Bekendtgørelse om godskørsel Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om godskørsel er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1395 af 29. november 2023

Kapitel 4 Krav til chaufførvikarvirksomhed
Faglige kvalifikationer
§ 31

En transportleder i en virksomhed med tilladelse i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1, eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel, anses for fagligt kvalificeret til at drive chaufførvikarvirksomhed, hvis vedkommende har gennemført kurset og bestået prøven efter § 12, stk. 1.

Stk. 2 Er kurset og prøven efter § 12, stk. 1, gennemført og bestået før 1. maj 2000, skal transportlederen tillige have gennemført og bestået et vikarudlejningskursusmodul, der er godkendt af Færdselsstyrelsen.

Stk. 3 En transportleder i en virksomhed med tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel, kan opfylde kravet i stk. 1 ved at dokumentere, at vedkommende har gennemført et kursus, der giver kendskab til drift af chaufførvikarvirksomhed.

Kapitalkrav
§ 32

En ansøger skal ved ansøgning om godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed i henhold til godskørselslovens § 6 a, stk. 3, opfylde et kapitalkrav svarende til kapitalkravet for det første benyttede motorkøretøj eller vogntog med tilladt totalvægt over 3.500 kg, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, litra a.

Stk. 2 En ansøger skal ved ansøgning om godkendelse til drift af chaufførvikarvirksomhed i henhold til godskørselslovens § 6 a, stk. 4, opfylde et kapitalkrav svarende til kapitalkravet for det første benyttede motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalvægt over 2.500 kg, men ikke over 3.500 kg, jf. § 11, stk. 2, nr. 2.

Stk. 3 Kapitalkravet i stk. 1 og 2 skal dokumenteres som angivet i § 11, stk. 4.

Udlevering af blanket om køre- og hviletid
§ 33

En chaufførvikarvirksomhed skal ved udlejning af en chauffør til godstransport i motorkøretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg og erhvervsmæssig personbefordring udlevere en udfyldt blanket om køre- og hviletid til lejeren, så lejeren kan sikre sig, at den planlagte kørsel lovligt kan udføres af chaufførvikaren efter køre- og hviletidsbestemmelserne. Blanketten findes på Færdselsstyrelsens hjemmeside.

Indsendelse af dokumentation
§ 34

En virksomhed, der er etableret i et andet land end Danmark, og som er godkendt som chaufførvikarvirksomhed i henhold til godskørselslovens § 6 a, stk. 3, skal efter anmodning fra Færdselsstyrelsen, som led i styrelsens tilsyn med overholdelse af godskørselslovens § 6 a, stk. 5, indsende dokumentation for at være omfattet af en overenskomst, jf. godskørselslovens § 6, stk. 3, nr. 2 og 3, eller dokumentation for, at virksomheden følger et omkostningsniveau, jf. godskørselslovens § 6, stk. 3, nr. 1, for chaufførvikarer, som chaufførvikarvirksomheden udlejer til kørsel på dansk område for en virksomhed, der er etableret i Danmark.