Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1779 af 06. september 2021

Kapitel 6 Oplysningsforpligtelser
§ 12

Et forsikringsselskab skal i forbindelse med markedsføring til forbrugere af en forsikringsaftale, der dækker risici uden for Danmark, og som tegnes i et skadesforsikringsselskab oplyse om

  • 1) selskabets hjemland, og

  • 2) om selskabet er omfattet af en garantiordning, der dækker kundens krav i tilfælde af selskabets konkurs, og navnet på denne garantiordning.

Stk. 2 Distribuerer et forsikringsselskab forsikringsaftaler, der dækker risici uden for Danmark, og som tegnes i et skadesforsikringsselskab, skal forsikringsselskabet på sin hjemmeside på dansk oplyse,

  • 1) om en skadesforsikringsaftale til forbrugere, tegnet i et skadesforsikringsselskab, er omfattet af en garantiordning og indholdet af denne garantiordning, jf. stk. 1, nr. 2, og

  • 2) forsikringsselskabets navn og adresse.

Stk. 3 Har et forsikringsselskab ikke en hjemmeside, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, gives i forbindelse med markedsføring af en skadesforsikringsaftale, jf. stk. 1.

§ 13

Forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere skal i forbindelse med markedsføring til forbrugere af en skadesforsikringsaftale, der dækker risici uden for Danmark, og som tegnes i et skadesforsikringsselskab oplyse,

  • 1) i hvilket forsikringsselskab forsikringen tegnes,

  • 2) forsikringsselskabets hjemland, og

  • 3) om forsikringsselskabet er omfattet af en garantiordning, der dækker kundens krav i tilfælde af forsikringsselskabets konkurs, og navnet på denne garantiordning.

Stk. 2 Distribuerer forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere forsikringsaftaler, der dækker risici uden for Danmark, og som tegnes i et skadesforsikringsselskab, skal formidlerne på deres hjemmeside på dansk oplyse,

  • 1) om en skadesforsikringsaftale til forbrugere, tegnet i et skadesforsikringsselskab, er omfattet af en garantiordning, og indholdet af denne garantiordning, jf. stk. 1, nr. 3, og

  • 2) forsikringsselskabets navn og adresse.

Stk. 3 Har en forsikringsformidler eller en accessorisk forsikringsformidler ikke en hjemmeside, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, gives i forbindelse med markedsføring af en skadesforsikringsaftale, jf. stk. 1.

Stk. 4 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på uafhængige forsikringsformidlere.

§ 14

En forsikringsformidler skal i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale give kunden følgende oplysninger:

  • 1) Forsikringsformidlerens navn og adresse, samt oplysning om, at den pågældende er forsikringsformidler.

  • 2) Om forsikringsformidleren yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter.

  • 3) Hvordan kunden kan klage over forsikringsformidleren.

  • 4) Hvilket register forsikringsformidleren er optaget i og angivelse af, hvordan det kan kontrolleres.

  • 5) Om forsikringsformidleren repræsenterer kunden eller handler på vegne af et forsikringsselskab.

  • 6) Om forsikringsformidleren har en direkte eller indirekte andel på 10 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i et bestemt forsikringsselskab.

  • 7) Om et bestemt forsikringsselskab eller moderselskabet til et bestemt forsikringsselskab har en direkte eller indirekte andel på 10 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en forsikringsformidler.

  • 8) Om forsikringsformidleren i forbindelse med den aftale, der foreslås eller rådgives om,

    • a) yder rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse,

    • b) har en kontraktretlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber, og i givet fald meddele kunden navnene på disse forsikringsselskaber, eller

    • c) ikke har en kontraktretlig forpligtelse til udelukkende at benytte et eller flere forsikringsselskaber til sin forsikringsdistributionsvirksomhed og ikke yder rådgivning på basis af en objektiv og personlig analyse; i så fald skal forsikringsformidleren meddele navnene på de forsikringsselskaber, som forsikringsformidleren kan benytte og faktisk benytter.

  • 9) Hvilken form for aflønning der modtages i forbindelse med forsikringsaftalen.

  • 10) Om forsikringsformidleren i forhold til forsikringsaftalen arbejder på basis af

    • a) et honorar, som er den aflønning, kunden betaler direkte,

    • b) en form for provision, som er den aflønning, der indgår i forsikringspræmien,

    • c) enhver anden form for aflønning, herunder en form for økonomisk fordel, som tilbydes eller gives i forbindelse med forsikringsaftalen, eller

    • d) en kombination af enhver form for aflønning i a, b eller c.

  • 11) Om navn og adresse på det forsikringsselskab hvori forsikringen tegnes.

  • 12) Om hvorvidt skadesforsikringsselskabet, når der er tale om en skadesforsikringsaftale til forbrugere, der dækker risici uden for Danmark, er omfattet af en garantiordning, der dækker kundens krav i tilfælde af selskabets konkurs, og navnet på denne garantiordning.

Stk. 2 Skal kunden betale honoraret direkte til forsikringsformidleren, skal forsikringsformidlere oplyse kunden om honorarets størrelse eller, hvis dette ikke er muligt, metoden til beregning af honoraret.

Stk. 3 Foretager kunden betalinger ud over de løbende præmier og planlagte betalinger i henhold til forsikringsaftalen efter dens indgåelse, skal forsikringsformidleren give oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, nr. 6-10, og stk. 2, om hver enkelt af sådanne betalinger.

Stk. 4 Accessoriske forsikringsformidlere skal i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale give kunden oplysningerne i stk. 1, nr. 1, 3, 4, 9, 11 og 12.

Stk. 5 Forsikringsselskaber og forsikringsformidlere, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, er ansvarlige for, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler overholder stk. 1, nr. 1 og 3.

Stk. 6 Stk. 1, nr. 11 og 12, finder ikke anvendelse på uafhængige forsikringsformidlere.

Stk. 7 En forsikringsformidler, som modtager oplysning om, at en ansat bliver tilmeldt en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning, hos en kunde, uden at have truffet en individuel beslutning om at tilmelde sig den, skal straks give den ansatte oplysningerne i stk. 1, nr. 1-10, stk. 2 og 3.

§ 15

Et forsikringsselskab skal i god tid inden indgåelse af en forsikringsaftale give kunden følgende oplysninger:

  • 1) Forsikringsselskabets navn og adresse.

  • 2) At det er et forsikringsselskab.

  • 3) Om forsikringsselskabet yder rådgivning om de solgte forsikringsprodukter.

  • 4) Hvordan kunden kan klage over forsikringsselskabet.

  • 5) Den lovgivning der skal finde anvendelse på aftalen, hvis det er aftalt, at der skal anvendes anden lovgivning end dansk.

  • 6) Hvilken form for aflønning dets ansatte modtager i forbindelse med forsikringsaftalen.

Stk. 2 Foretager kunden betalinger ud over de løbende præmier og planlagte betalinger i henhold til forsikringsaftalen efter dens indgåelse, skal forsikringsselskabet også give oplysninger i overensstemmelse med stk. 1, nr. 6, om hver enkelt af sådanne betalinger.

Stk. 3 Et forsikringsselskab, som modtager oplysning om, at en ansat bliver tilmeldt en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning, hos en kunde, uden at have truffet en individuel beslutning om at tilmelde sig den, skal straks give den ansatte oplysningerne i stk. 1 og 2.

§ 16

Uanset om der ydes rådgivning, og uanset om forsikringsproduktet er en del af en pakke, jf. § 23, skal forsikringsdistributøren inden aftalens indgåelse give kunden de relevante oplysninger om forsikringsproduktet i en form, som er forståelig og tilpasset forsikringsproduktets kompleksitet og den enkelte kundetype, så kunden kan træffe en informeret beslutning, jf. i øvrigt stk. 2.

Stk. 2 Ved distribution af skadeforsikringsprodukter som opført i bilag I til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, skal forsikringsdistributøren give oplysningerne i stk. 1 i form af et standardiseret dokument, jf. § 17.

Stk. 3 En forsikringsdistributør, som modtager oplysning om, at en ansat bliver tilmeldt en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning, hos en kunde, uden at have truffet en individuel beslutning om at tilmelde sig, skal straks give den ansatte oplysningerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4 Et forsikringsselskab eller en forsikringsformidler, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler forelægger dokumentet, jf. § 17 forud for indgåelse af aftalen.

Stk. 5 Uanset § 3, stk. 1, kan dokumentet, jf. § 17 gives til kunden på andet varigt medium eller på papir.

§ 17

En producent af et skadeforsikringsprodukt, som opført i bilag I til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, skal udarbejde et standardiseret dokument med oplysninger om forsikringsproduktet på papir eller et andet varigt medium.

Stk. 2 Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal opfylde følgende:

  • 1) Være et kort og selvstændigt dokument.

  • 2) Udformes og opstilles således, at det er klart og let læseligt, med brug af en læsevenlig skriftstørrelse.

  • 3) Være lige så forståeligt, hvis det oprindeligt er affattet i farver, men udskrives eller fotokopieres i sort-hvid.

  • 4) Affattes på de officielle sprog eller på et af de officielle sprog, der anvendes i den del af medlemslandet, hvor forsikringsproduktet tilbydes, eller på et andet sprog, hvis forbrugeren og distributøren enes herom.

  • 5) Være nøjagtigt og ikke vildledende.

  • 6) Indeholde titlen »dokument med oplysninger om forsikringsproduktet« øverst på første side.

  • 7) Indeholde en meddelelse om, at fuldstændige prækontraktlige og kontraktlige oplysninger om produktet findes i andre dokumenter.

Stk. 3 Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Oplysninger om formen for forsikring.

  • 2) En sammenfatning af forsikringsdækningen, herunder de vigtigste forsikrede risici, den forsikrede sum og, hvor det er relevant, det geografiske anvendelsesområde og en sammenfatning af de ikkemedtagne risici.

  • 3) Betingelser for indbetaling af præmier, herunder over hvor lang tid indbetalingerne skal ske.

  • 4) De vigtigste undtagelser, hvor der ikke kan indgives skadesanmeldelser.

  • 5) Forpligtelser ved aftalens begyndelse.

  • 6) Forpligtelser i løbet af aftalens varighed.

  • 7) Forpligtelser i tilfælde af, at der indgives en skadesanmeldelse.

  • 8) Aftalens varighed herunder datoerne for aftalens begyndelse og udløb.

  • 9) Betingelserne for opsigelse af aftalen.

Stk. 4 Det standardiserede dokument skal endvidere være i overensstemmelse Kommissionens gennemførelsesforordning 2017/1469/EU af 11. august 2017 om fastsættelse af et standardiseret præsentationsformat for dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet.