Bekendtgørelse om god skik for boligkredit Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1514 af 06. december 2023

Kapitel 4 Oplysningskrav og markedsføring
Oplysninger som skal gives inden udøvelsen af aktiviteter som boligkreditformidler
§ 12

En boligkreditformidler skal inden udøvelse af aktiviteter omfattet af denne bekendtgørelse give låntageren følgende oplysninger på papir eller på andet varigt medium:

  • 1) Virksomhedens navn og fysisk adresse.

  • 2) Den relevante tilsynsmyndigheds offentlige register, hvor virksomheden er registreret, registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger, og hvordan låntager kan kontrollere registreringen.

  • 3) Hvorvidt virksomheden udelukkende er tilknyttet til eller samarbejder med en eller flere boligkreditgivere. Boligkreditformidleren skal oplyse navn på den eller de boligkreditgivere, på hvis vegne boligkreditformidleren handler.

  • 4) Hvorvidt der ydes rådgivning.

  • 5) Oplysning om eventuelt gebyr for boligkreditformidlerens tjenesteydelser eller hvis dette ikke er muligt oplysning om gebyrberegningsmetoden.

  • 6) Oplysning om størrelsen af eventuelle provisioner eller andre ydelser som en boligkreditformidler eller dennes medarbejder modtager i forbindelse med udøvelse af tjenesten, og som er relevante og kendte. Låntageren oplyses om at oplysningerne gives i ESISskemaet, hvis de ikke foreligger på meddelelsestidspunktet.

  • 7) Oplysning om klageinstans og procedure i forbindelse hermed.

Stk. 2 Modtager en ikkebunden boligkreditformidler provision fra en eller flere boligkreditgivere, skal denne på låntagerens anmodning oplyse hvor meget den provision varierer, som de forskellige kreditgivere, der tilbyder boligkreditaftaler til låntageren, skal betale. Låntageren skal informeres om sin ret til at anmode om sådanne oplysninger.

Stk. 3 Hvis en boligkreditformidler opkræver et gebyr fra låntageren og herudover modtager provision fra en boligkreditgiver eller tredjemand, skal boligkreditformidleren oplyse låntageren om, i hvilket omfang provisionen enten helt eller delvis modregnes i gebyret.

Stk. 4 Oplysninger om det gebyr, som låntageren eventuelt skal betale til boligkreditformidleren for dennes ydelser, skal meddeles af boligkreditformidleren til boligkreditgiveren med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Generelle oplysninger om boligkreditaftalerne
§ 13

Boligkreditgivere eller bundne boligkreditformidlere skal til enhver tid stille klare og forståelige generelle oplysninger om boligkreditaftalerne til rådighed på papir, på andet varigt medium eller i elektronisk form.

Stk. 2 Sådanne generelle oplysninger skal som minimum omfatte følgende oplysninger:

  • 1) Navn og fysisk adresse på oplysningernes afsender.

  • 2) Formål, hvortil en boligkreditaftale kan anvendes.

  • 3) Form for sikkerhedsstillelse, herunder, hvor det er relevant, om muligheden for at sikkerheden kan være beliggende i en anden medlemsstat.

  • 4) Boligkreditaftalens løbetid.

  • 5) Hvilke debitorrentesatser, der tilbydes, og hvorvidt renten er fast eller variabel eller begge dele, med en kort beskrivelse af karakteristika ved fast og variabel rente, herunder de dermed forbundne konsekvenser for låntageren.

  • 6) Navnene på benchmarkene og deres administratorer og de potentielle virkninger for låntageren, hvis der foreligger tilgængelige aftaler, der benytter et benchmark som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater.

  • 7) Angivelse af en udenlandsk valuta eller de udenlandske valutaer, hvis der kan indgås en boligkreditaftale i udenlandsk valuta, herunder en forklaring på konsekvenserne for låntageren, hvis en boligkreditaftale er givet i udenlandsk valuta.

  • 8) Et repræsentativt eksempel på det samlede kreditbeløb, de samlede omkostninger for låntageren i forbindelse med en boligkreditaftale, det samlede beløb, der skal betales af låntageren, og de årlige omkostninger i procent (ÅOP).

  • 9) En række forskellige muligheder for tilbagebetaling af en boligkreditaftale til kreditgiver, herunder de periodiske afdrags antal, hyppighed og størrelse.

  • 10) Eventuelle yderligere omkostninger for låntageren i forbindelse med kreditten, som skal betales i forbindelse med en boligkreditaftale.

  • 11) Hvor det er relevant, en klar og tydelig angivelse af, at overholdelse af en boligkreditaftales vilkår og betingelser ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb i henhold til boligkreditaftalen.

  • 12) De vilkår, der direkte vedrører førtidig indfrielse af en boligkreditaftale.

  • 13) Om det er nødvendigt med en vurdering af ejendommen og i givet fald, hvem der har ansvaret for at sikre, at vurderingen foretages, herunder om det medfører eventuelle omkostninger for låntageren.

  • 14) De accessoriske tjenesteydelser, som låntageren eventuelt skal erhverve for at opnå en boligkreditaftale eller for at få en boligkreditaftale på de oplyste vilkår og betingelser, og i givet fald en præcisering af, om de accessoriske tjenesteydelser kan købes hos en anden udbyder end boligkreditgiveren.

  • 15) En generel advarsel om de eventuelle konsekvenser af manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med en boligkreditaftale.

Oplysningskrav ved boligkreditgiveres og boligkreditformidleres markedsføring af boligkreditaftaler
§ 14

Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standardoplysninger:

  • 1) Boligkreditgiverens eller boligkreditformidlerens identitet.

  • 2) Det pant eller anden sikkerhed, som ligger til grund for boligkreditaftalen.

  • 3) Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplysninger om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen.

  • 4) Det samlede kreditbeløb.

  • 5) De årlige omkostninger i procent (ÅOP), jf. kreditaftalelovens § 16, som skal have en mindst lige så fremtrædende placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten.

  • 6) Boligkreditaftalens løbetid.

  • 7) Ydelsernes størrelse.

  • 8) Det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af låntageren.

  • 9) Advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det beløb, der skal betales, hvis der markedsføres lån i Danmark i en anden valuta end danske kroner.

Stk. 2 Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel med anvendelse af en af de to standardforudsætninger i bilag 2, som er tættest på typen af den udbudte boligkredit. Udbydes boligkreditten kun under andre forudsætninger end de i bilag 2 fastsatte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markedsførte boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.

Stk. 3 Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå boligkreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og betingelser, og omkostningerne ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå en sådan aftale være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen med de årlige omkostninger i procent (ÅOP), jf. stk. 1, nr. 5.

Stk. 4 Oplysningerne i stk. 1 og 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.

Forpligtelse til at give låntagerne oplysninger omkostningsfrit
§ 15

En boligkreditgiver eller boligkreditformidler skal give låntageren oplysninger i medfør af §§ 12 og 13 i denne bekendtgørelse uden omkostninger for låntageren.

Simpelt låneoverblik
§ 16

En boligkreditgiver skal udlevere et simpelt låneoverblik til en forbruger samtidig med afgivelse af lånetilbud om et realkreditlån eller et realkreditlignende lån. Ved udlevering af lånetilbud afgivet på papir skal det simple låneoverblik placeres foran lånetilbuddet. Ved lånetilbud afgivet på andet varigt medium skal en selvstændig fil med det simple låneoverblik placeres før en selvstændig fil med lånetilbuddet i forhold til læseretningen. Den selvstændige fil med det simple låneoverblik skal navngives simpelt låneoverblik.

Stk. 2 En boligkreditgiver skal sikre, at en boligkreditformidler udleverer et simpelt låneoverblik i situationer, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3 Det simple låneoverblik skal udarbejdes i overensstemmelse med bilag 3.