Bekendtgørelse om godkendelse mv. efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3 af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund mv. her i landet eller i et andet EU/EØS-land § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1656 af 19. december 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2434 af 10. december 2021

Krav til vedtægter eller lignende
§ 6

Er betingelserne i §§ 1-4, henholdsvis § 5 eller § 5 a, opfyldt, kan godkendelse efter ligningslovens § 8 A, stk. 2, og § 12, stk. 3, af almenvelgørende og almennyttige foreninger, fonde, stiftelser, og institutioner m.v., henholdsvis religiøse samfund, ske, hvis følgende betingelser er opfyldt og fremgår af vedtægter, fundats eller lignende:

  • 1) Formålet er almenvelgørende eller almennyttigt, dvs. at midlerne alene kan anvendes til støtte for en videre kreds af personer, som er i økonomisk trang eller har vanskelige økonomiske forhold, eller til et formål, som ud fra en i befolkningen almindeligt herskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt, og som kommer en vis større kreds til gode.

  • 2) Et likvidationsprovenu eller overskud ved opløsning skal tilfalde en anden forening, fond, stiftelse, institution m.v. eller religiøst samfund, som er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land og har et almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål.

  • 3) Foreningen, fonden, stiftelsen, institutionen m.v. eller det religiøse samfund er hjemmehørende her i landet eller i et andet EU/EØS-land, hvorved forstås, at hovedparten af styrelsesorganerne og hovedkontoret skal have sæde her i landet eller i et andet EU/EØS-land.