt identitetskort indleverer en erklæring på tro og love om, at personen af medicinske årsager eller som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en covid-19-test. Dokumentationen er gyldig i 3 måneder fra udstedelsen. Sundhedsministeriet stiller den erklæring på tro og love, der skal anvendes efter 1. pkt., til rådighed. Erklæringen skal indeholde en udtømmende oplistning af de årsager, der kan føre til undtagelse for covid-19-test efter § 3, stk. 2, nr. 1 og 2.

§ 5

Kan der ikke fremvises dokumentation for en covid-19-test med et negativt testresultat, jf. § 3, kan der ske bortvisning fra lokaliteten af elever, studerende, besøgende og andre personer, der er tilknyttet, men ikke ansat ved den pågældende uddannelsesinstitution.